BørsmæglerRating 2019, Aktieanalytikere: For første gang i 12 år er der en ”ny” vinder af Økonomisk Ugebrevs rating af aktieanalytikere – nemlig Lars Topholm fra Carnegie, der i år sniger sig inden foran Michael Novod fra Nordea. Men bortset fra det ligner toplisten sig selv. Det kniber med rekrutteringen af unge analytikere, som kan blande sig i topstriden.
Det er lidt historisk, når Lars Topholm fra Carnegie i år vinder Økonomisk Ugebrevs rating af aktieanalytikere. Man skal nemlig helt tilbage til 2008 for at finde en rating, som ikke blev vundet af enten farmaanalytiker Michael Novod fra Nordea eller af finansanalytiker Per Grønborg, der i dag er i SEB, men som tidligere var i Danske Bank.
Det er dog også kun lidt historisk, for Lars Topholm, der i de seneste år især har gjort sig bemærket ved at gennemskue, hvad der skete i Pandora, før selskabets ledelse selv gjorde det, har haft høje ratings gennem flere årtier. I det hele taget er aktieanalyse et fag, hvor erfaring har stor værdi, og selv om der løbende sker en afgang fra faget – typisk til ir- eller investorfunktioner – er toppen af listen
præget af de samme ”gamle” navne. Således var fire af navnene i årets top 10 også i top 10 i 2008, og i år er der kun to analytikere, der for første gang gør sig bemærket i top 10 – nemlig Danske Banks Asbjørn Mørk på syvendepladsen og Nordeas Christian Ryom på ottendepladsen.
Michael Novod går kun en enkelt placering tilbage og får stadig en meget høj rating. Når han ikke helt rammer toppen, kan det spille ind, at Novo Nordisk-aktien, som han i særlig grad er specialisten på, langt fra er så hypet, som den har været. Det lægger en dæmper på vækstudsigterne for selskabet, at ønsket om at presse insulinpriserne nedad i dag stort set er det eneste, de to amerikanske partier kan blive enige om.
Aktieanalytiker Poul Ernst Jessen fra Danske Bank gentager sidste års tredjeplads. Også han har været med i årtier. Men i det seneste år har han især været i vælten, fordi han var i stand til at forholde sig kritisk i balladen om TDC, som et konsortium med ATP i spidsen købte fri at børsen, samtidig med at det kuldkastede det strategiske oplæg, som selskabets ledelse lige havde fremlagt.
På listen falder det i øvrigt i øjnene, at medtech-analytikerne er i høj kurs. Tre af dem – Danske Banks Thomas Bowers, Carnegies Granholm Leth og førnævnte Christian Ryom – er i top 10. De har kunnet fornøje deres kunder med gode gevinster på GN Store Nord og især Ambu, for hvem opturene har været større end nedturen.
Omvendt falder det også i øjnene, at kun en Mærsk-analytiker – Nordeas Marcus Bellander – overhovedet har fået point nok til at komme med på listen. Naturligvis har Mærsk-investorerne haft et surt år, men de føler sig altså åbenbart heller ikke godt hjulpet af analytikerne, der endda i de fleste tilfælde også dækker DSV, for hvem tiderne er meget bedre.
STOR AFGANG
Men det allermest interessante, hvis man kigger fremad, skal man måske finde mod listens bund. Her er der – som altid – flere nye navne. Men to af dem, nemlig Andrew Carlsen og Ole Henrik Bang Andreasen fra ABG, har siden ratingen forladt faget for at blive henholdsvis ir-chef i Genmab og hyret af en hedgefond i London. Og de nye navne dækker i det hele taget ikke over det samme, som de gjorde tidligere, mener Jesper Jensen, analysechef i Nordea. Mange, som man før ville sige skulle bruge et eller to år mere under oplæring i en støttefunktion, har i dag et selvstændigt ansvar for dækning af selskabet.
”Sandheden er, at antallet af senioranalytikere er reduceret drastisk, også i Danmark, primært fordi betalingsvilligheden blandt fund managerne er faldet efter MifFID II. Det er utroligt mange, der har forladt branchen, og der er væsentligt færre seniormedarbejdere – medarbejdere, der har været i industrien i længere tid – tilbage,” siger Jesper Jensen.
Handelsbanken vil være mere synlig
I sidste uges BørsmæglerRating fremgik det, at Handelsbanken – som ellers tidligere var en af branchens stærke spillere – ikke fik bedømmelser nok til, at der kunne beregnes en egentlig rating. I ratingen af analytikere står det endnu værre til: Ikke en eneste af de ti analytikere, der dækker danske aktier i Handelsbanken, får så meget som et enkelt point fra hverken investorer eller selskaber.
Banken giver dog ikke op, understreger analysechef Peter Sehested. Han mener, at Handelsbanken i undersø-gelsen bliver påvirket af bankens fokus på større kunder. Derudover har man måske ikke været tilstrækkeligt synlig i Danmark, og det skal der nu rettes op på. ”Vores strategi er uændret at levere analyser og services af høj kvalitet til investorer, der er interesserede i nordiske aktier. I salgsfunktionen har vi hyret Christopher Rygaard, som kommer fra SEB, til at udbrede kendskabet til vores produkt. I 2018 blev vi ranket af Thomson Reuters til at være bedste nordiske broker. De måler på earnings-anbefalinger og anbefalingernes kvalitet, og vi lå forrest, med stor margin ned til nummer to,” siger Peter Sehested.
Sådan har vi gjort
Økonomisk Ugebrevs rating af børsmæglernes aktieanalytikere er baseret på input fra 29 porteføljemanagerne med ansvar for danske aktier, og tillige fra ir-ansvarlige i 24 børsnoterede selskaber. Hver har givet henholdsvis 3,2 og 1 point til de tre analytikere og sælgere, de mener, gør arbejdet bedst. I tabellerne er kun nævnt de analytikere og sælgere, der har fået mindst tre point. I analytikernes holdkonkurrence er dog også point til øvrige talt med. Ved pointlighed i den individuelle rating af analytikere er den, der har fået flest point fra porteføljemanagere, placeret højest. Porteføljemanagere og ir-ansvarlige ser analytikerne fra to forskellige vinkler, der har hver sin værdi.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her