Makrokommentar: Deadline for, hvornår virksomheder i Storbritannien begynder at forbedrede sig på det værst tænkelige udfald – altså hvor Storbritannien simpelthen falder ud af EU uden en aftale den 31. marts 2019 – rykker stadig nærmere. Lidt afhængigt af branchen taler vi sandsynligvis om første kvartal 2018. Her vil man på direktionsgangene begynde at tage action, hvis der ikke sker fremdrift, skriver Jacob Funk Kirkegaard fra The Peterson Institute for International Economics i denne kommentar.
Med andre ord er det vitalt for Theresa May at få en aftale med resten af EU om at begynde fase to af forhandlingerne om fremtidige samhandelsforhold på det kommende EU-topmøde i midten af december. Selvom det er mest sandsynligt, at Theresa May kapitulerer og accepterer EU’s krav, er det ikke længere utopisk, at en aftale kan glippe. Det kan i sidste ende betyde et nyvalg, hvor Labour kommer til magten og derefter stemmer Brexit ned i det britiske parlament.
For det første kan resten af EU godt se, hvor håbløs Theresa Mays politiske situation er. Men det er en fejl at tro, at det øvrige EU vil lette på de økonomiske og politiske krav for at acceptere at gå videre med forhandlingerne i december. Et kollaps i forhandlingerne kan både betyde en superhård Brexit og en britisk kovending.
Theresa May kommer derfor sikkert til at betale de fulde ca. 60 mia. euro til resten af EU for at afregne sine forpligtelser, samt acceptere EU’s krav om borgernes rettigheder efter Brexit. Spørgsmålet om Nordirlands grænser er samtidig en joker, som – hvis EU ikke er tilfreds med resten af de britiske indrømmelser – nemt kan blive et politisk stridspunkt til at afbryde forhandlingerne på.
Ironisk nok gør alle disse forhold Theresa Mays regering så svag, at selv de mest indædte Brexit-tilhængere nok vil acceptere disse hårde betingelser, af frygt for at et sammenbrud i forhandlingerne kunne betyde nyvalg og måske slet ingen Brexit. Basiscasen for Brexit er derfor stadig, at Theresa May accepterer stort set alle EU’s krav, og derefter får en aftale igennem det britiske parlament. Det betyder, at Storbritannien efter en kort overgangsperiode forlader EU, toldunionen og det indre marked helt i slutningen af 2020. Formentligt uden en færdigforhandlet frihandelsaftale, som søges modelleret efter den nye frihandelsaftale mellem EU og Canada.
For det andet kan det slet ikke afvises, at et stort antal konservative parlamentsmedlemmer vælger at blokere for Theresa Mays muligheder for at give EU de nødvendige indrømmelser for at få en aftale i december. De vil muligvis – fejlagtig – tro på at ”no deal is better than a bad deal” for Storbritannien. Et sammenbrud vil sikkert betyde et skred i pundets værdi samt en acceleration i antallet af job udflytninger væk fra Storbritannien.
En sådan udvikling vil også kunne underminere den konservative regering og udløse endnu et nyvalg. Og – hvis man skal tro de aktuelle meningsmålinger – kan en Labour-regering ledet af Jeremy Corbyn komme til magten i første halvdel af 2018. Labour har generelt været lunkne i deres holdning til Brexit. Men i begyndelsen af oktober meddelte partiet, at man ville stemme imod en ”no deal” i parlamentet.
Med andre ord: Der vil være situationer, hvor Labours parlamentsgruppe vil være villig til at gå mod flertallet af de britiske vælgere efter folkeafstemningen i 2016. Efter en valgkamp, hvor Labour vil modsætte sig de Konservatives ”hard Brexit”, og med en stadig svagere britisk økonomi, vil Jeremy Corbyn givetvis være villig til at stemme Brexit ned i parlamentet. Han vil påberåbe sig et nyt folkeligt mandat fra det netop overståede valg.
De politiske omkostninger for Labour og Jeremy Corbyn ved at stemme Brexit ned i parlamentet efter et nyt valg vil nemlig være langt mindre, end mange tror. Det er rigtigt, at mange traditionelle Labour-vælgere uden for de store byer stemte for Brexit. Men netop denne gruppe har Jeremy Corbyn rent faktisk noget at tilbyde, i form af hans radikale reformprogram for den britiske økonomi.
Jeremy Corbyns simple politiske besked til disse vælgere vil derfor være, at Labour er nødt til at opgive Brexit for at kunne få råd til hans hjemlige reformprogram – med det mål at tilbagerulle Thatcherismen. Det vil givet give ham nogen modstand. Men faktum er, at stort set alle Labours mange nye, unge vælgere vil støtte et sådant valg. Samtidig vil store dele af den britiske forretningselite – som generelt vil hade Corbyns nye skatter – sikkert tilgive ham meget for at beholde Storbritannien i EU.
