Forbrugerombudsmand på krigsstien: Tysk domstol dømmer bankers minusrenter ulovlig

Det trækker op til et dramatisk opgør om de danske bankers milliardindtægter fra minusrenter på bankkundernes indlån: For det første har en tysk domstol netop erklæret minusrenter på bankindlån ulovlige. For det andet undersøger EU-kommissionen nu sagen, og for det tredje vurderer Forbrugerombudsmanden, om bankernes minusrenter strider mod aftalevilkår og god skik-regler. Fagredaktør Morten A. Sørensen og chefredaktør Morten W. Langer gennemgår sagen, bl.a. baseret på aktuel aktindsigt hos Finanstilsynet.

Aktuelle data fra Nationalbanken viser, at bankerne opkræver minusrenter hos danskerne og erhvervslivet for 458 mio. kr. hver måned, svarende til over 5 mia. kr. årligt. Og beløbet stiger måned for måned. Spørgsmålet om minusrenter har som bekendt været heftigt debatteret i offentligheden, og erhvervsminister Simon Kollerup har kaldt bankerne ”grådige”.

For nylig kom det frem, at Forbrugerombudsmanden for tiden har en sag kørende mod Jyske Bank, som var først på banen med minusrenter. Forbrugerombudsmanden mener bl.a. ikke, at minusrenter er i overensstemmelse med EU’s betalingskontodirektiv. Men ifølge Økonomisk Ugebrevs oplysninger kører opgøret om lovligheden af bankernes minusrenter på flere fronter.

Dom i Tyskland
Som endnu et frontalangreb på bankernes minusrenter kan Økonomisk Ugebrev nu afsløre, at den regionale domstol i Berlin for nylig har erklæret minusrenter på indlån for ulovlige. Det er den tyske forbrugerorganisation, vzbv, der har kørt en retssag mod Sparda-Bank Berlin, som har tabt sagen med et brag.

Bankens minusrenter på 0,5 pct. – i Tyskland kendt under eufemismen Verwahrentgeld (opbevaringsgebyr) – er af retten erklæret ulovlige, og banken skal nu tilbagebetale de minusrenter, den har opkrævet fra kundernes indlånskonti. Ifølge Landesgericht Berlin, en anden-instans for delstaten Berlin, belaster de negative renter kunderne uforholdsmæssigt og er urimelige. Retten i Berlin konkluderer, at minusrenterne ”ikke er forenelige med væsentlige principper i lovgivningen.” Sparda-Bank har anket dommen.

Økonomisk Ugebrev erfarer, at den tyske dom ses som et vigtigt bidrag om opgøret også om de danske minusrenter. Selvom dommen er baseret på tysk aftaleret, påpeger eksperter, at de aftaleretslige grundprincipper ligner hinanden meget på tværs af landegrænser i EU. De er nemlig baserede på et fælles minimumsdirektiv fra EU.

Imidlertid ”angribes” de danske bankers minusrenter også på andre fronter.

For det første mener Forbrugerombudsmanden, at de danske bankers minusrenter ikke er i overensstemmelse med betalingskontoloven, som er implementeret på baggrund af et minimumsdirektiv med navnet Payment Accounts Directive (PAD), og Finanstilsynet har sammen med Forbrugerombudsmanden aktuelt en forespørgsel hos EU-Kommissionen om tolkning af reglerne.

Det fremgår af en aktindsigt, Økonomisk Ugebrev har fået, at Finanstilsynet for ganske nylig har fremsendt denne forespørgsel til EU-kommissionen, hvor de redegør for både Finanstilsynets og Forbrugerombudsmandens syn på sagen, og de er ikke enige.

Men de er enige om, hvilken præcis formulering i direktivteksten, det hele handler om: Her hedder det, at bankerne skal tilbyde kunderne en betalingskonto, som enten er gratis, eller hvor gebyret er ”rimeligt”. Formuleringen lyder ”free of charge or (at) a reasonable fee.”

Finanstilsynet skriver at ordlyden ”reasonable fee” ikke refererer til renter, men til gebyrer, og at minusrenter derfor slet ikke er omfattet af direktivteksten.

Forbrugerombudsmanden skriver i den fælles henvendelse til kommissionen, at man tolker det anderledes: Der henvises til en ordlyd om, at ”fees mean all charges payable by the consumer to the credit institution for or in a relation to services linked to the payment account,” og videre forklares det også i direktivet, at ”credit interest rate means any rate at which interest is paid to the consumer.”

Med andre ord fremhæves ”gebyrer” som den centrale betaling fra kunden til banken.” Definitionen på ”gebyrer” omfatter ikke renter. Forbrugerombudsmandens kontor fremhæver, at indlånsrenterne kun omfatter betalinger fra banken til kunden – og ikke omvendt.

