Professor: Investeringsfonde bør have ny afkastmærkning

Når investeringsforeningerne hvert år lukker og fusionerer en lang række af deres afdelingsfonde, betyder det, at investorerne ikke længere kan stole på det afkastbillede, som foreningerne oplyser. Sæt advarsler på produkterne, foreslår invsteringsprofessor.

I løbet af de seneste fem år er næsten hundrede danske investeringsfonde forsvundet. Det er sket i al stilhed. Spørger man investeringsforeningerne, er det fordi, kunderne ikke længere ville have dem.

Men meget tyder på, at også investeringsforeningerne selv er lettede, når de dårligt performende fonde forsvinder ud af statistikkerne. Det er en mulighed for at få ryddet op i alt det, der ikke gik som ventet på de finansielle markeder, så det, der er tilbage, ser overordnet bedre ud.

Behov for flere krav
Men det er også talmagi i det, der får de danske investeringsfonde til at se bedre ud, end de i virkeligheden er.

”Løsningen er for mig at se ganske simpel. Man må simpelthen stille nogle flere krav til investeringsforeninger og banker, når de markedsfører og annoncerer disse investeringsprodukter. Vi ved fra uafhængige studier, at den survivorship bias, som opstår, når dårlige fonde lukker ned eller fusionerer, svarer til, at det gennemsnitlige afkast på de overlevende fonde bliver 1-2 procent højere. Det er ret oplagt og helt rimeligt, at man tvinger foreningerne til at oplyse dette til kunderne ved rådgivning og annoncering,” siger professor Carsten Tanggaard fra Aarhus Universitet.

I dag skal det allerede oplyses, at historisk afkast ikke er garanti for fremtidigt afkast.

”Finanstilsynet burde samtidig kræve, at investeringsforeningerne supplerer deres materialer med taleksempler. Foreningerne bør fremlægge faktiske data for de døde afdelinger. Men den viden kommer aldrig til investorernes kundskab. Det forsvinder i jubelen over sidste kvartals afkast. Det er pærelet at beregne præcist, hvor meget, det betyder, når så mange fonde forsvinder hvert år. Så kunne man kræve, at kunderne får oplyst, hvor meget det betyder over ti år. Og det er ikke så lidt, når det akkumuleres,” siger Carsten Tanggaard.

I seneste udgave beskrev Økonomisk Ugebrev, hvordan Jyske Invest senest har gjort brug af finten med at fusionere syv afdelinger sammen til en fortsættende afdeling – uden nogen historik. Her skriver man direkte i fusionspapirerne, at det gik elendigt med afkastet:

”På baggrund af aftagende formue og/eller udsigt hertil samt flere perioder med utilfredsstillende afkast i flere af de ophørende afdelinger, er det vurderingen, at investorernes interesser bedre tilgodeses ved, at de ophørende afdelinger fusioneres ind i de fortsættende afdelinger,” hedder det i redegørelsen.

Man kunne jo få den tanke, at det er svært at sælge produkter med historisk dårlige afkast til investorerne. I Jyske Invest kører man nu med livrem og seler i den nye afdeling, der snor sig så tæt på benchmark, at afkastet er nærmest identisk med indeks. Active share, der måler forskellen til benchmark, er 60 – hvilket vil sige at næsten halvdelen af aktierne i fonden er helt identisk med benchmark, så det nærmest er en passivt forvaltet afdeling.

Branchenormen for passiv forvaltning er omkring 0,6 pct. i ÅOP (årlige omkostninger i procent). Men i det konkrete tilfælde for Jyske Bank er fondens omkostninger sat til 1,77 pct. i ÅOP, selv om fonden nu har godt 7 mia. kr. under forvaltning, og den dermed må antages at have flere stordriftsfordele.

Banker bestemmer selv
På spørgsmålet om den nye fonds omkostningsniveau med en årlig bruttoindtjening på 125 mio. kr. svarer Rasmus Kristian Mogensen fra Jyske Invest:

”Afdelingen er etableret 3. december 2020, og det er vores vurdering, at afdelingen har klaret sig tilfredsstillende i sin første, korte levetid. Det er væsentligt at have for øje, at ÅOP dækker flere forskellige omkostningselementer som f.eks. porteføljerådgivning, handel, administration og distribution.” 

”Det er vel branchen i en nøddeskal, at det handler mere om indtjening end kundernes afkast. Det handler ikke om, hvad det koster at producere de her fonde, men mere om hvad banken skal have i indtjening på investeringsforeningerne. I andre brancher vil konkurrencen løse sådanne problemer. Men på det her marked er det bankerne, der selv bestemmer, hvor mange penge de vil tjene på investeringsforeningerne,” slutter Carsten Tanggaard.

Carsten Vitoft