Udenrigsministeriet sparer på hjælp til virksomheder: Der er skåret 200 stillinger væk i Udenrigsministeriet. Og selv om mange af dem vedrører ulandsbistand, kommer det også til at gå ud over assistancen til danske virksomheders eksportindsats. Udenrigsminister Kristian Jensen har oplyst til erhvervs- og vækstudvalget, at besparelserne falder på fire områder: ”CSR-rådgivning: Nedprioriteringen af Eksportrådets bistand fra København til virksomhedernes CSR-indsats i tredjelande var led i den nødvendige tilpasning af organisationen som følge af nedjusteringen. På en række ambassader vil man fra Eksportrådets side fortsat kunne bistå virksomheder, der har behov for CSR-assistance.
Told – og eksportteknik: Her har vi foretaget en prioritering og mener, at det er muligt at reducere rådgivning herom. Rådgivning af kreative erhverv: Sektorfokuseringen skærpes. Det betyder, at Eksportrådets sektorkoordination af de kreative erhverv i København nedlægges. Der vil stadig være rådgivere ude på ambassader og handelskontorer, som tilbyder specialiseret rådgivning inden for de kreative erhverv. Synergi-dagsordenen (samtænkning af handel og udvikling): Mindre policy udvikling – men mere fokus på konkrete indsatser til gavn for virksomhederne (f.eks. virksomhedsseminarer målrettet udviklingsbankerne).”
Mindre skatterådgivning fra revisorer: Revisorer kan i begrænset omfang yde skatterådgivning til virksomheder, hvis regnskaber de reviderer. Med den nye revisionslov er denne adgang blevet yderligere indsnævret, fremgår det af et svar fra erhvervsog vækstministeren: ”Med den ændrede ordlyd er der sket en indsnævring af den skatterådgivning, der tillades. ”Skatterådgivning” dækker således over en bred vifte af ydelser, hvorimod ændringsforslaget medfører, at det kun er faktuelt baseret rådgivning om skattemæssige konsekvenser af virksomhedens forretningsmæssige dispositioner og anvendelse af skattelovgivningen, der er tilladt, jf. også bemærkningerne til ændringsforslaget. Revisor kan som følge af indsnævringen ikke yde skatterådgivning om andet end anvendelse af skattelovgivningen, da det kun er denne form for rådgivning, der er tilladt i den danske lovgivning, mens al anden skatterådgivning er forbudt ifølge forordningen.”
Udvalg anbefaler større bøder til finansielle virksomheder – men kun de store: Et udvalg med landsdommer Nikolaj Aarø-Hansen i spidsen har afleveret Betænkning om bødesanktioner på det finansielle område : ”Udvalget vurderer (…), at der er behov for en forhøjelse af niveauet for bøderne for overtrædelse af lov om finansiel virksomhed med henblik på at skabe en større sammenhæng mellem strafudmålingen og dels grovheden af overtrædelsen, dels størrelsen af den virksomhed, der har begået overtrædelsen. Endvidere bør der være større forskel på bøderne for virksomheder og fysiske personer, og bøderne bør forhøjes i de tilfælde, hvor der ved overtrædelsen er opnået en økonomisk fordel, men hvor denne ikke kan konfiskeres efter straffelovens regler herom. Derimod er der efter udvalgets opfattelse ikke grundlag for at forhøje bødeniveauet for rent bagatelagtige overtrædelser. Det samme gælder efter udvalgets opfattelse for overtrædelser, der begås af små finansielle virksomheder, hvis overtrædelsen må anses for mindre alvorlig.”
Et fåtal af Panam a-kunderne har skattepligt i Danmark: Ifølge en statusrapport fra Finanstilsynet er arbejdet med at undersøge bankernes rolle i forbindelse med Panama Papers forsinket af, at bankerne ikke har overblik over deres kunders engagementer i skattelylande. Foreløbig ser problemet dog beskedent ud, set med danske briller: ”Baseret på de oplysninger Finanstilsynet foreløbig har modtaget (ser det ud til), at det kun er få danske banker, som har haft sådanne kunder – primært private banking kunder – som ikke har betalt den skat, de skulle. Derudover tyder meget på, at hovedparten af de pågældende kundeforhold vedrører kunder, der ikke er skattepligtige til Danmark, og hvor kundeforholdet er forankret i bankens internationale datterselskab/filial. Det er ikke muligt på nuværende tidspunkt at sige noget om, hvorvidt kontakten til den internationale enhed er sket på foranledning af kunden selv eller via rådgivning fra en dansk medarbejder i pågældende bank. På det foreliggende grundlag ser danske bankers involvering i ”Panama-papers” eller andre tilsvarende konstellationer vedrørende skatteunddragelse samlet set dog ud til at være begrænset i omfang.”
STK
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.