Officielt forbrugerprisindeks undervurderer rekordhøje inflationstal

Den officielle inflation nåede ifølge Danmarks Statistik over 7 pct. i maj. Men i virkelighedens verden stiger priserne for almindelige danskere langt mere. De officielle data omfatter nemlig ikke store dele af de finansielle udgifter. Eksempelvis indgår de øgede boligrenteudgifter ikke. Fagredaktør Carsten Vitoft gennemgår sagen. 

Omkostninger til banklån, boliglån, pension og forsikring æder for de fleste danskere langt den største luns af privatøkonomien. Men disse udgiftsposter indgår stort set ikke i de officielle inflationstal, der ellers slår rekorder i disse måneder. 

Det er Danmarks Statistik, der måler inflationen via forbrugerprisindekset, som viste prisstigninger på 7,4 pct. i maj. Men i virkeligheden er tallet langt højere, erkender Danmarks Statistik. 

Finans vejer intet
”Der er en del på det finansielle område, som ikke er med i forbrugerprisindekset. Rentebetalinger på eksempelvis banklån eller boliglån og banklån. Gebyrer ved ejerbolighandler og bidragssatser til realkreditselskaber er heller ikke med. Det skyldes typisk EU-harmonisering, som skal sikre, at tallene bliver opgjort ens på tværs af Europa,” siger Mads Birger Larsen, der er specialkonsulent i Priser og Forbrug hos Danmarks Statistik.

Inden for banklån erkender stort set alle, at renteudgifter burde indgå i inflationstallene ud fra en strengt faglig synsvinkel. Men EU-landene har simpelthen ikke kunnet blive enige om, hvordan det i givet fald skulle opgøres – og der er det så parkeret på ubestemt tid, forklarer Mads Birger Larsen.

Skævheden i tallene bliver meget synlig, når man ser på vægtningen af de forskellige forbrugsgoder i det samlede Forbrugerprisindeks. Eksempelvis indgår udgifter på banklån kun med en vægt på 1,7 pct. i de danske inflationstal under posten ”finansielle tjenester”. Og posten er for størstedelens vedkommende blot gebyrer. Rentebetalinger på banklån indgår slet ikke i opgørelsen, selvom renteudgifter må antages at komme til at stige kraftigt de kommende år.  

Boligudgifter indgår formelt med stor vægt i beregningen af de officielle inflationstal. Men boligudgifter er stort set alene beregnet ud fra udviklingen på lejebetalinger i en lejebolig, som er underlagt en masse formelle reguleringskrav. Med andre ord indgår det ikke i forbrugerpriserne, at udgifterne til ejerboliger stiger kraftigt i disse år: 

I forbrugerpristallet indgår ikke de normalt meget store udgifter til renter på realkreditlånet og bidragssatser. Formelt bliver boliglån nemlig betragtet som opsparing og ikke forbrug, mens bidragssatsen blot er udeladt. Formelt vejer udgifter til bolig næsten en tredjedel af forbrugerprisindekset. Men udviklingen i boligudgifterne for ejerboliger tages der ikke direkte hensyn til.

Posten ”finansielle ydelser” indgår med kun 3 pct. i forbrugerprisindekset. En typisk dansk børnefamilie kan let have udgifter til forskellige forsikringer på 20.000 kr. årligt. Posten ”forsikring” indgår kun i inflationstallene med vægten 1,7 pct. af det samlede indeks. Pensionsopsparing regnes som investering og dermed ikke forbrug, og der er ikke taget højde for, at omkostningerne til investeringsforvaltning er steget voldsomt over det seneste årti. 

Forskel på boligmarkeder
”At realkredit ikke er med, skyldes simpelthen, at vi følger regler for det EU-harmoniserede forbrugerprisindeks, hvor man ikke har ejerboliger med endnu,” forklarer Martin Birger Larsen. 

”Der findes nogle metoder til bedre at ramme boligudgifterne i forhold til udviklingen i inflationen, og vi har selv arbejdet med begrebet User Costs. Men boligmarkerne i EU er meget forskellige, og jeg tror, det er årsagen til, at man gør, som man gør i dag. Altså gennemsigtighed og sammenlighed på tværs af landene,” siger Curt Liliegreen fra Boligøkonomisk Videnscenter.

Direkte adspurgt, om forbrugerprisindekset så tager nok hensyn til udgifter til tunge poster i privatøkonomien som bank, pension, forsikring og bolig, siger Mads Birger Larsen:

”Rentebetalinger er jo med i betalingerne for det private forbrug i nationalregnskabet, som danner selve grundlaget for forbrugerprisindekset. Men når vi laver forbrugerprisindekset, trækker vi dem ud grundet EU-forordninger, der altså siger, det ikke skal medtages. Så er prisudviklingen højere her end andre steder, kan man godt argumentere for, at den samlede inflation i virkeligheden er højere, end forbrugerprisindekset siger.”