Ledende økonomiske indikatorer for USA, Europa og Kina peger markant opad, hvilket tolkes af økonomer som tegn på et økonomisk opsving.
Men aktieanalytikerne tror indtil videre ikke på de positive signaler. Deres estimater for overskududviklingen de kommende kvartaler ligger fortsat underdrejede.
Som det fremgik af den seneste udgave af Økonomisk Ugebrev, står den globale økonomi foran den stærkeste indgang til et nyt år i tre-fire år. Uden undtagelse peger de anerkendte ledende økonomiske indikatorer i retning af markant øget vækst i starten af 2017. I USA ligger erhvervstilliden fra målingen blandt amerikanske indkøbschefer i ISM historisk højt. I Kina og Europa ligger PMI-målingerne af erhvervstilliden på det højeste i et par år.
Alt andet lige burde aktieanalytikerne tage bestik af de positive makroøkonomiske indikatorer og konkludere, at de positive strømme vil smitte af på selskabernes overskud de kommende kvartaler. Men det er bare ikke tilfældet – endnu. Økonomisk Ugebrev har taget temperaturen på analytikernes estimater for det amerikanske S&P 500-indeks og det europæiske Stoxx 600-indeks, der omfatter de 600 største europæiske børsselskaber, herunder de danske C20-selskaber.
Som det fremgår af tabellerne for udviklingen i analytikerestimaterne for både overskuddene i Q4 2016 og Q1 2017, er der kun sket moderate positive ændringer de seneste måneder. For Stoxx 600 ventede analytikerne 1. oktober 2016 vækst i overskuddet i Q4 2016 på 11,9 procent, og dette tal blev opjusteret til 14,7 procent den 1. januar 2017. I kølvandet på valget af Trump som ny præsident den 8. november har analytikerne altså redet med på den første fase af euforien.
Siden 1. januar – altså de seneste knap tre uger – har analytikerne trukket i land igen med beskæring af forventningen til 13,6 procent. Samlet set ligger analytikernes estimater meget tæt på niveauet for knap fire måneder siden.
I forhold til starten af oktober er selskaber i brancherne energi, forsyning, industri og healthcare blevet opjusteret. Teknologi og finans er blevet nedjusteret. Forklaringen på denne udvikling skal for energi og forsyning hentes de højere oliepriser. For industri bunder de positive forventninger i øget økonomisk vækst. Men hovedparten af de højere gennemsnitsestimater er altså drevet af højere oliepriser for de europæiske selskaber.
Særligt estimaterne for første kvartal 2017 for de europæiske Stoxx 600-selskaber ser analytikere nu ud til at række lidt i land på igen. På kun tre uger er flere brancher sat betydeligt ned, blandt andet finans og healthcare, mens industri og teknologi er sat op af analytikerne.
For de amerikanske S&P 500-selskaber er billedet betydeligt mere negativt end for de europæiske selskaber. Forskellen kan antageligt forklares med medvind til de europæiske selskaber fra en svag euro. Den stærke dollar gør det vanskeligere for amerikanske selskaber at konkurrere. Senest har der dog været tegn på en vending i den langsigtede trend mod en styrkelse af USD.
For de amerikanske selskaber ligger analytikernes overskudsestimater for fjerde kvartal lavere nu end for knap fire måneder siden. Euforien på aktiemarkederne efter valget af Trump i starten af november har på ingen måde fået analytikerne til at skrue op for deres forventninger til de kommende kvartaler. De forventede overskud i S&P 500-selskaberne ligger lavere for både første kvartal og andet kvartal, end de gjorde for fire måneder siden.
Alle brancher er sat ned af analytikerne, undtagen finans og teknologi. Samme dynamik gør sig gældende her som for de europæiske selskaber.
MWL
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.