Er valget af Donald Trump et jordskælv på 5,0 eller 9,0 på Richter-skalaen? Efter snart to måneder i det Hvide Hus peger mere og mere i retning af 5,0.
Donald Trumps politiske muligheder for at få sit potentielt meget ambitiøse økonomiske program hurtigt igennem Kongressen er af flere årsager ved at forsvinde, skriver Jacob Funk Kirkegaard fra The Peterson Institute for International Economics i denne analyse.
For det første har Donald Trump indtil nu været en meget ringe præsident, da han og hans rådgivere fuldstændigt har misset muligheden for at sætte den politiske dagsorden i Kongressen via en konstant og disciplineret prioritering af reformer på to eller tre økonomiske kerneområder. I stedet har Donald Trump spildt store dele af sin politiske kapital fra valgsejren blandt de republikanske kongresmedlemmer på ligegyldige løgnehistorier i medierne og en manglende evne til at fastholde fokus på nogle politiske mål. I stedet er det nu de republikanske ledere i Kongressen – Paul Ryan og Mitch McConnell – som sætter kursen. Men det sker med deres egen og ikke Donald Trumps version af republikansk politik.
For det andet synes netop Paul Ryan og Mitch McConnell at være godt på vej til at gentage præ-sident Obamas måske største politiske fejltagelse, nemlig at spilde al deres politiske energi med forsøg på at lave en ny amerikansk sundhedsreform, eller i hvert fald at tilbagerulle ObamaCare. Problemet er imidlertid, at der ingen konsensus findes om emnet i det republikanske parti.
Derfor er Paul Ryans nye reformforslag nu under stærkt pres fra hans meget konservative højrefløj i Repræsentanternes Hus, som kun vil have ObamaCare fjernet og ikke have nogen ny reform i stedet for. De frygter, at en ObamaCare Light vil være bagvejen til nye højere sociale udgifter i USA. Samtidigt har Mitch McConnell i Senatet allerede hørt fra fire republikanske senatorer, at de ikke vil stemme for en reform, der ikke som minimum fastholder den store ekspansion af Medicaid (offentlig sygesikring for USA’s fattigste), der var en del af ObamaCare. Der er i dag derfor ikke republikansk flertal for nogen reform i Senatet. Når samtidigt de amerikanske læger, hospitaler, sygeplejersker og forsikringsselskaber har erklæret deres modstand mod Ryans reformplan, synes dens politiske chancer meget beskedne, og Donald Trump og republikanerne er sikkert på vej mod en politisk fiasko, de næppe overvinder inden næste valg.
For det tredje har de 52 republikanere i Senatet ikke et superflertal på 60. Det betyder, at såfremt alle demokraterne er imod republikanske lovforslag, kan det kun gennemføres via den såkaldte ”budget reconsiliation process”, som foreskriver, at visse budgetrelaterede lovforslag kun kræver et normalt flertal på 50 (+ vicepræsidenten). Imidlertid er det kun reelt muligt at bruge denne proces til at gennemtvinge én reform pr. budgetår.
Da republikanerne i Kongressen allerede nu har låst sig fast på først at forsøge at gennemtvinge en ny sundhedsreform, vil det derfor ikke være muligt at påbegynde realitetsforhandlinger om andre dele af Donald Trumps politiske agenda, eksempelvis en skattereform/skattelettelser, for finansåret 2018. Man skal derfor ikke forvente, at der kan komme nogen finanspolitisk lempelse i USA før tidligst et godt stykke inde i 2018.
For det fjerde har Donald Trumps manglende offentlige promovering af sit kampagneforslag om at investere mere i USA’s nedslidte infrastruktur betydet, at de finanspolitiske høge blandt republikanerne i Kongressen formentligt vil blokere det. Eller i hvert fald sikre, at det bliver et meget lille investeringsprogram, som næppe vil få nogen reelt stimulerende makroøkonomisk effekt i USA, men som heller ikke vil medføre større underskud på det føderale statsbudget.
For det femte har Donald Trump som præsident i dag ganske vist vide muligheder for potentielt at indfø-re straftold på importvarer. Men da der allerede i Kongressen – fra Donald Trumps eget republikanske parti i Senatet – er stillet forslag om at fratage præsidenten denne mulighed, skal man ikke forvente, at Donald Trump bare får lov til at starte en global handelskrig. Donald Trump har derfor næppe mulighed for at gøre meget andet end at fastfryse USA’s nuværende handelsaftaler, potentielt ignorere og derved underminere WTO, og så påbegynde langvarige genforhandlinger af eksempelvis NAFTA. Men det er ikke det samme, som at Kongressen til syvende og sidst vil tillade, at Donald Trump river NAFTA-aftalen i stykker.
Bundlinjen er, at Donald Trumps åbenlyse disciplinære og politiske mangler som præsident, kombineret med den dybe splittelse, der har martret det republikanske parti på afgørende økonomiske spørgsmål i mange år, betyder, at han næppe får flertal for ret meget af sin politik i de kommende år. Det økonomiske jordskælv fra Donald Trump kommer derfor formentligt aldrig.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.