Nu er Nordea Realkredit SI-FI-institut: Nordea er pr. årsskiftet formelt ikke længere en dansk bank, men en filial af en svensk bank. I stedet overtager koncernens realkreditinstitut pladsen som SIFI-institut, oplyser Finanstilsynet : ”Nordea Kredit Realkreditaktieselskab er nu øverste dattervirksomhed af Nordea AB i Danmark. I Danmark skal et realkreditinstitut ifølge lovgivningen udpeges som et SIFI, hvis det i to på hinanden følgende år ligger over grænseværdien for én eller flere af følgende tre indikatorer: Instituttets balance udgør mere end 6,5 pct. af Danmarks bruttonationalprodukt. Instituttets udlån i Danmark udgør mere end 5 pct. af de danske penge- og realkreditinstitutters samlede udlån i Danmark. Instituttets indlån i Danmark udgør mere end 5 pct. af de danske pengeinstitutters samlede indlån i Danmark.”
Den finansielle sektor får liste over politiske topfigurer: Ifølge den nye hvidvasklov skal blandt andet banker holde særligt øje med såkaldt politisk eksponerede personer, det vil sige personer med høje stillinger i politik og embedsværket. Det har, ifølge et svar fra erhvervsminister Brian Mikkelsen, foranlediget Finanstilsynet til at udarbejde en liste over de personer, der er tale om – en liste, som er gefundenes fressen for medierne, og som man dermed nok skal komme til at høre mere om: ”Vejledningen vil indeholde en oversigt over, hvilke stillinger i Danmark, der medfører, at den pågældende person, der bestrider stillingen, skal anses som en politisk eksponeret person i henhold til de nye regler. På det grundlag vil private udbydere kunne tilbyde oversigter over politisk eksponerede personer. Finanstilsynet påtænker endvidere efter vedtagelsen af lovforslaget at gennemføre en informationskampagne rettet mod politisk eksponerede personer, således at disse informeres om reglerne herom.”
Mange flere skal indberettes til SØIK: Der er allerede set en stor stigning i, hvor mange borgere og virksomheder forskellige finansielle institutter og rådgivere indberetter til at SØIK, med en mistanke om, at de har hvidvasket penge. Og med den igangværende lovændring forventes det at tage yderligere fart, oplyser SØIK ifølge erhvervs – ministeren : ”Hvidvasksekretariatet har siden 2012 oplevet en konstant stigende udvikling i antallet af underretninger fra de indberetningspligtige virksomheder. Sekretariatet modtog således 15.619 indberetninger i 2015 mod 7.250 underretninger i 2014 og 5.166 i 2013. Sekretariatet modtog i 1. halvår af 2016 i alt 7.766 underretninger (…). Det er SØIK’s forventning, at Hvidvasksekretariatet som følge af den nye hvidvasklov vil modtag et stigende antal hvidvaskunderretninger.”
”Dear Margrethe Vestager”, åbn venligst dette skattehul: Mens konkurrencekommissæren er blevet kåret som årets dansker, ikke mindst for at bekæmpe skattely og lignende, har erhvervsministeren sendt hende et pænt brev , hvor han anmoder om hendes forståelse for, at Det Internationale Skibsregister udvides til at omfatte mobile olieboreplatforme mv.: ”Globally, tonnage taxation is a popular way of attracting state income. In 2007, Singapore extended its tonnage taxation scheme to include mobile drilling rigs and drilling vessels. Presently, this has led to huge differences in taxation of mobile rigs and vessels on a global scale. “
“Servicetjek” af det offentliges erhvervsaktiviteter: Den nye regering vil analysere, om offentlige virksomheder gebærder sig rimeligt på private markeder. Det oplyser Erhvervsministeriet: ”Konkret iværksætter regeringen nu en analyse, der ser på: * Et servicetjek af lovgivningen skal afdække om offentlige aktørers adgang til at udføre erhvervsvirksomhed er rimelig. På den baggrund vil regeringen tage stilling til om adgangen til at udføre offentlig erhvervsvirksomhed skal indskrænkes. * Fair vilkår. Der vil være tilfælde hvor offentlige myndigheder fortsat skal kunne udføre erhvervsvirksomhed, men her vil regeringen sikre lige vilkår mellem offentlige og private aktører. Derfor ser vi bl.a. på prissætningen af kommunale, regionale og statslige erhvervsaktiviteter. * Gennemsigtige klagemuligheder. Hvis man som privat virksomhed oplever, at det offentlige går ud over sine beføjelser og bedriver konkurrenceforvridende erhvervsaktiviteter skal man vide, hvor man kan gå hen for at klage. Regeringen ser derfor bl.a. på mulighederne for at indføre én samlet klagemyndighed for offentlig erhvervsaktivitet.”
STK
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.