Mens europæisk økonomi de seneste måneder har vist moderat fremgang, står dansk økonomi i stampe og viser indikationer på opbremsning.
Meget tyder på, at vi herhjemme for tredje gang efter finanskrisen ikke får fuldt udbytte af et moderat opsving i europæisk økonomi. Privatforbrug, serviceerhverv og boligpriser peger nedad.
De seneste måneder har der været visse tegn på, at dansk økonomi igen viste fremgang, især baseret på en positiv udvikling i industriens omsætning, herunder industriens eksport. Selv Handelsbanken, som generelt har været pessimistisk omkring dansk økonomi, har kunnet se lyspunkter. I en analyse for nylig skrev Jes Asmussen, at ”grundet den noget stærkere end ventede økonomiske vækst i de to første kvartaler af 2016, samt at briternes beslutning om at melde sig ud af EU ikke ser ud til at have haft nogen umiddelbar større negativ effekt på lande uden for Storbritannien, venter vi nu, at dansk økonomi vil vokse på den pæne side af en halv procent i 2016, hvor vi før ventede en vækst på bare en kvart procent”
De seneste år har især serviceerhvervene holdt dansk økonomi oppe, og service har også været med til at skabe fremgang i beskæftigelsen. Også privatforbruget har været moderat stigende.
Indikatorer flader ud
Nu tyder stadig mere på, at især service – som den faste grundpille – er ved at falde sammen, samtidig med at danskernes privatforbrug bevæger sig meget, meget langsomt fremad. Industriens omsætning har grundlæggende ligget fladt det meste af året, konstaterer Danmarks Statistik i den seneste opgørelse. Men den fremadrettede indikator for industrien fra DS peger nedad: ”Den sæsonkorrigerede sammensatte konjunkturindikator for industrien er faldet fra minus 8 i september til minus 9 i oktober. Nedgangen skyldes en mindre stigning i færdigvarelagrene. Der er positive forventninger til produktionen i det kommende kvartal, hvilket især gælder for mindre virksomheder. Mindre virksomheder er lidt mere positive end større virksomheder. En mikroanalyse af barometerets stikprøve viser, at gruppen af de største virksomheder, der tilsammen står for halvdelen af beskæftigelsen, vurderer deres faktiske omsætning det seneste kvartal til nettotallet 4. Den resterende del af virksomhederne vurderer omsætningen til nettotallet 6. De største virksomheder har moderat positive forventninger til omsætningen i fjerde kvartal med nettotallet 5. Den resterende del med de mindste virksomheder har stærkere positive forventninger til omsætningen med nettotallet 11.” Ifølge DS’ indikator for serviceerhvervene går det helt galt nu, og samlet viser den den laveste værdi i tre år.
MWL
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.