Det er gået stadigt bedre for Mærsk i virusåret. Markedet er nu så godt, at koncernen forudser, at fjerde kvartal vil levere 35 pct. af årets i forvejen flotte indtjening. Sejler containerrederierne ind i en ny guldalder, eller ser vi en række overraskende engangseffekter efter de store lockdowns i foråret? Fagredaktør Morten A. Sørensen tegner et billede af fremtiden for Mærsk.
Hvorfor steg Mærsk-aktien ikke mere? Det kunne man umiddelbart spørge sig selv efter udsendelsen af en flot tredjekvartals-meddelelse, der kom samtidig med en opjustering for hele 2020. Kursen på aktier i A.P. Møller – Mærsk rokkede sig ikke meget. Den lå både før og efter udsendelsen af kvartalsmeddelelsen omkring 18 pct. over niveauet for et år siden – men stadig væsentligt under niveauet i 2017.
Efter ugens opjustering ventes nu ellers et ebitda på 8-8,5 mia. dollars i 2020. Det er henved 3 mia. dollars mere, end Mærsk har præsteret i det bedste af de forudgående seks år. Det aktuelle gode marked betyder, at op til 35 pct. af årets indtjening vil komme i fjerde kvartal, mod 26 pct. sidste år.
Hævder sig i konkurrencen
Årets stribe af opjusteringer er ledsaget af aktionærvenlige signaler: CEO Søren Skou understreger igen og igen, at A.P. Møller – Mærsks opgave er at generere cash. I denne uge varsledes desuden et tilbagekøb af aktier modvarende 10 mia. kr. – svarende til omkring 5 pct. af markedsværdien.
Mærsk hævder sig også i konkurrencen. Rederiet har i tredje kvartal overhalet sin tyske konkurrent Hapag-Lloyd på ebitda-marginen, efter at Hapag-Lloyd i flere kvartaler har ført an, målt på denne parameter.
Mærsk er – hvis man skal tro Søren Skou – inde i en stime af gode resultater, som kan fortsætte i 2021, hvor markedet igen kan være tilbage på 2019-niveauet, efter et volumenfald på 4-5 pct. i år.
Optimismen deles tilsyneladende af CEO Rolf Habben Jansen fra Hapag Lloyd. Han vurderer, at opsvinget i containertrafikken her i slutningen af 2020 er drevet direkte af forbrugernes efterspørgsel. Virksomhederne har endnu ikke haft mulighed for at genopbygge lagrene efter krisen.
Den genopbygning kommer først i de kommende kvartaler og vil understøtte de globale fragtmængder, som tænkeligt vil blive yderligere løftet af, at mange virksomheder nu af hensyn til forsyningssikkerheden vil satse på større lagre end før krisen.
Rolf Habben Jansen antyder med sine kommentarer også, at rederierne har lært at være ”rationelle” efter et tiår med dårlige resultater. De skærer nu hurtigt i kapaciteten, når markedet går ned, og de har opgivet den vilde jagt på markedsandele.
Andre er noget mere i tvivl om 2021, sådan som det bl.a. er blevet beskrevet af det amerikanske Journal of Commerce. Selv om overkapaciteten på containermarkedet overraskende er næsten forsvundet i løbet af 2020, er der vigtige markedsiagttagere, der tvivler på, at 2020 vil stå som indledningen til en ny guldalder for de store container-rederier.
De væsentligste årsager til de gode prognoser for 2020 er stigende fragtrater og faldende priser på bunkerolie, men også en vis genopretning af transportmængderne. Det er variabler, der erfaringsmæssigt hurtigt kan ændre sig.
Positive engangsfænomener
Den tyske logistik-gigant DHL forklarer i den seneste af sine regelmæssige analyser af containermarkedet disse måneders stigende containertrafik med engangsfænomener: Med en catch up-effekt efter de alvorlige lockdowns i foråret, med forstyrrelser af luftfragtmarkedet, der gavner søtransporten, med en stærk stigning i efterspørgselen efter hygiejneprodukter, og med at forbrugerne under viruskrisen bruger penge på at købe varer frem for at rejse.
Ifølge Sydbank må det gode tredje kvartal i containerrederierne desuden forklares med, at mange virksomheder stadig har ”kaotiske” forsyningskæder.
Analysefirmaet IHS Markit tror, at det aktuelle opsving i international handel kan være et tegn på et bounce and fade-mønster. Kina har drevet verdensøkonomien frem siden foråret. Men stigningen i Kinas import og eksport kan vise sig midlertidig: Desuden bliver den kinesiske betalingsbalance stadig mere positiv, hvilket antyder, at andre økonomier ikke har synderlig glæde af det kinesiske opsving.
Mest bekymrende er det ifølge IHS Markit, at stigende ubalance i den globale handel samt handels- og teknologikonflikter kan få USA og nøglelande i Europa og Asien til at gribe ind i de etablerede handelsmønstre. Den vigtigste risiko for verdenshandelen – og containerrederierne – er i det perspektiv en tendens til øget protektionisme.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her