Flertal på vildspor med forbud mod aktionærforeningsmodel

På et samråd 1. marts i Folketingets Erhvervsudvalg bakkede de fleste politiske partier op omkring en lovændring, så en aktionærforeningsmodel for ejerskab på realkreditområdet bliver stoppet eller vanskeliggjort. Modellen blev i efteråret foreslået for Nykredit af lektor Johannes Raaballe fra Aarhus Universitet. Men samrådet viser, at politikerne har misforstået modellen, konkluderer forskere. Givetvis fordi politikerne slet ikke har sat sig ind i den, men kørt med på Roskilde Bank-spøgelslet. En lovændring kan få negativ betydning for hele erhvervslivet.

Allerede i efteråret lykkedes det bestyrelsesformand Nina Smith fra Forenet Kredit at få nævnt Roskilde Bank i forbindelse med hendes afvisning af en aktionærforeningsmodel for Nykredit, altså en ejermodel, hvor låntagerne bliver medejere. Selvom sammenligningen objektivt er helt forfejlet, og flere gange er tilbagevist, så har de to ord – Roskilde Bank – alligevel tilsyneladende printet sig i hovederne hos en række politikere.

De er nu ved at snuble over hinandens ben i deres iver efter at fastslå, at modellen skal stoppes. Det kom frem på et samråd den 1. marts. Morten Bødskov fra Socialdemokratiet havde indkaldt til samrådet, hvor erhvervsminister Brian Mikkelsen skulle besvare fire spørgsmål.

Alene selve spørgsmålene viser ganske tydeligt, at spørgeren Morten Bødskov ikke har ulejliget sig med at sætte sig ind i den model, der blev foreslået af Johannes Raaballe. Heller ikke den omfattende omtale og beskrivelse af modellen, som Økonomisk Ugebrev gennem en række artikler har leveret kan være læst af Morten Bødskov. Det til trods for, at Morten Bødskov netop henviser til artikler i Økonomisk Ugebrev.

Det fremgår ganske tydeligt af beskrivelsen af modellen, at det der lægges op til er, at give realkreditlåntagere mulighed for at få reduceret deres bidragssats, hvis de samtidig er aktionærer. Det er altså et tilbud, der er tale om. Ikke et krav. Alligevel lyder Morten Bødskovs første spørgsmål: ”Hvad er regeringens holdning til og vurdering af en forretningsmodel, hvor kunderne/låntagerne skal stille med aktiekapital til et realkreditinstitut ved optagelse af realkreditlån mod nedsat bidragssats (…)?”

Lektor Johannes Raaballe og tidligere professor Anders Grosen hæfter sig ved samme misforståelse i en gennemgang, de har udarbejdet, efter samrådet. ”Det er et tilbud til realkreditlåntagerne og ikke et krav. Tilbuddet er meget fordelagtigt, idet tilbuddet svarer til en årlig forrentning på 13,33 procent,” skriver de i gennemgangen, som nu er sendt til Folketingets Erhvervsudvalg. De slår desuden fast, at modellen er skabt af hensyn til låntagerne, fordi det kan medvirke til at få reduceret bidragssatsen til et niveau omkring 0,5 procent.

Alligevel går det igen i alle de fire spørgsmål fra Bødskov, at forudsætningen åbenbart skulle være et krav om at låntagerne køber aktier. Forklaringen på misforståelsen er med stor sandsynlighed et brev fra Forbrugerrådet Tænk fra november 2017 til Erhvervs- og vækstudvalget. Allerede i første afsnit i brevet står der: ”(…) forslag fra tre økonomi-professorer om, at Nykreditkoncernen bør vælge en forretningsmodel, hvor kunderne skal stille med aktiekapital til koncernen ved optagelse af realkreditlån.” Morten Bødskovs spørgsmål tyder på, at han alene har læst brevet på godt to sider fra Forbrugerrådet, men hverken de mange artikler i Økonomisk Ugebrev (som han ellers henviser til) eller artiklerne i Finans/Invest om selve modellen. At det hænger sådan sammen underbygges af, at et af de fire spørgsmål er en direkte kopi af et afsnit i Forbrugerrådet Tænks brev.

