Ultralave nedskrivninger i realkreditten
Finanstilsynets rapport om markedsudviklingen i realkreditinstitutterne i 2015 viser, at det trods al snakken om problemer med kapitaldækning og så videre er historisk fede tider i sektoren. Indtægterne fra især bidrag boomer, mens der er langt mellem tabene. ”Realkreditinstitutternes nedskrivninger på udlån var på 1,9 mia. kr. i 2015, hvilket er et fald på 2,8 mia. kr. i forhold til 2014, hvor nedskrivningerne var på 4,7 mia. kr. De lavere nedskrivninger er derfor en væsentlig årsag til forbedringen af realkreditinstitutternes resultat for året. Årets nedskrivningsprocent (årets udgiftsførte nedskrivninger i procent af udlånet) lå på 0,07 pct. i 2015 og er således faldet med 0,10 pct. point i forhold til sidste år. Det er det laveste niveau siden 2008. Forbedringen skal ses i lyset af lave renter og stigende boligpriser. Historisk set er realkreditinstitutternes nedskrivningsprocent lav, og til sammenligning lå den årlige nedskrivningsprocent i begyndelsen af 1990erne i omegnen af 0,7 pct.,” hedder det.
Krav til bestyrelsesmedlemmer i fonde
Erhvervsstyrelsen har fremlagt sin første års – beretning om styrelsens kontrol og tilsyn med erhvervsregulering . Man tilstræber at behandle særligt principielle sager mere grundigt end andre: ”Eksempelvis har styrelsen som fondsmyndighed i 2015 valgt at føre nogle tunge og meget principielle sager i forhold til de erhvervsdrivende fonde, hvor styrelsen har haft fokus på det samlede vederlag til bestyrelsesmedlemmer i fonden, og dennes dattervirksomheder. Styrelsen har bl.a. lagt vægt på, at et medlem af en bestyrelse i en fond, som tillige er medlem af bestyrelsen i fondens dattervirksomhed, godt kan modtage vederlag for bestyrelsesarbejdet i fondens dattervirksomhed. Vederlaget skal dog afholdes af dattervirksomheden og må ikke overstige, hvad der er sædvanligt efter hvervets art og arbejdets omfang, og hvad der er forsvarligt i forhold til den erhvervsdrivende fonds henholdsvis dattervirksomheds økonomiske stilling. Endvidere har styrelsen haft fokus på kravene til bestyrelsesmedlemmer i relation til forholdet til disses udpegningsberettigede, særligt i forhold til de fonde, der har offentlige-politiske mål. Styrelsen har understreget, at de, der er udpegningsberettigede, skal være opmærksomme på, at hvervet som bestyrelsesmedlem er personligt, og at bestyrelsesmedlemmet ikke er eller kan være underlagt instruktionsbeføjelser eller lignende fra den udpegningsberettigede, eller i øvrigt er berettigede til at orientere den udpegningsberettigede om arbejdet i bestyrelsen medmindre dette er aftalt med bestyrelsen.”
Flere anvendelsesmuligheder for ejendomme på landet Regeringen har indgået en aftale med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og De Konservative om en ændring af planloven. Aftalen indeholder blandt andet en mulighed for, at ejendomme på landet kan anvendes til flere formål end hidtil: ”Der er et voksende antal tomme landbrugsbygninger, tidligere skolebygninger, gamle mejerier m.v. i landdistrikterne. (…) Derfor ændres reglerne for anvendelse af overflødiggjorte landbrugsbygninger, således at reglerne ikke alene gælder muligheden for at anvende overflødiggjorte landbrugsbygninger, men udvides til at omfatte alle overflødiggjorte bygninger i landzone. Regelændringen betyder, at der i alle overflødiggjorte bygninger, uden kommunal landzonetilladelse, kan etableres: én bolig, håndværks- og industrivirksomhed, mindre butikker (op til 250 m2), lager og kontorformål, liberale erhverv og forenings- og fritidsformål. Reglerne gælder, som det også er tilfældet i dag, alene etableringen i eksisterende bygninger, der har en reel bygningsværdi (ikke er en ruin), der ikke om- eller tilbygges (kun indrettes) og der ikke er opført inden-for de seneste 5 år. Alle virksomheder, der er etableret i en overflødiggjort bygning, får mulighed for at udvide bygningen med op til 500 m2, uden at det kræver landzonetilladelse fra kommunen. I dag er reglerne sådan, at det kun er virksomheder med op til 5 an-satte, etableret i en tidligere landbrugsbygning, der uden en landzonetilladelse kan udvide med ca. 500 m2.”
STK
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.