EU-kommissionen glider af på afgørelse om minusrenter

Selvom erhvervsmedierne nu har konkluderet, at EU-kommissionen mener, at de danske bankers minusrenter er helt i orden, er det en konklusion med store forbehold. Chefredaktør Morten W. Langer gennemgår brevet fra kommissionen.

I notatet fra EU lyder formuleringen, at kommissionen hælder til, ”at danske banker gerne må tage minusrenter på kundernes indlån”. Konkret skriver kommissionen: ”Having examined all the arguments, DG FISMA leans towards a conclusion whereby negative interest rates are not to be considered as “fees” in the sense of PAD and do not thus need to comply with the “reasonableness” criteria in Article 18.”

Finanstilsynet har dog valgt at tolke Kommissionens melding lidt mere firkantet og skriver: ”Finanstilsynet noterer sig, at kommissionen lægger sig op af vores fortolkning af reglerne. Den endelige fortolkning henhører selvfølgelig under domstolene. Sådan er det i et retssamfund. Men vi synes, at Kommissionens udmelding er et vigtigt fortolkningsbidrag.”   

Et andet hovedspor
Forbrugerombudsmanden, som på den anden side mener, at bankernes minusrenter strider mod reglerne, har efterfølgende været ude og sige, at man ikke er enig i Kommissionens fortolkning. Men det er højst tvivlsomt, om Forbrugerombudsmanden vil tage denne del af sagen videre til EU-domstolen. Efter det oplyste er forbrugervagthundens hovedspor fortsat at udfordre, om bankerne har overholdt de gældende aftalevilkår, da minusrenterne blev indført. Og med Jyske Bank som en mulig prøvesag.

At både EU-kommissionen og Finanstilsynet tolker direktivet, som de gør, kan umiddelbart virke uforståeligt og overraskende. Betalingskontodirektivet har netop til formål at give forbrugerbeskyttelse, herunder at sikre forbrugerne adgang til en betalingskonto på rimelige vilkår.

Kommissionen vurderer, at bankerne frit kan fastsætte minusrenter på betalingskonti, og det kan ikke opfattes som andet end et gigantisk hul i reglerne og forbrugerbeskyttelsen. Af direktivteksten fremgår, at bankerne skal fastsætte et gebyr for kontoen, som skal være gratis eller rimeligt. Og så fremgår det, at rentebetalinger på indlån går fra banken til kunde, mens der ikke åbnes for den modsatte trafik.

I en redegørelse fra Finanstilsynet til erhvervsministeren synes der at være udtænkt et juridisk trylleri for at få sammenhæng i tilsynets synspunkt. Tilsynet skriver, at negative renter slet ikke reguleres i direktivet.

Tilsynet skriver: ”Negative renter på indlånskonti er udtryk for betaling for opbevaring af midler, selvom der nu er tale om en betaling fra kontohaver og ikke længere til kontohaver. Negative renter er derfor ikke et gebyr (…) Det er således udviklingen på pengemarkedet, der har medført, at vederlag for indlån ikke længere betales til kontohaver, men er noget, som kontohaver skal betale for at placere likviditet i banken.”

Videre hedder det: ”Finanstilsynet finder således, at lov om betalingskonti alene regulerer størrelsen på gebyrer for de tjenesteydelser, der skal være omfattet af en basal betalingskonto. Disse tjenesteydelser omfatter udelukkende forskellige typer betalingstransaktioner samt åbning, anvendelse og lukning af en betalingskonto.”

Den monetære politik
I den videre vurdering forklares det ikke, hvad man som forbruger kan anvende en betalingskonto til, hvis man ikke ønsker at blive tvunget til at betale minusrenter. Selve betalingskontoen er jo ubrugelig, hvis man ikke har penge stående på den. Så der bliver automatisk tale om en ekstraudgift til minusrenter, som ikke er frivillig, og som ikke reguleres af hensynet til forbrugeren om, at prisen for en konto skal være ”gratis eller rimelig”.

Af kommissionens brev til de danske myndigheder kan man få den forståelse, at det ikke er forbrugerbeskyttelsen, kommissionen vurderer er vigtigst. Kommissionen skriver nemlig, at ”In principle, consumers could obtain all the services covered by the Directive without holding a positive balance on their account. Such an interpretation would also support an effective monetary policy.”

Med andre ord er det kommissionens holdning, at forbrugerne kan få adgang til en betalingskonto gratis eller mod et rimeligt gebyr, hvis der ikke er penge på kontoen. Også her synes argumentationen at være baseret på goddag-mand-økseskaft, da kontoen jo er ubrugelig uden et indestående.

Og så fremhæves hensynet til den monetære politik, som synes at være noget helt andet end forbrugerbeskyttelse.