Internt fortroligt præsentationsmateriale fra Falck indikerer, at 2017 økonomisk bliver det hidtil værste år for Falck. CEO Jakob Riis forventer at spare 500 mio. kr. i løbet af 2018, og han har travlt, for som han skriver i sin præsentation: ”Our Business is not sustainable.” Falck har da også netop lånt yderligere 2 mia. af de store ejere KIRKBI og Lundbeckfonden, til en tårnhøj junk bond-rente.
Når adm. direktør i Falck, Jakob Riis, i dagspressen forklarer om en ualmindeligt trykket redningsvirksomhed, lyder det eksempelvis så-dan som i Jyllands-Posten i denne uge: ”Jeg er nødt til at være meget klar. Vi står i en svær situation i Falck. Der er simpelthen ikke plads til, at jeg pakker tingene ind på nogen måde.” Men når han internt fortæller om situationen, fortæller han, at det kan det være virksomhedens eksistens, der er på spil. Økonomisk Ugebrev er kommet i besiddelse af en intern, fortrolig Falck præsentation fra Jakob Riis’ hånd. Præsentationen, dateret den 17. november 2017, har overskriften: ”Conclusions frem the North Star Strategy Process.”
KAN MISTE LICENS
North Star er det strategiprojekt, han igangsatte, da han trådte til. Målsætningen var at forstå den egentlige økonomi i Falck, identificere de dele af den forgrenede virksomhed, der skulle bygges videre på, eller som skulle sælges eller lukkes. Slutmålet er at få Falck forretningsmæssigt tilbage på sporet. I præsentationen pakker han da heller ikke situationen ind: ”WE RISK LOSING OUR LICENS TO OPERATE,” står der på en af siderne, illustreret med en ambulance med blinkende lys og – formentlig – hylende sirener.
Til Jyllands-Posten oplyste han i denne uge, at han vil forbedre driftsresultatet med en halv mia. kr. allerede i 2018. ”Vi kan øge vores indtjening på sigt ved at gøre vores back office-funktioner langt mere effektive. Der er grænser for, hvordan du kan køre en døgnbemandet ambulance. Der skal være to mand, og de skal være der i et døgn.” På præsentationssiden med teksten: ”a rapidly deteriorating profitability further worsens the situation,” er en graf over EBITA fra 2012 til 2017. Det er faktuelle tal i de første fire år, hvor faldet er 1082 mio. kr., til 792 mio. sidste år. Den stipulerede graf for 2017, hvor Jakob Riis manglede halvanden måned af regnskabsåret, da han fremviste sin præsentation, viser endnu et drastisk fald.
Det er derfor helt åbenlyst, at den nye CEO får travlt med at skære til i 2018. Der er i al fald ikke noget, som tyder på, at lønsomheden forbedres af sig selv.
Falck er global og kalder sig for verdens største ambulanceforretning. I det turnaround, Jakob Riis vil gennemføre, skal der bygges en ledende ambulanceforretning: ”Based on a global mobil driven by systems, process and innovation”.
Falcks største aktivitet i Danmark er netop ambulancedelen. Den er grundsten for, hvad der sker rundt om i verden. Hvad ledelsen vil gøre for at ændre på den forretning, så den bliver stærkere, er endnu uklart. Rent økonomisk har den i de seneste år fået en på tuden. Falck blev presset af den nye konkurrent, hollandske Bios, der tilbød at køre for mere end 70 mio. kr. billigere om året end Falck, hvorfor det var slut med at køre for Region Syddanmark. Falck sænkede derefter sine priser på kørsel for de to regioner på Sjælland med cirka 50 mio. kr. begge steder.
Bios gik som bekendt konkurs, men i stedet for, at Region Syddanmark spurgte Falck, om de ville tage over igen, tog regionen kørslen hjem i det offentligt ejede Ambulance Syd. Men ét er sikkert. Niveauet for de tidligere betalinger i Danmark kommer ikke igen. Og andre regioner kan med et blik til Region Syddanmark overveje selv at tage kørslen hjem, når der skal indgås nye kontrakter. Udviklingen i Ambulance Syd kan vise, om det offentlige selv kan stå for den del. Under alle omstændigheder er den globale redningskoncern under pres i sit hovedland.
Jakob Riis konstaterer, da også tørt i præsentationen, at: ”OUR BUSINESS IS NOT SUSTAINABLE”. Den ikke eksisterede bæredygtighed, skyldes blandt andet, at ”.. we realize almost no synergies from operating our broad portefolio due to internal complexeties.” Han beskriver også, at Falck har ”complex ownership structures and partnerships.” Hertil kommer fejl: ”We got something wrong. WE DID NOT LEVERAGE OUR SCALE”.
Læs resten af artiklen her.
Økonomisk Ugebrev har stillet en stribe spørgsmål til Jakob Riis, men havde ikke modtaget svar ved redaktionens slutning.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her