Nationalbanken overforsigtig i investeringspolitik: På vej med historisk milliardtab

De negative renter medfører nu, at Nationalbanken om godt to uger må fremlægge et af de største tab nogensinde på valutareserven. Direktør Lars Rohde er nemlig havnet i samme dilemma som rigtigt mange danskere, og han har næsten 400 mia. kr. placeret i korte fordringer. Havde Lars Rohde løbet lidt mere risiko, ville afkastet have været et tocifret milliardbeløb.

Det er ikke sjovt at være direktør for Nationalbanken i disse år, for pengene fosser populært sagt ud af kassen. De seneste fire år har Nationalbanken årligt tabt penge på at forvalte danskernes valutareserve. Men direktør Lars Rohde har nærmest være passiv tilskuer til det ene tab efter det andet.

Og når banken fremlægger årsrapport den 17. marts, må han præsentere et af de største tab nogensinde: Et sted mellem 1 og 2 mia. kr. – nok nærmest de 2 mia. kr.

”Nationalbanken har de samme udfordringer som alle andre med de negative renter, vi ser i disse år. I Nationalbanken har de altid været vant til at få forrentet valutareserven, men det gør de ikke mere. Det er blevet dyrt at have en fastkurspolitik, som er årsagen til den store valutareserve. Men jeg tror, de fleste er enige i, at der også er store fordele ved at have en fastkurspolitik,” siger chefanalytiker Jens Nærvig Pedersen fra Danske Bank.

Først på rentekurven
Med nu fem års tab i streg på valutareserven er der i investeringskredse også undren over, hvorfor Nationalbanken ikke ændrer sin investeringspolitik, så den ikke behøver at tage disse nærmest sikre milliardtab hvert eneste år.

”De helt korte obligationer gav sidste år et afkast på lige omkring minus en halv procent. Havde man i stedet lagt sig bare midt på rentekurven – altså med nogle lidt længere, men stadig ultralikvide obligationer – ja, så havde afkastet været et sted mellem 3,5 og 4 pct., og det gør jo en verden til forskel. Det er jo supernemt at være bagklog på den måde. Men det, der i virkeligheden undrer mig mest, er, at man ikke i højere grad prøver at matche statsgælden, når man investerer. Og den har vel en løbetid i nærheden af fem til seks år,” siger Karsten Hannibal, investeringsdirektør i Optimal Invest.

Havde Nationalbankens direktører altså blot matchet aktiver med passiver, som det i årevis er sket i hele den danske pensionsbranche, ville den kunne præsentere et afkast på over 10 mia. kr. om to uger.

Jamen, det kan vi da ikke
Nationalbankdirektør Lars Rohde ønsker ikke at stille op til et interview om, hvordan det er gået i 2020 – og om det kunne være gjort klogere. Det gjorde han heller ikke i 2012, da Økonomisk Ugebrev første gang satte fokus på Nationalbankens investering af valutareserven. Dengang var der en anden kritiker, nemlig Finanstilsynets nuværende direktør Jesper Berg, der dengang arbejde i Nykredit.

Men Nationalbanken ændrede faktisk efterfølgende investeringsstrategien som en direkte konsekvens af Økonomisk Ugebrevs artikel, og i et skriftligt svar til Ugebrevet erkender Nationalbanken den nye problemstilling i dag.

”Den forventede indtjening kan øges ved at påtage sig større risiko, f.eks. ved at sprede sig mere ud over rentekurven, som du nævner. Nationalbanken indførte en ny investeringsstrategi i 2014. Strategien indebærer eksponering mod længere obligationer, virksomhedsobligationer og aktier, hvorved der opnås et højere forventet afkast for samme risiko end ved blot at fokusere på mere renterisiko. Når man evaluerer Nationalbankens samlede resultat, er det vigtigt at have for øje, at både aktiver og passiver påvirkes af de lave renter. F.eks. betaler bankerne for indlån i Nationalbanken, da renten er negativ,” lyder det i mailen.

Men Nationalbanken holder altså alligevel fast i, at stort set hele valutareserven skal være meget likvid, og at man derfor ikke kan købe obligationer med længere løbetid og højere forventet afkast.

”Nationalbanken kommenterer ikke på regnskabsresultatet for 2020 før efter offentliggørelsen af årsrapporten 17. marts. Valutareservens primære formål er, at Nationalbanken med kort varsel skal være i stand til at intervenere i valutamarkederne af hensyn til fastkurspolitikken. Det kræver, at en væsentlig del af valutareserven er placeret kort,” lyder det videre i svaret fra Nationalbanken.

Lars Rohde ønsker altså ikke at stille op til et interview. Måske fordi han igen bliver reddet på målstregen af bankens guldreserve. Som i 2019 er guldet nemlig steget markant i værdi, og derfor vil Nationalbanken alligevel komme ud med et solidt milliardoverskud på bundlinjen.

Carsten Vitoft