Det bliver svært at leve op til analytikernes forventninger de næste år. Der skal gennemføres store rationaliseringer og fyringsrunder for at nå de nødvendige lavere omkostninger. Chefredaktør Morten W. Langer gennemgår regnskab og forventninger for landets største bank.
Indtægtssiden mere end levede op til analytikernes forventninger i det nye Q4-regskab fra Danske Bank, mens omkostningerne blev lidt højere end forventet. Når analytikere og investorer ikke sendte aktien opad med et jubelbrøl, skyldes det ledelsens udmeldte forventning for 2022, som i bedste fald var uklar og tåget, og i værste fald skuffende, især i henseende til omkostningsudviklingen.
CEO Carsten Egeriis har udmeldt en forventning for 2022 på 13-15 mia. kr. i overskud, og den udmelding kan man ikke bruge til meget. For det første indeholder overskuddet flere ekstraordinære indtægter, som der ikke redegøres for i regnskabet, og for det andet oplyses intet om de skønnede tabshensættelser.
Lavere omkostninger
Mest interessant er det, at ledelsen melder om omkostninger i år på 25 mia. kr. i forhold til analytikernes forventning på 24,2 mia. kr. i år og 23,6 mia. kr. næste år. Hvis ledelsen skal honorere analytikernes forventning næste år, skal der altså skæres halvanden mia. kr. af omkostningerne, og det vil antageligt kræve nye store omstruktureringer og fyringsrunder.
De samlede omkostninger i 2021 på 25,6 mia. kr. var ca. 1 mia. kr. lavere end i 2020. I en investorpræsentation forklares, at der er forbedret 1,4 mia. kr. ved bankens store transformationsprojekt, og andre 0,6 mia. kr. kommer fra færre complianceomkostninger end året før. Modsat har der været 433 mio. kr. i engangsomkostninger og 349 mio. kr. i øgede performance-fees til ansatte, bl.a. efter et godt aktieår.
Danske Banks ledelse har sammen med Q4-regnskabet leveret en af de mest intetsigende forventninger til det nye regnskabsår nogensinde. ”We expect net profit to be in the range of DKK 13–15 billion, including the gains from MobilePay, Danske Bank International and Danica Pension in Norway,” oplyses det uden at angive størrelsen af de særlige gevinster. Her skal man grave ned i tidligere meddelelse om disse gevinster, som løber op i ca. 1 mia.kr. Det oplyses også, at ”we expect income from core banking activities to be higher in 2022 due to good economic activity and progress towards our 2023 financial ambitions.” Men der sættes ikke skønnede tal på.
Videre hedder det, at ”net income from insurance business and trading activities are expected to be at normalised level, subject to financial market conditions,” uden at angive et normaliseret niveau. I den mere konkrete ende oplyses det, at ”we expect costs in 2022 to reflect continued focus on cost management and to be around DKK 25 billion due to elevated remediation costs and the inclusion of Swedish bank tax and regulatory expenses of around DKK 0.4 billion.” Uden ekstraordinære omkostninger svarer det til 24.6 mia. kr., ca. 8 pct. højere end analytikernes forventninger.
Tilbageførsler luner
Endelig oplyses, at ”loan impairments are expected to be below normalised level.” Igen uden at det normaliserede tabsleje oplyses. Analytikerne forventer tilbageførsel af tabshensættelser på 1,3 mia. kr., hvilket løfter bundlinjen med samme beløb, viser estimater indsamlet af Danske Bank.
Samlet ser analytikerne i år et overskud før skat på 17,2 mia. kr. før skat og 13,2 mia. kr. efter skat. Det er umiddelbart i den lave ende af det interval, som banken har udmeldt, og som indeholder ekstraordinære gevinster på ca. 1 mia.kr., der på forhånd har været velkendte for analytikerne.
Analytikernes 2022-estimat er baseret på forventede bruttoindtægter på 43,1 mia. kr. i forhold til 2021-bruttoindtægterne på 42,6 mia. kr. I denne forventning ligger altså vækst i nettorenteindtægter på 2 pct., hvilket flugter godt med forventningen om øget økonomisk aktivitet i de nordiske lande og måske en positiv udvikling i udlånsmarginalen, som Økonomisk Ugebrev tidligere har beskrevet.
Til gengæld forventes gebyrindtægterne at falde, hvilket nok svarer meget godt til udsigten til vigende indtægter fra værdipapirhandel og lavere indtægter fra lånekonverteringer end i 2021. Bundlinjen er dog, at forbedringen i resultat efter skat fra 12,5 mia. kr. sidste år til 13-15 mia. kr. i år hovedsageligt kommer fra dels sidste års ekstraordinære resultateffekt på minus 655 mio. kr., dels forventede ekstraordinære indtægter på ca. 1 mia. kr. i år. Altså en nogenlunde flad udvikling.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her