Del artiklen:

Den amerikanske centralbank viste sig fra noget nær sin mest dueagtige side ved rentemødet i denne uge. Ikke bare blev det ikke til rentestigning i denne omgang. Federal Reserve signalerede også, at den amerikanske rente kun vil stige meget afdæmpet i fremtiden, skriver Jacob Funk Kirkegaard fra Peter G. Peterson Institute For International Economics i denne kommentar.

Faktisk viser FED’s nye renteprognose en 50bp lavere rente end tidligere i både 2016 og 2017 (på kun 0.9 og 1.9 procent), og en 20bp lavere ”langtidsrente” på blot 3.3 procent. Det er en meget markant nedjustering af det fremtidige amerikanske renteniveau, ihukommende at FED kun nedjusterede sin vækstprognose med 0.2 og 0.1 procent point i 2016 og 2017. Med andre ord siger FED nu, at det amerikanske renteniveau i fremtiden bliver permanent lavere end tidligere forventet. Reaktionen på de globale valutamarkeder har da heller ikke ladet vente på sig: Den amerikanske dollar er faldet støt siden FED’s sidste møde. Udmeldingen har også en række andre implikationer: For det første synes det klart, at Federal Reserve rent faktisk tager en hel del mere hensyn til usikkerheden i den globale økonomi og den eventuelle negative effekt på USA, end deres offentlige udtalelser tilkendegiver. Det er helt sikkert klogt, at Federal Reserve holder mund, da centralbanken givetvis ville komme i endnu større politiske problemer med Kongressen end den allerede er. Republikanerne ville ikke synes om, at udenlandske forhold spiller ind når amerikanske renter fastsættes. En de facto mere globalt orienteret Federal Reserve vil i den kommende tid givetvis implementere en mere lempelig amerikansk pengepolitik, end hvad et snævret indenrigspolitisk fokus ville diktere. Det vil generelt være positivt for globale risiko aktivklasser.

For det andet sætter Federal Reserve nu klart et lavere loft for, hvor meget dollaren kan stige i den nuværende rentecyklus, på trods af, at både ECB og Bank of Japan jo fortsætter med at sænke deres renter og ekspandere deres balance. Investorer må således spørge sig selv om, hvorvidt den handelsvægtede amerikanske dollar nu har toppet i den nuværende globale pengepolitiske cyklus? Når FED´s egen prognose nu forudser fortsatte negative (korte) amerikanske realrenter frem til 2018 synes det vanskeligere at se, hvor en fortsat yderligere styrkelse af dollaren skal komme fra?

For det tredje er det ironisk nok klart, at den måske største fordel af en lavere amerikansk dollar drages af Kina. Devalueringspresset mod den kinesiske Yuan, hvis kurs jo stadigt er snævert knyttet til dollaren, aftager naturligt nok, når dollaren selv falder. De kinesiske myndigheder vil derfor have nemmere ved at dæmme op for den seneste tids store kapitaludstrømning fra kinesiske private investorer. Dermed undgår de at blive nødsaget til at implementere dramatiske nye begrænsninger i Yuan’ens internationale konvertibilitet. Man kunne godt få den tanke, at det nylige G20 møde i Shanghai resulterede i en uofficielt koordineret international økonomisk politik, hvor ECB (og Bank of Japan) stimulerer pengepolitikken yderligere (vel vidende at det næppe vil have nogen stor FX effekt mere), Federal Reserve presser dollaren lidt ned, og kineserne laver en større finanspolitisk lempelse.

For det fjerde er det stadigt åbenlyst, at Federal Reserve har et grundlæggende problem i bankens kommunikation med de finansielle markeder. Ikke bare er de seneste prognoserevisioner endnu et udtryk for FED’s serial forecast errors. Der er stadigt et stort spæn mellem, hvad Federal Reserve forventer for den korte amerikansk rente og de fortsat markant lavere markedsforventninger. Man må her spøge sig selv, om ikke dette i hvert fald delvist skyldes den forvirring, der hersker om forholdet mellem Federal Reserve’s egen officielle økonomiske prognose, og de såkaldte ”Federal Reserve dots”, den anonyme offentliggørelse af de individuelle FOMC medlemmers opfattelse af, hvor det fremtidige amerikanske renteniveau bør være.

Problemet er, at ”FED dots” måske nok giver markederne en indikation om spredningen i de fremtidige renteopfattelser i FOMC. Men disse forudsigelser er af personlig karakter, og ikke en officielle prognose.

Det er klart, at enhver markedsdiskussion af hvor medianen af disse ”FED dots” ligger er metodisk problematisk, da de enkelte dots ikke er baseret på det samme grundlag. Janet Yellen’s egne henvisninger til denne median på sin pressekonference, som de facto ophøjer ”FED dots” til et officielt pengepolitisk ”forward guidance” instrument, gør blot problemet endnu større. En eller flere individuelle anonyme FOMC medlemmer har med denne dot-model mulighed for sende deres egne ”rogue signals” til de finansielle markeder, uden om den officielle prognose for, hvor den amerikanske rente kommer til at ligge i fremtiden. Det er farligt for markedsforståelsen af Federal Reserve’s kommunikation. Det øger den politiske risiko for, at Kongressen dramatisk ændrer centralbankens love.

Læs hele udgivelsen her

Del artiklen:

Skriv en kommentar

Please enter your comment!
Indtast dit navn her