Præcisering artikel om Qudos:
I artiklen “Kammeradvokaten vinder millionslagsmål mod Qudos”, som vi bragte i søndagens udgave af Økonomisk Ugebrev Finans skal det hermed præciseres, at kammeradvokatens forlig blev indgået med ejerne bag Qudos. Der er tale om et selskab hjemhørende på kanaløen Guernsey kaldet New Nordic Holding bl.a. med danskeren Nicolai Borcher Hansen som formel ejer. Desuden indgår den tidligere direktør fra Danske Capital Niels-Ulrik Mousten i konsulentgruppen og han sidder også i bestyrelsen for Qudos. Forliget er altså en aftale mellem ejerne af Qudos og kammeradvokaten – og ikke direkte Qudos selv. Kammeradvokaten oplyser dog, at aftalen gælder hele Qudos koncernen – og dermed også selskabet.
Qudos pressemand oplyser videre til Økonomisk Ugebrev i relation til tvisten med canadiske Echelon, at “det er New Nordic, der har indledt søgsmål, og derfor ikke trukket noget som helst tilbage.” I pressemeddelelsen fra Echelon oplyser det ellers, at New Nordic Advisors har trukket anklager om fusk tilbage, men at forhandlingerne fortsætter. I pressemeddelelsen fra Echelon oplyses det, at “
On March 7, 2017, the Company completed the sale of its European operations. As part of the sale, the Company entered into a loan agreement with New Nordic Odin Guernsey Limited on March 7, 2017 to lend the principal amount of 91.5 million Danish Krone (DKK). The remaining loan outstanding amount was repaid on June 29, 2018. Echelon denies all allegations made in a recent press release issued by New Nordic Advisors, and is consulting with legal counsel on its course of action. Following discussions with the Company, New Nordic Advisors has agreed to withdraw its allegations of fraud and misrepresentation. Discussions are continuing with New Nordic Advisors.
Kammeradvokaten vinder millionslagsmål mod Qudos
Det er nu bevist, at der vitterligt var tale om flere lyssky handler, da forsikringsselskabet Qudos gennemførte en stribe transaktioner med Alpha Insurance, kort før selskabet gik konkurs i foråret. Efter at kammeradvokaten i sommer gik ind i sagen, har Qudos lagt sig fladt ned og betalt et større millionbeløb tilbage til konkursboet, erfarer Økonomisk Ugebrev.
Folkene bag forsikringsselskabet Qudos kan have været en medvirkende faktor til konkursen i Alpha Insurance, der var en af de største forsikringskonkurser i Danmark nogensinde, og i øvrigt truer med at dræne Garantifonden for Skadesforsikring for alle dens midler.
Mindre end en måned før konkursen indgik Alpha Insurance nemlig en række store økonomiske transaktioner med Qudos. Og nu viser det sig, at transaktionerne ikke holdt vand, men uretmæssigt tilførte det ligeledes kriseramte Qudos midler og altså drænede de samme midler fra Alpha Insurance op til konkursen.
”Jeg kan bekræfte, at jeg som kurator for konkursboet efter Alpha Insurance har indgået en aftale med ejerkredsen bag Qudos omkring en række af de transaktionerne, som der har været mellem Alpha Insurance og Qudos koncernen op til konkursen. Aftalen indebærer, at Qudos koncernen har betalt et beløb til konkursboet, men jeg kan ikke udtale mig mere om aftalen ,” siger Kammeradvokat Boris Frederiksen til Økonomisk Ugebrev.
Der er tale om et lynforlig, efter at Økonomisk Ugebrev i starten af juni fortalte om de mystiske transaktioner. Ifølge Økonomisk Ugebrevs oplysninger er der tale om, at begge de kriseramte forsikringsselskaber dels har byttet kunder, men at der også har været tale om lån mellem dem, lige inden konkursen indtraf.
Økonomisk Ugebrev har også henvendt sig til ledelsen i Qudos omkring en forklaring på transaktionerne. Men her lader adm. direktør Robert Thornedal vide via en medierådgiver, at han ikke ønsker at stille op til interview. Kortfattet lyder det: På vegne af Robert Thornedahl fremsender jeg hermed følgende udtalelse:
”Jeg kan bekræfte, at Qudos Insurance ikke længere har et mellemværende med Alpha Insurance. Herudover har jeg ingen kommentarer på nuværende tidspunkt.”
Dét må tolkes på den måde, at kravene fra konkursboet efter Alpha er bragt ud af verden..
Robert Thornedal har formentlig også travlt med flere andre ting for tiden. Hen over sommeren fik Qudos flere påtaler fra Finanstilsynet for en mangelfuld halvårsrapport. Qudos har selv længe været under skærpet observation fra Finanstilsynet grundet en meget lav solvens. Spørgsmålet er derfor også, hvor betalingen til konkursboet efter Alpha og Kammeradvokaten efterlader dem økonomisk. I Finanstilsynet synes man allerede at tage sine forbehold for selskabets sundhed. I forbindelse med påtalerne i slutningen af juli skriver tilsynet: ”Finanstilsynet har med afgørelsen ikke taget stilling til årsrapporten for 2017.”
Qudos trækker alle beskyldninger mod Echelon tilbage
Ejerne bag Qudos fremsatte for nylig beskyldninger om sælgerne af forsikringsselskabet Qudos, nemlig det canadiske børsnoterede selskab Ecehelon. Tilsyneladende har det mest været teatertorden, som måske skulle give Qudos offentlig medvind på motorvejen, ikke mindst hvis Qudos røg ind i problemer eller blev endnu mere konkurstruet. Ifølge Qudos var kravet mod det canadiske forsikringsselskab Ecehelon på ikke mindre end 260 mio. kr., hvilket er betydeligt mere end den pris, Qudos blev solgt til.
Canadierne oplyste forleden i en pressemeddelelse i forbindelse med halvårsrapporten, at Qudos-ejerne allerede nu – få uger senere – har trukket alle beskyldningerne tilbage igen, efter at Echelon satte advokater på sagen.
”Echelon denies all allegations made in a recent press release issued by New Nordic Advisors, and is consulting with legal counsel on its course of action. Following discussions with the Company, New Nordic Advisors has agreed to withdraw its allegations of fraud and misrepresentation,” lød det i meddelelsen.
Disse forhold har adm. direktør Robert Thornedal fra Qudos heller ikke ønsket at uddybe. Ifølge Echelons halv-årsrapport har ejerne af Qudos Insurance faktisk betalte de resterende godt 30 mio. kr., som man skyldte for kø-bet af Qudos for ganske nylig. Det skete ifølge canadierne så sent som 29. juni 2018, efter at danskerne i flere omgange at have fået henstand på betalingen.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.