De 45 lokalbanker i Totalkredit-samarbejdet hentede sidste år bruttoindtægter på over 5 mia. kr. fra realkredit-formidling. Det Nykredit-ejede Totalkredit, der nu har samlede udlån på 853 mia. kr., øger fortsat sin markedsandel til ejerboliger. Og lokalbankerne bliver stadigt mere afhængige af indtægterne fra samarbejdet, der vokser år for år. Ifølge Økonomisk Ugebrevs beregninger kommer over 50 pct. af de fleste lokalbankers basisoverskud fra Totalkredit, skriver chefredaktør Morten W. Langer i denne analyse.
Selv en af landets større banker har rigtig meget i klemme hos Nykredit-ejede Totalkredit. Sydbank oplyser i det netop fremlagte årsregnskab for 2021, at banken har formidlede udlån via Totalkredit for 89 mia. kr., og at indtægten fra dette udlån sidste år var 544 mio. kr. Det svarer til ca. 0,6 pct. af de realkreditudlån, som banken har formidlet til Totalkredit. Og det er også den indtægt, som Sydbank kan regne med hvert år fremover – så længe dette udlån fastholdes.
Velkendt er det, at bankerne i Totalkredit-samarbejdet får ca. halvdelen af de bidragsindtægter, som deres kunder betaler for deres realkreditlån, i årlig aflønning. Med Totalkredits markant stigende udlån, og også stigende markedsandel på realkreditudlån til danske boligejere, stiger bankernes indtægter også støt hvert år.
Sårbar position
For Sydbank udgør den årlige indtægt fra Totalkredit hele 36 pct. af bankens basisresultat på 1550 mio. kr. sidste år. Dette indtjeningsbidrag for Sydbank fra Totalkredit er umiddelbart sårbart, da selve udlånet ligger hos den danske realkreditkæmpe, også selvom det kommer fra Sydbanks kunder.
Og hvis Sydbank ønsker andre samarbejdsløsninger til sine realkreditudlån, ville denne indtjening også gå tabt. Som bekendt ligger det nemlig i bankernes aftale med Totalkredit, at der ikke må ydes realkreditudlån for andre institutter. Det betyder alt andet lige, at Sydbank og de 44 andre lokalbanker er fuldstændig afhængige af Nykredit og CEO Michael Rasmussen, og det betyder i realiteten også, at Nykredit er en helt dominerende aktør på det danske bankmarked.
Realiteten er også, at lokalbankernes indtægter fra Totalkredit har vokset sig så store, at instituttet er med til at sikre bankernes lønsomhed, og for mange af lokalbankerne udgør dette indtjeningsbidrag en helt afgørende byggeklods i det samlede indtjeningsbillede – og dermed også den langsigtede overlevelsesevne.
Økonomisk Ugebrevs gennemgang af en række bankregnskaber viser, at Totalkredit bidrager helt afgørende til de fleste lokalbankers overskud. Eksempelvis leverede Møns Bank sidste år et basisoverskud på 35 mio. kr., mens indtjeningsbidraget var ca. 45 mio. kr. fra formidlede realkreditudlån på 7,5 mia. kr. Uden dette bidrag havde der være underskud på basisresultatet.
I Nordfynske Bank var basisoverskuddet sidste år knap 30 mio. kr. mens realkreditformidlingen på 7,5 mia. kr. gav et indtjeningsbidrag på 45 mio. kr. Også her havde der været underskud på basisdriften uden samarbejdet med Totalkredit. Og teoretisk set kunne det bedre betale sig for de to lokalbanker at fyre stort set alle ansatte og nøjes med at drive et lokalt realkreditformidlingskontor.
Også penge til mor
Sparekassen Sjælland-Fyn oplyser at have formidlet realkreditlån for ca. 49 mia. kr., svarende til en årlig indtægt på knap 300 mio. kr. Det skal sammenholdes med basisresultatet på 455 mio. kr. Formidling af realkreditlån udgør altså to tredjedele af det samlede basisresultat.
Ifølge Totalkredits 2021-regnskab var der nettorenteindtægter på 3,7 mia. kr. sidste år. Det fremgår ikke direkte af regnskabet, hvordan samlede bruttobidragsindtægter på ca. 10 mia. kr. er fordelt. Ud fra bankernes oplysninger kan det udledes, at bankernes indtægt ligger på 5-6 mia. kr.
Der er muligvis også betalinger til moderselskaber for forskellige ydelser. I regnskabet forklares om samhandel med moderselskabet, at ”aftalerne omfatter blandt andet koncernintern funding, lånekapital og supplerende sikkerhedsstillelse, provisioner for henviste forretninger, opgaver omkring it-drift og it-udvikling, løn- og personaleadministration, fondsforvaltning og risikostyring samt øvrige administrative opgaver.”
Ifølge Totalkredits prisblad koster et realkreditlån i gennemsnit 1,0 til 1,2 pct., hvilket svarer godt til, at bankerne får ca. 0,5 pct. i bidrag plus garantiprovision.
Artiklen har i fuld længde være forelagt Nykredit, men vi har ikke modtaget kommentarer retur.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her