Kritik: Ny statslig investerings-mastodont får for stor magt

Med fusionen mellem Vækstfonden og Eksportkreditfonden håber regeringen at drive finansiering igennem af nye risikable investeringer i power-to x. Samtidig vil den sikre, at danske unicorn-kandidater ikke ryger til udlandet. Eksperter frygter dog, at den nye ”Statens Investeringsfond” udvikler sig til en stor bureaukratisk statsaktør, hvor de bedste selskaber alligevel ryger til udlandet, fordi de udenlandske fonde ofte vil betale mere, skriver fagredaktør Carsten Steno.

Med sit forslag om at fusionere Vækstfonden, Eksportkreditfonden og Danmarks Grønne Investeringsfond lægger regeringen op til at etablere en kæmpestor statslig finansieringsaktør, der kommer til at spille en afgørende rolle for udviklingen i dansk erhvervsliv.
Den nye fond, som regeringen har døbt ”Statens Investeringsfond”, vil få en samlet balance på 50 mia. kr. og en egenkapital på godt 20 mia. kr. Der vil være mere end 600 medarbejdere i den nye fond, som vil have indflydelse på titusindvis af danske virksomheder i kraft af statslige lån, garantier og ejerkapitalinvesteringer.

Hvorfor?
Erhvervsorganisationerne DI og DE har modtaget den nye statslige storfond med reservationer. ”Hvorfor fusionere noget, der går godt”, lyder ræsonnementet. Især DI med sin magtbase i landets store virksomheder, som i høj grad benytter sig af eksportkreditter i Eksportkreditfonden, er bekymret.
Dansk Erhverv frygter, at en ny stor fond vil svække indsatsen over for de mindre virksomheder. Bag forbeholdene kan ligge en spirede frygt for, at staten får for stor indflydelse i danske virksomheder. Men det siger ingen af de to erhvervsorganisationer direkte.
Officielt ser regeringen den nye store fond som en katalysator for øgede investeringer i grøn teknologi, ligesom den nye fond får til opgave at skabe et finansieringsgrundlag for større opfølgningsinvesteringer i danske vækstvirksomheder, så de ikke er henvist til at søge kapitaltilførsel i udlandet og dermed på sigt forlade Danmark.

Amerikanske kapital- og venturefonde har i de senere år været meget aktive ved opkøb af danske vækstvirksomheder på det digitale område. De oplever danske vækstvirksomheder som billige, og dermed står den nye statslige investeringsfond foran en svær opgave med at matche de priser, som de amerikanske investorer for tiden kan tilbyde.

For små hver for sig
Økonomisk Ugebrev erfarer, at det har været afgørende for regeringen, at hverken Vækstfonden, Danmarks Grønne Investeringsfond eller Eksportkreditfonden hver for sig er store og kompetente nok til at løfte risikofyldte investeringer inden for efterspurgte men umodne grønne energiløsninger, de såkaldte Power til X, hvor strøm fra vindmøller og solceller skal konverteres til brint og andre flydende grønne brændstoffer til den tunge transportsektor og flyindustri.

Her vurderer regeringen, at Danmark har mulighed for at skabe et nyt ”vindmølleeventyr” i et stærkt statsligt/privat samarbejde. Regeringen tilførte i 2019 25 mia. kr. til en særlig grøn fremtidsfond, hvor pengene i praksis deles mellem Vækstfonden (4 mia. kr.) Danmarks Grønne Investeringsfond, (6 mia. kr.) Eksportkreditfonden (14 mia kr.) og IFU, Investeringsfonden for Udviklingslandene (1 mia.kr). Men det har vist sig at store risikofyldte grønne teknologi-investeringer ikke kan gennemføres med lånekapital alene. Der må også risikovillig egenkapital til.

Denne hurdle vil regeringen overvinde ved fusionen, hvor egenkapital i dag kommer fra staten via Vækstfonden, mens de øvrige fonde yder lån og garantier. I sammenhængen ville det også have været naturligt at inddrage IFU i fusionen, men IFU hører i modsætning til de øvrige fusionsdeltagere ikke under Erhvervsministeriet men under Udenrigsministeriet. Derfor har man opgivet af få IFU med i forventning om kraftig departemental modstand.

Iagttagere i det erhvervspolitiske landskab kan godt se, at der er synergier ved at arbejde på tværs i den nye statslige mastodont, der både vil have projektfinansiering, egenkapital og lånefinansiering på paletten. Omvendt frygter de, at Statens Investeringsfond i realiteten kommer til at ligne det udenlandske forbillede, nemlig det tyske statslige låne- og garantifond, Kreditanstalt für Wiederafbau. KFW har over 5000 medarbejdere og er Tysklands næststørste bank. Den finansierer og garanterer store dele af den tyske industris eksportforretninger.