Konkurrencerådet vil undersøge markedet for skadesforsikringer. Forbruger- og Konkurrencestyrelsen meddeler: ”Mange danske forbrugere har skadesforsikringer, som skal mindske deres økonomiske risiko, hvis bilen får en skade, huset brænder ned eller de kommer ud for en ulykke.
En gennemsnitlig husstand bruger ca. 13.500 kroner på forsikringer om året. Konkurrencerådet har igangsat en analyse af konkurrencen på markedet for skadesforsikringer til private. Analysen vil blive udarbejdet af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen som uafhængig konkurrencemyndighed. Analysen vil have fokus på skadesforsikringer til private og ventes at undersøge konkurrencesituationen på markedet målt ved en række indikatorer. Herudover vil analysen undersøge om eventuelle forskelle i forsikringspræmierne skyldes andre forhold end, at forbrugernes risikoprofiler ikke er ens. For eksempel kan det have betydning for præmien, hvor mange år kunden har været i selskabet.”
STK