Evaluering af udbudsloven: Tilladt at stille krav i konkrete udbud, men ikke til bydernes generelle politikker: I en evaluering af udbudsloven hedder det: ”I rapporten belyses en række problemstillinger, som vedrører samfundshensyn.
Det omfatter bl.a. anvendelsen af krav til arbejdsmiljø, miljømærker, arbejdsklausuler, lærlingeklausuler, skatteklausuler og lignende hensyn i udbud. Som det fremgår af rapporten, er sådanne klausuler i dag lovlige at benytte i udbud, såfremt de er knyttet til det konkrete indkøb. Der skal således hver gang foretages en konkret vurdering af, om et krav er knyttet til den pågældende kontrakts genstand.
Det betyder, at der fx kan stilles krav om, at en konkret opgave skal udføres på en særlig klimavenlig måde, eller at de medarbejdere, som udfører opgaven på dansk grund, skal omfattes af en særlig beskyttelse osv. Omvendt kan der ikke stilles krav til virksomheders generelle politik (som ikke vedrører kontraktens genstand), så længe virksomheden efterlever reglerne og i øvrigt ikke er omfattet af de nævnte udelukkelsesgrunde.”
MWL/STK