Kommentar: I denne uge opgav Nykredits ejere, Forenet Kredit, den børsnotering, som blev varslet sidste forår. Uanset årsagerne skal vi fra Økonomisk Ugebrev kvittere for beslutningen, som er en erkendelse af, at man hen ad vejen kan blive klogere. Det er dog meget vanskeligt at se, at den nye løsning er bedre end den oprindelige plan. Hvorfor sælge ud af Nykredit til eksterne investorer, når der kun kommer en ekstra kapitalbuffer svarende til godt to års overskud?
Hvorfor skulle Nykredit overhovedet børsnoteres? Ja, det fortaber sig efterhånden i tågerne, fordi der har været rigtig mange forskellige forklaringer på bordet. Den sidste forklaring var en ”black swan event” med en meget alvorlig finanskrise, hvor det ville være afgørende for Nykredit at have adgang til kapital via børsmarkedet. Vigtige spørgsmål var i den anledning: Er der andre muligheder til kapitaladgang? Hvad er omkostningerne for låntagerne og samfundet ved den valgte løsning?
Efter massiv kritik af Nykredits børsnoteringsplaner, blandt andet i Økonomisk Ugebrev, valgte ledelsen forleden at smide håndklædet. I stedet skal kapitalfleksibiliteten skaffes ved salg af aktier i Nykredit A/S til fem pensionskasser.
For Nykredit betyder modellen, at man får mulighed for at opbygge en kapitalbuffer i foreningen på op mod tyve mia. kr. Og det skulle så være næsten ligeså godt som adgangen til kapital via børsmarkedet. I hvert fald oplyser Nykredit, at Finanstilsynet i forhold til kapitalkrav nu vil opfatte Nykredit ligesom børsnoterede selskaber.
[irp posts=”474660″ name=”Kan PFA Pension tvinge Nykredit på børsen? Næppe”]
Hvis det hele handler om de tyve mia. kr., er vi godt nok forundrede over alt det halløj, ledelsen for Nykredit har skabt. Sidste år fik Nykredit et overskud på 5,3 mia. kr. efter skat, og i år tegner det til at lande på over ti mia. kr. – efter overskud på 7,6 mia. kr. efter 3. kvartal. De seneste år har Nykredit koncernen altså hentet et overskud efter skat på ca. 15 mia. kr. Og der er intet, der tyder på, at overskuddene de næste år bliver mindre. Tværtimod.
Som udenforstående iagttager kan man derfor ikke undgå at være forundret og stille spørgsmålet: Hvad er problemet? Hvorfor skal der sælges aktier? Og hvad er det egentlige motiv bag det stærke ønske om at få eksterne aktionærer ind fra Nykredits topchef Michael Rasmussens side. Fordi vi nægter at tro på, at denne proces har været drevet af foreningen, der ejer Nykredit, og dets formand Nina Smidth, som ikke har nogen erfaring med eller viden om den finansielle sektor. Foreningen har ingen interesse.
AFKAST KRAV PÅ NIVEAU MED DE MEST RENTABLE
Et nærmere eftersyn af modellen, hvor der sælges en sjettedel af aktiekapitalen i Nykredit A/S til PFA Pension og andre pensionskasser, viser, at den nye model er næsten ligeså lidt attraktiv for låntagerne – og altså i sidste ende ejerne af Nykredit. For det første er det aftalt med pensionskasserne, at de skal have et afkast på niveau med de ”mest rentable sammenlignelige virksomheder.”
[irp posts=”471412″ name=”Nykredits ejer tvinges til debat om alternativ model”]
Høje afkastkrav betyder naturligvis også høje bidragssatser. For det andet ligger det i aftalen, at pensionskasserne ”tiltræder” Forenet Kredits ejerskabspolitik, hvoraf det fremgår, at der skal betales et ”konkurrencedygtigt” udbytte til aktionærerne. Hvis udbyttebetalingen skal konkurrere med de udbytter, storbankaktionærerne får, bliver det ikke småpenge.
For det tredje køber pensionskasserne deres aktier til en ekstrem favørpris på 0,92 gange den bogførte egenkapital, hvor store finansielle virksomheder på børsen handles til over 1,2 gange egenkapitalen. Ved en senere børsnotering ligger der altså en umiddelbar gevinst på knap 40 procent og venter.
For det fjerde opereres fortsat med den udskældte kundekrone model, hvor Totalkreditbankerne beholder halvdelen af de seneste og kommende bidragsforhøjelser. Betalingen til Totalkreditbankerne betyder, at låntagernes gevinst i kundekronemodellen halveres i forhold til en bidragssænkning, fordi kunderne netop betaler halvdelen af pengene til Totalkreditbankerne.
Som det fremgår af interview med PFA pensions adm. direktør Allan Polack i denne udgave synes han, at PFA har gjort en god forretning. Og det har han også utvivlsomt, og det er godt for kunderne i pensionsselskabet. Så godt gået, Allan Polack.
Men hans nærmest risikofri guldinvestering sker altså på bekostning af låntagerne i Nykredit, der både har solgt meget billigt ud af arvesølvet, og også garanteret et højt løbende afkast og udbytte. Så Michael Rasmussen og Nina Smith står stadig som de to forpjuskede tabere, som med den nye model tilsyneladende blot forsøger at redde lidt ansigt.
Bundlinjen er bare, at de ikke redder noget som helst. De vil for eftertiden vil stå som makkerparret, der ødelagde den sidste rest af den historisk velafprøvede danske realkreditmodel – endda selvom det ikke var nødvendigt.
