Pensionsselskaberne har i årevis haft mulighed for at malke firmapensioner, uden kunderne kan se det af deres officielle omkostninger. I England forbereder man lige nu et lovindgreb, der gennemtvinger mere åbenhed for kunderne på området. Eksperter mener også, at et indgreb er nødvendigt herhjemme.
Det skal være slut med at skumme fløden af danskernes arbejdsmarkedspensioner i det skjulte, når pensionsselskaberne køber og sælger værdipapirer på vegne af kunderne. I dag er det nemlig den nemmeste ting i verden at skumme toppen af pensionerne, hver gang der handles værdipapirer, uden det kan ses af omkostningerne.
Det kan ske ved de såkaldte kursspreads, der er forskellen mellem købs- og salgspris på værdipapirerne. Hvis man hver gang køber lidt for dyrt og sælger lidt for billigt, tjener pensionsselskaberne og/eller kapitalforvaltere ekstra penge, som fragår i kundernes pensioner. Den problemstilling vil det engelske finanstilsyn nu stoppe efter undersøgelser i markedet, der viser alarmerende problemer.
SORT BOKS
”Kunderne tror i dag, at de ser alle omkostningerne i deres pensionsordninger, men det gør de ikke. Det er lige præcis sådanne regler, vi har manglet i Danmark, der ellers har været et foregangsland i forhold til at have åbenhed og gennemsigtighed omkring omkostninger. De danske regler er frivillige og lavet af branchen selv, men de har bare aldrig fundet en løsning på lige den her problemstilling. I dag ved vi faktisk ikke, hvor udbredt dette problem er i Danmark,” siger pensionsekspert og aktuar Søren Andersen fra FPension.
”Det her område er en sort boks i Danmark, og det er i dag muligt at tappe penge ud af danske pensionsordninger, uden det kan ses i kundens omkostninger, hvis man ellers har den slags hensigter. Det er en klar mangel,” siger partner Gert Nielsen fra BEDSTpension.
De danske regler er skrevet af brancheforeningen Forsikring & Pension, som for år tilbage fik kniven for strubenfor at skabe mere åbenhed omkring omkostninger, hvis de ville undgå, at det skete ved lov. Her medgiver chefkonsulent Kasper Andersen, at lige præcis omkostningerne i form af købs- og salgspriser ikke blev skrevet ind.
”Spreads og kursskæringer indgår ikke, da vores omkostningsbegreb omfatter det, som kunden konkret betaler. Et spread indebærer jo ikke, at kunden betaler en omkostning. Et spread er jo udtryk for, at der kan være forskellige handelskurser,” skriver han i en mail til Økonomisk Ugebrev.
Derfor er det tankevækkende, at England nu griber til lovgivning, efter grundige undersøgelser på markedet. Her fremgik det, at de kapitalforvaltere, der leverer porteføljestyring til pensionsbranchen, i mange år havde haft et helt eksorbitant højt overskud. Overskudsgraden havde i mange år ligget omkring 36 procent i gennemsnit.
Men værre endnu var det nærmest umuligt at se, hvordan overskuddet fremkom. Mistanken blev hurtigt, at det muligvis skete, når de handlede på vegne af pensionsselskaberne. Samtidig viste en anden undersøgelse, at en stor del af pensionsselskaberne selv var i tvivl om, hvordan og hvor meget de egentlig betalte i omkostninger til kapitalforvalterne.
Derfor bliver kapitalforvaltere, der vil levere de britiske firmapensioner, nu tvunget til at opgøre disse spreads og kursskæringer specifikt til pensionsselskaberne alleredefra 3. januar 2018.
MANGE PENGE
I Danmark kan problemstillingen være større. At så og sige skumme fløden på spreads kan være en fordel i pensionsselskaber, der ejes af en bank. Hvis man hele tiden handler med små marginaler til bankens fordel, betyder det, at pensionskunden mister penge drypvis. I Danmark har ganske mange i pensionsbranchen også skabt fondsselskaber, der står for at handle værdipapirerne, og her er det også muligt at flytte indtjening over.
Området gælder alle typer af værdipapirer – endda også de nye alternative investeringer. Så en ny lov på området kan også ramme arbejdsmarkedets pensionskasser, der netop skyder store penge i alternativer. Men branchen mener ikke, at der skal mere åbenhed på området.
”Forsikring & Pension mener, at vi med Forsikring & Pensions brancheregler om omkostninger og afkast har de rigtige regler i Danmark. Branchereglerne skaber fuld gennemsigtighed for kunderne om omkostninger og afkast,” lyder det fra Kasper Andersen.
Carsten Vitoft
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.