En af landets førende bankeksperter kaster nu en kæmpe bombe ind i debatten om bankernes minusrenter. Lektor emeritus Johannes Raaballe fra Aarhus Universitet har gravet i den historiske udvikling i bankernes indlåns- og udlånsrenter og konkluderer, at bankerne siden begyndelsen af 2010’erne har taget alt for høje udlånsrenter, netop for at kompensere for underskud på bankernes bankindlån. Opsigtsvækkende erkender bankernes brancheforening Finans Danmark i et notat, at det hænger sådan sammen. Argumentet for minusrenter krakelerer.
Mens erhvervsminister Simon Kollerup nu ser ud til at trække i land på sin kritik af bankernes minusrenter på indlån fra private og erhvervslivet, falder der nu en stor bombe under bankernes argumenter for, at de skal dække deres tab på bankindlån med minusrenter.
”Bankerne har længe haft store tab på deres indlån. Disse tab er over årene mere end dækket ind ved, at bankerne hævede deres avancer på udlånene. I midten af 2010’erne var udlånsrenten mindst 2,5 procentpoint for høj overfor private og mindst 1,5 procentpoint for høj overfor erhverv i forhold til markedsrenterne,” siger Johannes Raaballe til Økonomisk Ugebrev.
Gynger og karruseller
Han påpeger, at Finans Danmark dokumenterbart er enig i denne beskrivelse. I et notat fra 2019 skriver brancheforeningen direkte om udviklingen i ind- og udlånsrenterne: ”Bankernes udlånsrenter forblev også omtrent uændrede i de første år efter, at Nationalbanken i 2012 indførte negativ rente. Det var en måde at fastholde den samlede rentemarginal og dermed bankernes indtægtsgrundlag – så bankerne kompenserede i praksis i første omgang den negative indlånsmarginal med en udvidelse af udlånsmarginalen.”
I forlængelse af denne konklusion fra Finans Danmark siger Johannes Raaballe: ”Hvad bankerne i midten af 2010’erne tabte på karrusellerne, mere end tjente man ind på gyngerne. Men det har jo ikke kunnet lade sig gøre, hvis der havde været stor konkurrence om udlånene. Der var og er fortsat et væsentligt konkurrenceproblem i banksektoren. Låntagerne kom til at betale for bankernes tab i indlånsforretningen.”
Johannes Raaballe har regnet på tallene, og han er kommet frem til følgende sammenhænge: Fra lidt før begyndelsen af 2010’erne og frem til midten af 2010’erne faldt pengemarkedsrenten fra ca. 4,5 pct. p.a. til lidt under nul. Da bankerne ikke nedsatte indlånsrenterne tilstrækkeligt, opstod der et tab i indlånsforretningen, der midt i 2010’erne udgjorde i størrelsesordenen 11 mia. kr. pr. år. Da bankerne på den anden side ikke reducerede udlånsrenterne med 4,5 pct. p.a., men blot med ca. det halve, fik bankerne en ekstra gevinst i udlånsforretningen på knap 20 mia. kr. pr. år.
”Man kan formulere situationen således: Bankerne lavede deres tabsgivende indlån ”gode” ved at låne pengene ud til låntagerne til en alt for høj rente,” siger Johannes Raaballe.
Siden midten af 2010’erne har omfanget af udlån været stort set stagnerende, og bankernes udlånsrentemarginal er reduceret med knap 1 procentpoint. På indlånsmarkedet har bankerne gradvist indført negative renter for indlån over et vist omfang. I dag typisk 100.000 kr. Det har reduceret det direkte tab i indlånsforretningen til i størrelsesordenen 1-2 mia. kr. pr. år, vurderer Johannes Raaballe.
For høje omkostninger
Han påpeger, at bankerne i særlig grad har indført minusrenter på indlån, samtidig med at de har for høje udlånsrenter, fordi sektorens rentabilitet er presset. ”Bankernes helt store problem gennem de seneste 10-15 år er for høje omkostninger, især personaleomkostninger. I dag er de formentlig mellem 20 og 30 pct. for høje. For mange ansatte og for høje gennemsnitslønninger. Det er det forhold, som presser bankerne,” siger han.
Han vurderer, at bankerne grundlæggende kan komme ud af omkostningsklemmen på tre måder: 1) Ved at forhøje udlånsrentemarginalen, 2) ved at indføre negative indlånsrenter, eller 3) ved at reducere personaleomkostningerne.
”Hvad er lettest? Det er lettest at forhøje udlånsrentemarginalen, der jo kunne implementeres relativt smertefrit, da pengemarkedsrenten var faldet fra 4,5 pct. til -0,5 pct., og konkurrencen på udlånsmarkedet var til at overse. Da dette ikke rakte, valgte man at indføre negative indlånsrenter. Godt nok gav det bøvl og kritik, men det var formentlig langt lettere end at følge den driftsøkonomiske grundbog og gribe fat om ondets rod – de for høje omkostninger,” siger han.
MWL
