Et stort flertal af aktieanalytikere og porteføljeforvaltere vurderer i Økonomisk Ugebrevs årlige direktør- og formandsrating, at Danske Banks bestyrelsesformand Karsten Dybvad bør gå af på næste års generalforsamling. Hovedaktionær A.P. Møller Holding bør igen blande sig og sikre en hurtig udskiftning, skriver chefredaktør Morten W. Langer.
Af 23 analytikere og porteføljeforvaltere, som har svaret på spørgsmål om Danske Banks bestyrelsesformand Karsten Dybvad, svarer to tredjedele, at hovedaktionæren bør finde en ny bestyrelsesformand.Vi har stillet følgende spørgsmål:
”Mener du, at A.P. Møller – Mærsk som hovedaktionær skal finde en anden formand end Karsten Dybvad til Danske Bank, når banken næste gang skal afholde generalforsamling?” 65 pct. af respondenterne svarer ”ja, i meget høj grad” eller ”ja, i høj grad”. Andre 30 pct. svarer ”ved ikke/neutral” og en enkelt respondent svarer ”Nej, slet ikke.”
Opsang fra ATP
Når man ser tilbage på begivenhederne i banken i Karsten Dybvads ”regeringstid”, er den kritiske holdning til bestyrelsesformanden nok ikke så overraskende. Dybvad afløste i december 2018 nu afdøde Ole Andersen som bestyrelsesformand i kølvandet på hvidvasksagen.
Den 7. december 2018 blev der afholdt ekstraordinær generalforsamling, hvor Karsten Dybvad blev valgt. På generalforsamlingen sagde ATP’s aktiechef Claus Wiinblad følgende om valget af ny formand, som kom i stand efter en koordineret aktion mellem A.P. Møller Holding, ATP og PFA:
”Jeg vil gerne sige tak til A.P. Møller Holding for at have taget initiativet til at indkalde til denne ekstraordinære generalforsamling. Jeg vil også gerne takke for en god dialog med både A.P. Møller Holding og PFA under forløbet, en dialog der er foregået over en længere periode. ATP bakker fuldt op omkring valget af Karsten Dybvad og Jan Nielsen som nye medlemmer af Danske Banks bestyrelse.”
Videre lød det fra Claus Wiinblad: ”Endvidere ser jeg frem til, at Karsten Dybvad konstitueres som ny formand, og at Jan Nielsen konstitueres som ny næstformand. Der er ingen tvivl om, at der ligger en stor opgave for den nye bestyrelse med at få genoprettet tilliden til Danske Bank. En opgave med mange facetter, idet det er tilliden til mange forskellige stakeholdere som skal genoprettes.”
Endelig sagde Wiinblad: ”Fremadrettet ligger der også en vigtig opgave i at fortsætte styrkelsen af hele Danske Banks compliance-funktion således, at den vedvarende lever op til de højeste internationale standarder og derved bidrager til at sikre, at der aldrig kommer en gentagelse af noget, som kommer i nærheden af sagen i Estland.”
Problemet med Karsten Dybvads to et halvt årige formandskab er, at han hverken har leveret på at øge tillid til banken eller sikret en standard i compliance, så den ”lever op til de højeste internationale standarder.”
Det er et faktum, at Danske Bank over de seneste to år har vadet i problemsager, som det ikke er nødvendigt at gentage her. Dybvad blev valgt på grund af sine forbindelser i centraladministrationen og hos myndigheder, samt at han med sin lidt kedelige fremtoning sås at kunne skabe tillid. Over for offentligheden har han dog været så godt som usynlig.
Fortsatte problemer
Ifølge referatet fra den seneste generalforsamling var ATP tydeligvis ikke tilfreds. Det hed: ”ATP ved Claus Wiinblad konstaterede, at 2020 havde været et svært år for Danske Bank, idet indtjeningen havde været under hårdt pres, og Danske Bank havde været skæmmet af for mange gamle sager, der ikke var blevet håndteret tilfredsstillende. Ifølge Claus Wiinblad blev det i 2020 tydeligt, at Danske Bank stadig havde et stykke vej at gå på den kultur-forandringsrejse, ATP tidligere havde påpeget som værende nødvendig. Der var således en forhåbning og forventning om, at ledelsen havde lært af sidste års uklare kommunikation, og at det vil være muligt at håndtere eventuelle fremtidige sager på bedre vis.”
Dybvads redning på den korte bane bliver nok, at banken også har fået ny CEO, efter Chris Vogelzangs fratræden efter mistanke om deltagelse i hvidvask i Holland. Næsten samtidig udskiftning af CEO og formand ses næppe som hensigtsmæssig. Men analytikerne er også tøvende overfor den nye CEO, Carsten Egeriis. På spørgsmålet: ” Vurderer du, at Carsten Egeriis er den rigtige langsigtede CEO for Danske Bank?” svarer 71 pct. af de 24, der har svaret på spørgsmålet, ”ved ikke/ neutral.” De er muligvis afventende. Andre 25 pct. svarer ”nej, næppe.”
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.