Udvalgsmedlemmer udebliver ved foretrædender:
Når virksomheder og organisationer i første halvår søgte foretræde for Folketingets erhvervsudvalg, var det i gennemsnit kun hvert fjerde medlem, der mødte op for at høre på. Det viser en optælling , som Folketingets præsidium har foretaget. I gennemsnit 7,1 ud af 29 medlemmer var til stede, hvilket indebærer, at et par partier typisk ikke sender repræsentanter. Den lave mødeprocent går igen i andre udvalg, og tingets formand Pia Kjærsgaard opfordrer udvalgene til at diskutere, om de kan hæve fremmødet.
Opel Danmark accepterer stor konkurrencebøde:
Virksomheden har brugt lovstridige midler til at holde brugtvognspriserne oppe, men får rabat på bøden, fordi man til sidst meldte sig selv til myndighederne. Konkurrencestyrelsen skriver : ”I perioden fra medio 2010 til februar 2014 har Opel Danmark overtrådt konkurrencelovens forbud mod bindende videresalgspriser ved løbende at instruere Opel-forhandlere i at benytte minimumspriser på brugte leasing-, udlejnings- og demobiler. Opel Danmark har kommunikeret til forhandlerne, at de faste priser skulle sikre, at prisniveauet på brugte biler af mærket Opel ikke faldt. Opel Danmark har på den baggrund vedtaget en bøde på 8.250.000 kroner. Bødens størrelse tager hensyn til overtrædelsens grovhed, varighed og virksomhedens omsætning. Desuden er der lagt vægt på, at Opel Danmark selv har henvendt sig til myndighederne, og at Opel Danmark, har et såkaldt compliance-program, der blandt andet skal sikre, at virksomheden overholder konkurrenceloven.”
Staten kommer til landmænd til hjælp:
Det vil utvivlsomt lune hos en række banker, der er tyngede af dårlige lån til landbruget, at staten nu træder til med fonden Dansk Landbrugskapital. Erhvervs- og Vækstministeriet skriver : ””Vi har mange dygtige landmænd med effektive bedrifter, som er klar til at investere, men som bliver hæmmet af høj gæld. Flere hundrede bedrifter vurderes at være så effektive, at bedrifterne har mulighed for at blive rentable ved yderligere investeringer i produktionen kombineret med en langsigtet løsning på den samlede gæld. Det er lige præcis de landmænd, der er målgruppen for Dansk Landbrugskapital,” siger erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen. (…) Dansk Landbrugskapital får tilført 500 mio. kr. fra staten, og målet er at tiltrække yderligere minimum 500 mio. kr. fra pensionsselskaber og evt. andre investorer. Vækstfonden skal drive fonden, og der arbejdes lige nu på at indgå aftaler med en række større pensionsselskaber om at investere i Dansk Landbrugskapital. Målet er i første omgang i alt at rejse 1 mia. kr. (…) Der er ingen beløbsgrænser eller faste løbetider, men forventningen er, at lånene bliver på 5-10 mio. kr. med en løbetid på op til 8 år og en individuelt fastsat rente. 150-200 landbrug forventes at få lån fra Dansk Landbrugskapital over de kommende år.”
Karteldømt virksomhed fik halv sejr:
H.N. Hansen & Søn har betalt den tredjestørste bøde, nemlig på 2,2 mio. kroner, i det, som Konkurrencestyrelsen omtaler som ”sagskomplekset om storkøbenhavnske byggekarteller.” Men virksomheden fik en lille sejr, da Sø- og Handelsretten afgjorde erstatningsansvaret ved et konkret forhold. Gentofte Kommune havde krævet ca. 1,8 mio. kroner plus renter påløbet siden 2008. Men kommunen måtte nøjes med 248.000 kroner plus renter, hvilket understøtter de dømtes holdning om, at sagernes betydning er overdramatiseret. Om et bud på en opgave i Skovshoved Havn hedder det i domsudskriften : ”Alle buddene i første udbudsrunde lå (…) væsentligt over kommunens budgetramme, der ifølge oplysninger fra arkitekt Jørgen Beider ud fra arkitektfirmaets overslag over de forventede omkostninger ved byggeriet var på 34,6 mio. kr. inkl. udgifter til projektering, rådgivning mv. Kommunen indkaldte derefter til besparelsesforhandlinger, som ikke førte til et for kommunen tilfredsstillende resultat, hvorefter kommunen valgte at annullere det første udbud med henblik på at sende opgaven i nyt udbud. Ved det nye udbud, hvori N. H. Hansen & Søn A/S ikke deltog, var det laveste bud på 31.993.553 kr. Buddet medførte ifølge kommunalbestyrelsens forhandlingsprotokol en samlet byggesum inkl. følgeudgifter på 38.623.898 kr. Under disse omstændigheder, herunder at der allerede i første udbudsrunde var kommet et bud, der var noget lavere end buddet fra N. H. Hansen & Søn A/S, finder retten, at det ikke kan antages, at kommunens nye udbud skyldtes priskoordinationen mellem N. H. Hansen & Søn A/S og Elindco Byggefirma A/S, men derimod skyldtes, at de indkomne bud uafhængig af priskoordinationen var væsentligt højere end forventet af kommunens rådgiver.”
STK
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.