Medieanmeldelse: Vinteren uden strøm

Jon Hustad, Weekendavisens norske journalist, gik den 12. august forbi et lille vandkraftværk i sit nabolag. Han studsede over, at det kørte for fuld skrue. Da han kom hjem, tjekkede han spotprisen på el, og den var rekordhøj for årstiden. Det skyldes igen en mangelsituation i Tyskland, der lukker ned for sin kernekraft, mens den ringe vind i 2021 også har betydet lavt output fra vindmøller, og leverancerne af gas fra Rusland har haltet. Men den norske kapacitet er heller ikke uendelig. Sommeren har været tør i Vestlandet, så der er ikke meget vand i bassinerne.

I medieverdenen er det sådan, at når læsertal falder, giver det ofte anledning til overvejelser om at skrive noget mere om, hvad der sker i fremtiden. Det er unægtelig mere interessant, end hvad der skete i fortiden. Problemet er naturligvis, at man ikke med sikkerhed ved, hvad der er på vej.
Men her udgør manglen på energi, allerede inden vi lagde sommertøjet til side, et moment of opportunity. Det er ikke hugget i granit, at der vil komme alvorlige mangelsituationer her i vinter. Men det er noget, som realistisk kan ske på et niveau, hvor det bliver lige så mærkbart som corona-restriktionerne var sidste vinter, og hvor det også vil være lige så transformerende, som pandemien var.

Husk perspektiverne
Enkelte medier har grebet sagen. Weekendavisen var blandt de første herhjemme. Børsen har også skrevet om det, bl.a. torsdag, hvor EU-korrespondent Louise With beskrev den absurde situation, at der kan komme mangel på den forkætrede CO2. Den anvendes bl.a. ved pakning af fødevarer og kommer i den henseende som et biprodukt ved produktion af gødning – en produktion, der pt. kører på vågeblus som følge af de høje gaspriser.
Men mainstream-medierne er endnu ikke nået til perspektiverne. Det bør de rette op på hurtigst muligt, for det er også et spørgsmål om, at borgere og virksomheder skal have tid til at forberede sig på en eventuel mangelsituation.

Men det helt store spørgsmål er, hvordan energipolitikken vil udvikle sig, hvis nutidens borgere kommer til at opleve en mangelsituation. Man kan gætte på, at forsyningssikkerhed meget hurtigt vil overhale klima som hovedprioritet i energipolitikken. Sat på spidsen: Når vi kommer til foråret, vil det store europæiske elmarked så været lagt i graven til fordel for national forsyningssikkerhed, på samme måde som vi så staterne lukke grænserne under coronaen? Vil en ny tysk regering fastholde, at kernekraftværkerne skal lukkes? Vil de store danske investeringer i energi-øer blive sat på hold, indtil vi enten er sikre på at have en god lagringsteknologi eller en passende og mere stabil energikilde at supplere vindkraften med?

Blod og svindel
Forestil dig et apparat på størrelse med en kabinekuffert, der nemt og billigt vil kunne tjekke et par dråber af dit blod for hundrede forskellige sygdomme. Perspektivet vil være enormt. Elizabeth Holmes havde visionen, og hun stiftede i 2003 Theranos i Silicon Valley til at stå for den praktiske udvikling. Først alt for sent kom en stribe venture-investorer, medier og notabiliteter i det amerikanske samfund i tanke om, at når Holmes ikke kunne bidrage med nye metoder til at teste blodet, så det kunne foregå i den lille kasse, var ”visionen” bare en barnlig fantasi – på linje med at forestille sig en tidsmaskine.

I disse uger kører straffesagen mod Elizabeth Holmes i USA, og det er en god anledning til at se dokumentaren om hende, The Inventor, på HBO. Historien er elementært spændende og fascinerende. Om Holmes selv kender forskel på virkelighed og fantasi er uklart, men i hvert fald forførte hun det halve USA.
På sin vis er hendes eksempel ikke enestående. Herhjemme er det f.eks. også lykkedes Johannes Petersen i Nordisk Fjer og Stein Bagger i IT Factory at holde illusioner om sunde virksomheder kørende i lang tid. Men en opstartsvirksomhed med en angiveligt revolutionerende teknologi er i nutiden der, hvor hjemløse penge går hen, og Holmes-sagen er andet og mere end blot et svindelnummer – den viser, at der er en meget fundamental mangel på rettidig omhu i miljøet omkring opstartsvirksomheder. Og omhu må der til, for også bundærlige og mentalt raske iværksættere kan være på et galt spor.

Efter at have set dokumentaren, spørger man således sig selv, hvor mange rådne æbler venturekapitalister mon bærer ind til middagsbordet? Hvad gemmer der sig f.eks. af varm luft nede i de fonds of fonds, som også danske pensionsmidler er investeret i?

Sten Thorup Kristensen