Hele 44 pct. af de mere erfarne private investorer, som udgør Økonomisk Ugebrevs læserunivers, lægger stor eller meget stor vægt på Ukraine-krisen i deres aktuelle investeringsbeslutninger. Men indtil videre har situationen ikke udløst de store rokader. Kun 31 pct. af respondenterne i Økonomisk Ugebrevs årlige Private Banking Survey forventer aktiekursfald herfra de næste måneder.
7 pct. af respondenterne lægger ”meget stor” vægt på Ukraine-krisen i de aktuelle investeringsbeslutninger, og andre 37 pct. lægger stor vækst på udviklingen. 49 pct. siger, at de er neutrale, hvilket antageligt afspejler, at det er umuligt at sige noget sikkert om, hvor det hele ender. Endelig er der 7 pct., der svarer, at de overhovedet ikke lægger vægt på Ruslands angreb på Ukraine og følgevirkningerne heraf i deres investeringsbeslutninger.
De skriftlige kommentarer går især på, at det er for sent at sælge ud, at man ikke ønsker at misse opturen, hvis aktierne pludselig vender, og at der også under generelle aktienedture, som den aktuelle, er sektorer, som klarer sig godt, bl.a. våben, cybersecurity, råvarer og olie.
Andre skriver, at de er langsigtede investorer, og at de ikke vil gå i panik. Nogle påpeger også, at de kigger på de aktuelle aktier, de har, hvor selskaberne bag har aktiviteter i Rusland, og om de på den ene eller anden måde sanktionerer samhandel med russiske interessenter.
Nogle er også ramt at en stringent realisme, hvor det hedder, at den første rigtig større krig i Europa siden 2. verdenskrig på sigt kan vise sig at blive en gamechanger. Det noteres også, at markedet allerede har reageret på de umiddelbare negative konsekvenser for de børsnoterede selskabers overskud, men det erkendes samtidig, at aktiemarkedet let kan bevæge sig endnu længere ned.
I en kort kommentar hedder det også: ”Krig er uberegnelig. Kortsigtet værdiødelæggelse. Efterfølgende kommer der stimulanser fra genopbygningen.”
Grundlæggende er respondenterne optimistiske med hensyn til udviklingen på aktiemarkedet. 30 pct. forventer, at aktiemarkederne de næste tre-seks måneder stiger mere end 5 pct. 14 pct. forventer et kursfald på mere end 5 pct. Hele 55 pct. tror på stort set uændrede aktiemarkeder med et udsving mellem plus og minus 5 pct.
37 pct. kender ikke deres investeringsomkostninger
Kun 64 pct. af respondenterne i Økonomisk Ugebrevs Private Banking Survey har styr på, hvad de betaler i investeringsomkostninger. Vi har spurgt, om de har kigget i den ”Opgørelse over investeringsomkostninger”, som fremsendes hvert år på nemid. Billigste aktører oplyses at være Nordnet, Saxo Bank, Nordea og Danske Bank, mens de dyreste er Jyske Bank og Nykredit. Se også respondenternes svar i tabellen.