Efter flere års tilløb er der for alvor ved at komme gang i markedet for erhvervsobligationer for mellemstore danske virksomheder. Ejendomsudviklere og kapitalfonde er drivende kræfter. Vilkårene er ofte bedre end det, bankerne kan tilbyde. Desuden har finanskrisen lært dem at foretrække lån, der ikke kan opsiges.
Der er i den grad ved at komme gang i markedet for danske erhvervsobligationer. I 2017 er der udstedt erhvervsobligationer i danske kroner for knap 16 mia. kr. – en fordobling i forhold til året før. Det er især ejendomsinvestorer og developere, der er blevet aktive på det danske marked. Samtidig benytter danske kapitalfondsejede virksomheder sig i stigende grad af lån finansieret ved udstedelse af erhvervsobligationer, både i kroner, euro og dollars.
Det fremgår af et omfattende materiale om markedsudviklingen i Danmark, som Nordic Trustee (tidligere Norsk Tillidsmand, som er en slags mæglerinstitution) har udarbejdet. Ved at udstede lån i erhvervsobligationer i danske kroner slipper man for valutarisici. Samtidig er kravene til volumen og dokumentation mindre omfattende end på det europæiske marked.
HØJE BANKRENTER
En af de mest aktive spillere på det danske marked er ejendomsudviklings-koncernen Gefion Group, der bl.a. har projektfinansieret omfattende i hovedstaden med erhvervsobligationer. Gefion Group har i 2017 udstedt erhvervsobligationer i danske kroner til en værdi af 1,2 mia. kr. ”Bankerne er mere tilbageholdende med at give byggekreditter efter finanskrisen, og når de gør det, koster det i mange tilfælde op til 9 pct. i rente. Derfor bruger vi nu i højere grad erhvervsobligationsmarkedet, hvor finansieringen er mere langsigtet og ofte billigere,” siger finanschef Marianne Sørensen.
Blandt de kapitalfondsejede virksomheder, som har udstedt erhvervsobligationer på det seneste er Nissens Kølerfabrik i Horsens, ejet af Axcel, PWT (Tøjeksperten og Wagner), ejet af Polaris, Tresu i Kolding (trykkerimaskiner), ejet af Altor, og Cembrit i Aalborg (byggematerialer i fibercemt), ejet af Solix. Perspektivet er, at erhvervsobligationer i stigende grad erstatter bankfinansiering, også for erhvervsvirksomheder i SMV-universet. Inden for ejendomsudvikling kan tre-årige erhvervsobligationslån med renter ned til 4 procent afløse traditionelle bankfinansierede byggekreditter, hvor renten normalt er 8-9 procent.
”Udstedelsen af erhvervsobligationer i Danmark har taget fart i 2017, hvor markedet har været gunstigt, og hvor der har været stor interesse fra investorerne i bl.a. pensionskassesektoren. Stadig flere danske virksomheder ser erhvervsobligationer som en attraktiv langfristet finansiering. Under finanskrisen erfarede de, at banker med kort varsel trak kreditter tilbage. Erhvervsobligationslån kan kun opsiges, hvis låntager ikke overholder sine forpligtelser, siger Jacob Arendsen, adm. direktør for Nordic Trustees danske afdeling. Erhvervsobligationslån løber typisk i tre til syv år.
Nordic Trustee, der etablerede sig i Danmark for tre år siden, fungerer som mellemled mellem obligationsudsteder og investorerne. Selskabet sørger for en standardisering af obligationernes vilkår, holder pant på investorernes vegne og overvåger, at låntagerne overholder aftalerne. Muligheden for at bruge en trustee blev indarbejdet i dansk lovgivning i 2014, men markedet for obligationslån i danske kroner har været svært at løbe i gang. Bl.a. fordi Danmark har et velfungerende realkreditmarked, som ikke findes tilsvarende i Norge og Sverige.
NY ARBEJDSDELING
Væksten i det danske marked for erhvervsobligationer skal ifølge adm. direktør Torben Möger Pedersen fra PensionDanmark ses som udslag af en ny arbejdsdeling på det danske finansielle marked, hvor pensionskasserne i højere grad finansierer virksomhedernes investeringer. Han ser frem til, at vi i Danmark får en situation som i USA, hvor halvdelen af virksomhedernes finansiering stammer fra erhvervsobligationer. Det giver ifølge Torben Möger Pedersen god mening, at de lange lånforpligtelser ligger hos pensionskasserne, der har en lang tidshorisont på pensionsudbetalingerne. Bankernes indskud er kortsigtede og derfor mere velegnede til at finansiere driftskreditter.
I alt har danske virksomheder udstedt erhvervsobligationer til en værdi af 42 mia. kr. i 2017. Især er omfanget af højt forrentede erhvervsobligationer steget og androg i fjor en værdi af 17,7 mia.kr.
Carsten Steno