Kort tid efter advokat Boris Frederiksen tilføjede advokat John Sommer Schmidt et sviende nederlag i Skifteretten i Randers i Nordic Waste-sagen, gør de to advokater sig nu klar til at mødes i retten igen. Velkendt er det, at Boris Frederiksen også har stævnet John Sommer Schmidt og Gorrissen Federspiel for 566 mio. kr. efter konkursen i OW Bunker. Økonomisk Ugebrev har set dokumenter i sagen, som antageligt svækker Gorrissen Federspiels stilling.
To af Danmarks førende advokater er næppe på julekort i år. Først dokumenterede Boris Frederiksen fra advokatfirmaet Poul Schmith/Kammeradvokaten, at John Sommer Schmidt fra Gorrissen Federspiel ikke havde talt sandt i skifteretten i Randers, og det fik John Sommer Schmidt til at trække sig som kurator.
Og 20. maj næste år står de overfor hinanden igen, denne gang i Østre Landsret. Og taber John Sommer Schmidt igen, vil det koste hans firma Gorrissen Federspiel ca. 80 mio. USD eller over 530 mio. kr. for noget, der bedst kan betegnes som uagtsomt kuratorarbejde. Stævningen, som tidligere har været omtalt, går tilbage til 2019, men uenighederne om udpegningen af syn- og skønsmænd og deres mandat har trukket ud igen og igen. Det fremgår af dokumenter i sagen og kilder, Økonomisk Ugebrev har talt med.
Centralt i denne nye sag står den engelske investeringsbank Jefferies, hvor OW Bunker havde en kreditramme på 40 mio. USD til spekulation i olieprisens udsving. Aftalen var sat op, så der blev afregnet dagligt. Og dagligt røg der millioner af kroner frem og tilbage mellem de to selskaber. Dog kunne Jefferies tilbageholde en gevinst, hvis de havde penge til gode.
Da olieprisen begyndte at gå den forkerte vej, krævede Jefferies større sikkerhedsstillelse, og til sidst løb OW Bunker tør for penge.
Men kunne nogle af de handler omstødes, så Jefferies skulle betale penge tilbage til konkursboet? Handler kan omstødes, hvis betaler ved, at denne vil gå konkurs ved at betale regningen. Det spørgsmål skulle John Sommer Schmidt undersøge, og hans konklusion var klar. Sagen var tyndbenet. Som han skrev i en redegørelse, så var alle handler ”sket som aftalt, automatisk, på fast daglig basis, og uden at Jefferies havde ændret på metodik, vilkår eller parametre,” Altså der var intet at bebrejde Jefferies. Alligevel rejste han et krav mod Jefferies på 182 mio. USD. Om strategien og hensigten bag kravet skrev han: ”Selvom alle undersøgelser som anført hele tiden havde vist, at der ikke var grundlag for at rejse et omstødelseskrav mod Jefferies, ønskede vi henset til karakteren og størrelsen af de gennemførte margin calls ikke uden videre formelt at opgive et muligt krav.”
Hensigten var altså at presse Jefferies til et forlig. Jefferies nægtede at betale, men gik med til en periode med forhandlinger, og der blev fastsat en dato, hvorefter evt. krav bortfaldt.
Mærkelig samtale
Undervejs opstod et lettere bizart forløb, hvor Gorrissen Federspiel mundtligt i en telefonsamtale med Jefferies’ advokat forsøgte at udskyde tidsfristen. Efterfølgende opstod der uenighed om, hvorvidt Gorrissen Federspiel overhovedet kendte den rigtige udløbsdato.
”Jeg må tage kraftig afstand fra din udlægning af vores samtale, der næppe kan bero på en misforståelse,” skriver Jefferies advokat således til Gorrissen Federspiel og fortsætter med at antyde, at firmaet ”[…]svævede i den vildfarelse, at fristen var 7. maj og ikke 2. maj”. Faktum er, at der aldrig blev udtaget en stævning mod Jefferies med krav om 182 mio. USD inden tidsfristen udløb 2. maj.
Det har taget Boris Frederiksen lang tid at skaffe dokumentation og gennemgå de mange handler. Men hans konklusion er i dag klar – Gorrissen Federspiel skulle have stævnet Jefferies. Dermed tager han ikke stilling til spørgsmålet om, hvorvidt de ville have haft en chance for at vinde. Men da forsøget ikke blev gjort, siger hans regnestykke, at boet er gået glip af 65 mio. USD. Dertil kommer renter på 15 mio. USD Boris Frederiksen er ikke selv kurator i OW Bunker. Det var advokat Pernille Bisgaard fra firmaet Plesner, der fik mistanke til sin medkurator John Sommer Schmidt, om at han havde misrøgtet sin del af arbejdet i konkursboet. Derfor bad hun Boris Frederiksen om at undersøge mistanken. Og det førte til den omfattende stævning, der kommer for retten næste år.
Gorrissen Federspiel har hele tiden hævdet, at de ikke har gjort noget galt i denne sag.
Henrik Denta
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.