RISIKO FOR EN DOBBELTROLLE

Seniorøkonom i Forbrugerrådet Tænk Morten Bruun Pedersen siger til Ugebrevet, at det, der bekymrer i Forbrugerrådet er risikoen for en dobbeltrolle hos rådgiver i realkreditinstituttet ved både at skulle rådgive om selve realkreditlånet og samtidig om køb af aktier i realkreditselskabet. Men netop denne risiko tog Johannes Raaballe allerede ind i overvejelserne ved præsentation af modellen. Det gentages i den aktuelle gennemgang fra Raaballe og Grosen: ”Men man kan derimod ikke med god ret argumentere for, at rådgivning og information om lån til køb af aktier i Nykredit koncernen kan ske i Nykredit koncernen. Her skal der være armslængde. Det er realkreditlåntagernes interesser, der skal varetages. Da realkreditlåntagerne samtidig er ejere af Nykredit koncernen via Forenet Kredit, er det Forenet Kredit, der skal informere og rådgive for at realkreditlåntagernes interesser tilgodeses.”

Morten Bødskov trækker paralleller direkte til Roskilde Bank, hvor banken finansierer opkøb af bankens egne aktier. ”Der er ingen grund til at vi på nogen måde skal risikere, at det får blomst i realkreditten,” sagde Bødskov. ”Den her mulighed skal lukkes,” sagde han. SF erklærede sig enig med Socialdemokratiet.

ABSURD PARRALLEL TIL ROSKILDE BANK

Parallellerne til Roskilde Bank er indlysende absurde, påpeger forskerne. I Roskilde Bank tilbød banken lån til køb af aktier i Roskilde Bank, hvor aktierne herefter udgjorde den eneste sikkerhed for lånet. For låntagere i realkredit er situationen, at såfremt de har friværdi i deres ejendom, da kan de låne inden for lovens grænser med pant i den faste ejendom.

Disse penge kan anvendes uden begrænsning, og låneprovenuet er altså ikke betinget og øremærket aktiekøb. Man kan altså finansiere ombygning af huset, finansiere en ny bil, tage en jordomrejse – og altså også købe aktier i de selskaber, man ønsker. Hvis Bødskov og et folketingsflertal vil lukke modellen er der én eneste ting, man som investor afskæres fra, nemlig at købe en mindre beholdning aktier i realkreditselskabet.

Raaballe og Grosen peger i gennemgangen på, at et lovindgreb kan få negative konsekvenser andre steder i erhvervslivet. ”I kooperative selskaber er det altid kunderne, der stiller med egenkapitalen. Sådan har det også indtil for nyligt været i realkreditselskabernes mere end 200-årige historie. Indtil 1990’erne blev det stillet som et krav for at få et realkreditlån, at låntageren indskød 1,5 procent af låneprovenuet i en reservefond som egenkapital. Ved lånets udløb blev dette beløb, tillagt nogle renter, tilbagebetalt til låntager. Der var i teorien en risiko på denne transaktion, men ikke i praksis. Låntageren fik sine penge tilbage – godt og vel. Det var en god måde for låntagerne at sikre sig en årlig bidragssats på blot 0,5 procent.”

Videre siger de, at ”Låntagerens indskud i reservefonden blev finansieret ved, at kreditforeningen forlods udtog dette beløb af låneprovenuet (i praksis gav det ikke en reduktion af det udbetalte beløb, idet lånebeløbet var tilsvarende højere). I den oprindelige realkreditmodel (der var meget velfungerende) var reservefondsindskuddet et krav, og låntageren kunne ikke få sit reservefondsindskud tilbage, før lånet var tilbagebetalt. I aktionærforeningsmodellen er køb af aktier ikke et krav, men en mulighed. Og låntageren kan komme ud af aktieinvesteringen ved at sælge til nye realkreditlåntagere, og dette er, som vi tidligere har vist, muligt.”