Finanstilsynet har efterlyst et hurtigt svar fra Kommissionen, som har svaret tilbage, at det kan trække ud, fordi ”this is not a straightforward matter.”

Og det kan man godt forstå: Pointen i direktivet er netop at sikre en form for forbrugerbeskyttelse, hvor det søges at give forbrugerne en beskyttelse mod urimelige omkostninger, som ikke er underlagt regulering. Og det kan man sige, at minusindlånsrenterne er, hvis de falder uden for definitionerne, som er Finanstilsynets fortolkning.

Derfor ses Forbrugerombudsmanden her at have en stærk sag.

Spørgsmål om god skik
For det andet vurderer Forbrugerombudsmanden, at bankernes minusrenter generelt er i strid med de gældende God skik-regler. Bekendtgørelsen om god skik fastslår, at ”pengeinstitutter skal tilbyde en basal indlånskonto vederlagsfrit eller mod et gebyr, der højest må udgøre 180 kr. om året, uanset antallet af transaktioner på kontoen.” Sagen om minusrenter omfatter dog ikke de basale indlånskonti, men betalingskonti, som har flere services tilknyttet, eksempelvis lønkonto og betalingskort. Men myndighederne har ikke anvendt mulighederne i direktivet til at fastsætte et maksimumsgebyr på netop denne type konti. 

Spørgsmålet er, om det anses for ”rimeligt”, at omkostningerne for to basale ekstraydelser for en indlåner med eksempelvis 1 mio. kr. i indlån, er 7000 kr. for det – i modsætning til gebyret på den basale indlånskonto på 180 kr.  Det er bl.a. dette spørgsmål, som kan blive temaet i en prøvesag mod Jyske Bank.

For det tredje kan minusrenterne vise sig at være i strid med de aftalevilkår, som gjaldt mellem bankerne og deres kunder, da minusrenterne på indlån blev indført. Mange banker har efterfølgende ændret aftalevilkår for kunderne. Men det sikrer dem angiveligt ikke mod en eventuel retssag, hvis de er gået videre end de oprindelige aftalevilkår. 

Udviklingen herfra har flere veje: Afgør Forbrugerombudsmanden i prøvesagen mod Jyske Bank, at bankens minusrenter er ulovlige, kan der være lagt op til en efterfølgende retssag om spørgsmålet.

En mulighed er også, at EU-kommissionen i starten af det nye år kommer tilbage med en fortolkning til Finanstilsynet om, at minusrenter på indlånskonti slet ikke er lovlige af hensyn til forbrugerbeskyttelsen – eller også at minusrenter ikke reguleres i direktivet (som Finanstilsynet mener).

Eksperter vurderer, at en eventuel konklusion på opgøret om minusrenter både kommer til at afhænge af jura, praktik og politik. Som opgøret er lagt op nu, synes bankerne (og Finanstilsynet) at have en relativt dårlig sag:

Det er sandsynligt, at Forbrugerombudsmanden ender med at tage et retsopgør med Jyske Bank, som både kan falde på et argument om overtrædelse af de dagældende aftalevilkår med banken, og som en overtrædelse af god skik-reglerne.

Bag om den tyske dom om minusrenter
Et pengeinstitut kan opkræve gebyr for eksempelvis særlige betalingstjenester, der er knyttet til en konto. Men den egentlige opbevaring af penge kan ifølge den tyske domstol ikke betegnes som en særlig ydelse, som instituttet kan forlange særskilt betaling for. Låntagere, i dette tilfælde bankerne, er ifølge den tyske kreditret i almindelighed forpligtet til at betale renter af penge, som de låner.

Renten kan falde til nul, men den kan aldrig blive negativ, og kunden skal principielt have mindst det beløb tilbage, som han eller hun har indbetalt – altså lånt til banken. Det kan ikke blive ”kapitalgiverens” pligt at betale renter, og det princip kan ikke påvirkes af ændrede rammebetingelser, mener retten i Berlin.

Sagen i Berlin er blot én af en stribe retssager, som forbrugerorganisationer har rettet mod tyske banker, som opkræver minusrenter, der typisk kan være på 0,5 pct. Minusrenterne rammer i mange tyske banker nu indestående på over 50.000 euro – omend grænsen i nogle pengeinstitutter er noget lavere. I Sparda-Bank Berlin er den 25.000 euro.

Dommen i Berlin karakteriseres som et ”paukeslag” for bankerne, ikke mindst fordi den afviger fra andre domme. En domstol i Leipzig har f.eks. truffet en helt anden afgørelse og erklæret minusrenterne for lovlige. Også den afgørelse er anket.

Sandsynligvis vil de forskellige sager, efter at have været behandlet i højere instanser i de enkelte delstater, ende i hele forbundsrepublikkens højesteret, Bundesgerichthof. Tyske forbrugere og pengeinstitutter kan altså stå over for en måske årelang periode med usikkerhed.