Makrokommentar: Præsident Trump behøver ikke at straffe den cubanske regering – den klarer det udmærket selv, skriver journalist og forfatter Øjvind Kyrø i denne analyse af nutid og fremtid for Cuba. Han har i tre årtier rapporteret fra og om Latinamerika. Cuba er tæt på bankerot, og der er ingen redningsmænd i sigte, lyder hans vurdering.
I december 2014 gik præsident Barrack Obama på skærmen og forkyndte, at blokaden af Cuba, iværksat før han selv blev født, ikke kunne ophæves uden Kongressens stemmer. Selv kunne han kun etablere nogle åbninger til det kommunistiske styre, men de var få og små. Man skruede eksempelvis nye dørskilte med indskriften ”Ambassade” på det amerikanske ”interessekontor” i Havana og det cubanske ditto i Washington.
Men diplomaterne i de to bygninger var de samme, det var blot navnet, der var anderledes. Dog fik diplomaterne i Havana flere landsmænd på besøg, fordi en anden lille åbning, som Obama kunne lave udenom Kongressen var at lempe mulighederne for at besøge Cuba. Altså det land, der blot ligger 150 km fra USA’s kyst, men som blokaden siden 1962 har forbudt amerikanerne adgang til som turister. Nu kunne amerikanerne så tage på ’studietur’. Man skulle blot sætte kryds ved én ud af 12 kategorier af ’studier’ i indrejseansøgningen. Og enhver amerikaner ville passe ind under kategorierne, som blot hed ’sport’, ’religion’ eller ’uddannelse’. Men i slutspurten før det seneste præsidentvalg tog Donald Trump til Florida, hvor godt en million eksil-cubanere bor, og lovede at ’ophæve Obamas ensidige åbning’, hvis han blev præsident.
Ikke alene ville Trump ophæve alle tilnærmelser til ø-staten, han ville også stramme grebet om styret, så det blev tvunget til at indføre respekt for menneskerettigheder, ytrings- og pressefrihed samt frie valg. For disse ting havde Obamas åbning ikke rokket en tøddel ved. Og det havde Trump ret i. For parolen i Cuba lyder i dag som dengang i 1959, da Fidel Castro og hans langskæggede revolutionære tog magten, at man ikke bøjer sig for pres udefra. I næste måned offentliggør Trump så en liste over virksomheder i Cuba, som er drevet og ejet af militæret, og dem må amerikanske rejsebureauer ikke samarbejde med. Omkring 70 pct. af turistindustrien – en af de få valutaskabende industrier i Cuba – styres af militæret. Men Trumps forbudsliste vil næppe forstyrre generalerne i deres siesta. Krydstogtturister sover om bord og har ikke brug for de hotelsenge, der ejes af militæret på fastlandet. Hverken Obamas ’bløde åbning’ eller Trumps fortsættelse af den amerikanske blokade – der ikke har virket efter hensigten siden den blev indført af John F. Kennedy i 1962 – har rokket ved styrets magt. Tværtimod. Efter Fidel Castros død sidste år, vil hans lillebror, den 86-årige Raul Castro til februar 2018 overlade styret til en yngre mand, den 57-årige Miguel Díaz-Canel, som aldrig er blevet citeret for noget, der afviger fra den socialistiske doktrin.
Díaz-Canel vil overtage et land, som de fleste unge gerne vil væk fra. I forvejen er hen ved 1,5 million cubanere flygtet fra landet, der huser 11 mio. mennesker. I firserne, da USSR var en stærk allieret og betalte milliarder af dollar i bistand til Castro-styret, havde cubanerne en levestandard, der var langt højere. I dag er den på 28 pct. af de glade dage, da der var nye Volga-biler og Lada’er på vejene. En cubaner tjener i snit 150 kr. om måneden, og det kan ingen leve af.
For at sætte gang i økonomien, besluttede Raul Castro for fire år siden at tillade, at cubanerne kunne søge om at blive selvstændige. I 1968 under ”Den Revolutionære Offensiv” blev de sidste frisøser og taxichauffører nationaliseret. Men styret udstedte en liste på 201 muligheder. Man kan søge om at blive blandt andet palmetræsbeskærer, urmager eller babysitter. Men de mest populære jobs er at udleje værelser til turister og drive restaurant.
Raul Castro kunne forleden berette om misbrug og derfor er der nedlagt forbud mod at udstede nye tilladelser. Det er mod ”den sociale orden” at blive velstående.
Efter Murens fald og russernes exit kom kun én mæcen til hjælp. Det var Hugo Chavez, som var fan af Fidel Castro, og som bestyrede verdens største oliereserver. Venezuela har siden leveret 115.000 tønder olie til Cuba om dagen, og disse gaver var så rigelige, at Cuba kunne reeksportere mange tønder og tjene penge på dem. Men Chavez døde, og hans efterfølger Nicolas Maduro har skruet ned for leverancerne, så Cuba i dag kun får 30 pct. Vladimir Putin har dog sendt 250.000 tønder til Cuba, så turisterne og partitoppen ikke skal gå og svede i den tropiske socialisme. Olien blev fragtet med Mærsk.
