Europa foran finanspolitiske lempelser

ECB har i månedsvis råbt op om, at flere pengepolitiske stimulanser ikke vil være nok til at bringe eurozonen ud af den øjeblikkelige lavvækst og tilbage på et inflationsniveau op mod 2 procent.

Dertil kræves, ifølge ECB og andre iagttagere, både en ny politisk vilje til markante strukturelle reformer i stort set alle EU-lande samt en paneuropæisk finanspolitisk lempelse, skriver Jakob Kirkegård fra Peterson Institute for International Economics i denne analyse.

Viljen til strukturelle reformer skal man stadigt kigge langt efter i de europæiske hovedstæder. Men til gengæld kan ECB godt forvente finanspolitisk hjælp fra eurozonens vigtigste regeringer i den kommende tid. Der er flere grunde til, at eurozonens mangeårige finanspolitiske strammerkurs nu vender.

For det første var der henover sommeren en bemærkelsesværdig gentagelse af den tysk-franske underminering af den originalle SGP tilbage i 2003-04. Den tyske finansminister Wolfgang Schaublegennemførte en komplet kovending på spørgsmålet om finansielle sanktioner imod Spanien og Portugal for overtrædelse af den nye og strammere post-krise SGP. Fra at have været en af de absolutte høge, insisterende på skrappe og semi-automatiske sanktioner imod budgetsyndere, gik den tyske finansminister helt over i den anden grøft og lobbyede for, at kommissionen ikke skal anbefale ECOFIN at pålægge Spanien og Portugal bøder.

Herved undgik Schauble, sammen med eurozonens andre finansministre, at skulle tage den endelige politiske beslutning om idømmelse af sådanne potentielt meget store bøder i en tid, hvor generel EU-skepsis præger det politiske landskab i Europa. Schauble gav samtidigt en hjælpende hånd til en centrum/højre-kollega, den spanske premierminister Mariano Rajoy, og undgår derved formentligt at både Frankrig, Italien og Spanien på samme tid ledes af centrum-venstre.

Relativt kortsigtede politiske overvejelser har dermed – endnu engang – undermineret EU’s forsøg på at indføre en troværdig finanspolitisk spændetrøje, og man kan næppe i fremtiden forestille sig, at nogen medlemmer af eurozonen nogensinde blive idømt bøder udelukkende for overtrædelse af SGP-budgetreglerne.

For det andet er situationen nu i Tyskland så- dan, at det trække gevaldigt op til potentielt anseelige skattelettelser som en del af den kommende valgkamp op til forbundsdagsvalget i 2017. Med det i baghovedet er det klart, at Wolfgang Schauble ikke kan have ønsket at virke hyklerisk, ved på den ene side at straffe andre euromedlemmer for at lempe deres finanspolitisk, samtidig med at han selv uddeler gaver hjemme i Tyskland. I denne uge fremlagde han så sit første udspil i valgkampen og lovede op til 17 mia. euro i skattelettelser i resten af 2016 og 2017 – et niveau, som givet vil blive presset yderligere op inden valget i september 2017.

Og selvom man ikke skal lægge for meget i Angela Merkels valgnederlag i en af Tysklands mindste og fattigste delstater, Mecklenburg-Vorpommern, er det i dag endnu mere politisk nødvendigt for kansleren at indynde sig hos sine mere konservative og immigrationsskeptiske partnere i CSU. Og uvillig til at ændre sin immigrationspolitik er det politisk smartest at tilbyde skattelettelser til CSU istedet. Specielt når Tyskland i dag helt åbenlyst har råd til det, med et forventet overskud på det føderale budget i 2016, som følge af uventet store skatteindtægter. Angela Merkel vil derfor i den kommende valgkamp, helt uden at bryde forfatningens krav om et balanceret budget, tilbyde de tyske vælgere ganske mange milliarder euro i skattelettelser i de kommende år.

For det tredje er Tyskland ikke det eneste eurozoneland, som går til valg i 2017. Det samme gør Frankrig, Holland og formentligt Italien, og så skal Spanien jo formentligt igen til stemmeurnerne i december 2016. I alle de store eurolande har regeringerne, med slagkraftige populistiske partier på fremmarch, tungtvejende politiske årsager til at svække på budgetdisciplinen op til deres nationale valg næste år. Og det er meget svært at se EU-kommissionen sanktionere nogen af disse regeringer efter deres beslutning vedrørende Spanien og Portugal. Det sker kun hvert tyvende år (i hvert fald under nuværende tyske og franske valgregler med valg henholdsvis hvert fjerde og femte år), at både Tyskland og Frankrig går til valg samme år, men i 2017 vil eurozonen givet nyde ekstra godt af traditionen i Europa for valgkampsfinanslove lidt løsere end i andre år.

Alt i alt skal man derfor ikke bliver overrasket, hvis den samlede finanspolitiske lempelse i eurozonen i de kommende 18 måneder bliver på måske næsten 1 procent af BNP. Og det skulle være nok til at sikre en solid vækst i BNP.

læs hele udgivelsen her