BørsmæglerRating for obligationshandel 2022: Det har knebet med likviditeten i markedet for realkreditobligationer, og det har favoriseret storbankerne, som har de største finansielle muskler til at levere på større blokhandler. Danske Bank og Nordea indtager således de to øverste pladser på dette års rangliste. De to storbanker er dog også godt hjulpet af, at sidste års nummer et, Sydbank, har mistet vigtige medarbejdere.
For de fleste brancher kom coronaen som et chok i 2020, men mange af dem skulle vise sig at blive mindre hårdt ramt af selve nedlukningerne end af eftervirkningerne. Det gælder også for det danske obligationsmarked. Gennem et år, hvor centralbankerne har foretaget meget store obligationsopkøb med den underliggende trussel, at inflation kunne få dem til at vende bøtten, har færre ønsket at eksperimentere med de danske realkreditobligationer.
Efter et sådant år, hvor investorer har oplevet ærgerlige tab, plejer de at give obligationsmæglerne lavere karakterer. Således også i dette års BørsmæglerRating for obligationsmarkedet. Den eneste børsmægler, der holder skansen, er Danske Bank. Og det er nok til at genindtage førstepladsen efter flere års fravær. Sydbank, der har ligget øverst de seneste to år, rykker ned på tredjepladsen efter have mistet vigtigt personale – ikke mindst afdelingens tidligere chef, Bjarke Friedrichsen, som er flyttet til et family office.
Danske Bank har gennem en lang årrække ligget på en af de to øverste pladser i Økonomisk Ugebrevs årlige rating. Og det at generobre førertrøjen efter et svært år, passer godt ind i bankens selvbillede.
”Vi er mest stolte over, at vi over tid har en konsistent høj rating. Det afspejler vores ønske om at være en relevant samarbejdspartner. Både når der er ro i markedet, og når det er vanskeligt, som vi så det sidste år. Hvis vores kunder efterspørger noget, er det netop konsistensen i alle vores ydelser,” siger Thue Søndergaard, der er chef for den gruppe i Danske Bank, der har ansvaret for at betjene de danske obligationskunder.
Ifølge ham har banken heller ikke opretholdt bedømmelsen blot ved at køre business as usual. Der er investeret i yderligere kapacitet. ”I forhold til sidste år har vi tilføjet mere erfaring, både på sales- og tradingsiden. Vi har skullet sikre vores position som kundernes foretrukne obligationsbank. Og det er vores ambition, at vi er den bank, der dækker bredest. Samtidig har vi et stærkt balance sheet, som har gjort, at vi er i stand til at stå imod de bevægelser, der har været. Et år som sidste år har det været en fordel at være en stor bank,” siger Thue Søndergaard.
Danske Bank får følgeskab af storbank-rivalen Nordea på andenpladsen. Sydbank og Jyske Bank på de følgende placeringer er dog ikke langt bagude. Derimod er der længere ned til at Nykredit Bank og SEB. Men det er i et marked, hvor mange kunder gør en dyd ud af at fordele omsætning mellem flere spillere og dermed at holde liv i dem, så de ikke en dag skal handle med et oligopol af nogle få banker.
Med den indstilling er der også plads til, at nogle af de lidt mere anonyme mæglere kan få en større plads, hvis de satser strategisk på det.
Sten Thorup Kristensen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her