I pensionsbranchen er det langt fra et ukendt fænomen, at der tjenes penge på at købe aktier, obligationer og andre værdipapirer og sælge dem videre til pensionskunderne med fortjeneste. Men nu siger flere pensionsselskaber, at de gerne ser ensartede regler og åbenhed for alle i branchen omkring den slags ”skjult” kursskæring.
Danmark har været foregangsland på åbenhed omkring omkostninger i pensionsbranchen, og den position skal holdes, hvis det står til flere direktører i pensionsbranchen. Efter England for nylig besluttede at indføre nye lovkrav fra årsskiftet, der bl.a. skal forhindre kursskæring i at foregå i det skjulte, synes der nu også at være opbakning i den danske branche til at indføre lignende regler herhjemme.
”Jeg går ind for fuld transparens i hele værdikæden, så kunderne kan se, hvor alle omkostningerne aflejres. Det har medlemmerne et krav på at vide. Og det forventer jeg bred opbakning til, hvis man har en stolthed omkring sit erhverv. Tjener man sine penge i det skjulte, har man jo ikke sådan en stolthed, og det er ikke okay,” siger adm. direktør Sune Schackenfeldt fra Pædagogernes Pension. Muligheden for at køre indtjening uden om de officielle nøgletal er særligt til stede i de pensionsselskaber eller kasser, der ejes af en bank eller har startet deres eget fondsmæglerselskab. Så har man nemlig et andet selskab, hvor denne ekstra indtjening kan aflejres. Derfor er der ikke overraskende støtte at hente fra de selskaber, der ikke lever i den slags konstruktioner.
”For Sampension gælder det, at vi som kundeejet selskab, der ikke har bank eller anden form for værdipapirhandelsvirksomhed i koncernen, hverken har incitament til eller mulighed for at tjene ekstra på kursskæring ved handel for kunderne. I den danske branche er vi gået langt for at skabe åbenhed og transparens omkring omkostninger. Det er ikke min forventning, at der er et udbredt problem af den type i Danmark. Men i Sampension vil vi naturligvis altid billige, at der kastes lys på tingene og skabes yderligere transparens,” siger adm. direktør Hasse Jørgensen fra Sampension til Økonomisk Ugebrev.
Direktør Jens-Christian Stougaard fra PensionDanmark er på samme linje: ”Ved handel med eksterne aktører påhviler det selskabet at kontrollere, at der handles på priser, som er markedskonforme. Det er noget, som Finanstilsynet kan vælge at kontrollere. Ved handel mellem pensionsselskabet og kunderne med f.eks. interne og eksterne puljer og investeringsforeninger er det for vores kunder særdeles relevant, at vi har fuld åbenhed om såvel direkte omkostninger som spreads.”
I LY AF MØRKET
Begrebet ”kursskæring” er langt fra ukendt i den danske pensionsbranche, og flere aktører har over for Økonomisk Ugebrev beskrevet, hvordan det foregår. Som nævnt behø-ver man et eksternt selskab – eks. fondsmæglerselskab – til at handle med, på kundernes vegne. Fondsmæglerselskabet fungerer som rådgiver for pensionsselskabet og vælger derfor, hvilke værdipapirer, der skal købes og sælges.
Vil man lave ekstraindtægter i form af kursskæring køber man så værdipapirer om aftenen og holder dem i fondsmæglerselskabet natten over. Om morgenen kan man så sælges dem til pensionsselskabets kunder lidt dyrere, end man købte aftenen før. Man køber eksempelvis aftenen før til kurs 100 og sælger dagen efter til kurs 101. Når beløbene så er i milliarder, kan det blive til en klækkelig gevinst over året.
Vender man så at sige porteføljen af værdipapirer flere gange – altså køber og sælger de samme papirer flere gange – så kan man selv styre, hvor stor en profit man ønsker på kursskæringen. Grunden til at papirerne holdes over natten er, at man så har et økonomisk argument for at tjene penge på kursskæringen. Så sidder man med risikoen på værdipapirerne over natten og lægger egenkapital til transaktionen, og derfor kan man forsvare en ekstraindtjening. Man skal bare sørge for ikke at sælge værdipapirerne videre til kunden til meget mere end kurs 101 – ellers vil den eksterne revision reagere.
Pensionsselskabet Skandia støtter også op om mere åbenhed: ”Vi anerkender, at visse indirekte handelsomkostninger ikke er med i ÅOP og det er vi også helt åbne om i vores årlige omkostningsredegørelse. Man kan dog ikke sætte lighedstegn mellem den overførsel, der sker til Skandia Link, og så kursspreads,” slutter pressechef Nicolai Nielsen fra Skandia.
Carsten Vitoft
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her