Økonomisk Ugebrevs Konjunkturbarometer for den Globale Økonomi holder fortsat stand på den højeste score i flere år.
Som for to uger siden er scoren på 1,2 point i det samlede udfaldsrum mellem plus to og minus to.
Vigtigste nye signaler siden seneste opdatering kommer fra OECD’s ledende indikator , som historisk har vist høj samvariation med den faktiske udvikling. Særligt positivt er det i denne opdatering, at euroland er begyndt at rykke frem efter næsten et halvt års stilstand. Indikatoren viser fremgang næsten over hele linjen, hvilket ikke er sket de seneste år. Både USA, Canada, Rusland, Kina, Brasilien, Frankrig, Japan, Tyskland og UK viser fremgang. Kun for Indien viser OECD’s indikator nu tilbagegang.
Særligt for Europa synes opsvinget fortsat at være ret svagt funderet, og der skal antageligt ikke mange skælv til, før Europa igen ryger ud i stagnation eller recession, især hvis også euroen styrkes markant i forhold til US dollar. Noget, der synes at være en politikprojekt for præsident Trump, og der er derfor også lagt op til et heftigt tovtrækkeri med den amerikanske centralbank om rentepolitikken. At nerverne sidder uden på tøjet på de nå-lestribede finansfolk indikeres blandt andet af det såkaldt Black Swan (SKEW) indeks, der afspejler omfanget af indeks-putoptioner out-of-money på det amerikanske aktiemarked. Det er altså putoptioner, som kan anvendes som en forsikring ved større aktiekursfald. I slutningen af denne uge steg SKEW-indeks til indeks 143, hvor det kun har været oppe otte gange de seneste fem år.
Den nervøse stemning afspejler efter alt at dømme, at finansmarkederne er enormt usikre på, hvad Trump kan finde på, efter han endelig fredag satte sig i stolen som ny præsident. Selve aktiemarkedet har nærmest ligget bedøvet hen de seneste uger, og det afspejler antageligt, at der ses mulighed for både positive og negative overraskelser.
Som det fremgår af analysen på side 15, er aktieanalytikerne fortsat skeptiske over, hvorvidt det spirende økonomiske opsving vil sætte sig i virksomhedernes overskud. Højere rente, højere lønninger og højere råvarepriser kan meget vel spise en stor del af de stigende overskud. Og oveni kommer de historisk store geopolitiske risici, som ligger forude. Bemærk i denne forbindelse Økonomisk Ugebrevs morgenmøde den 1. februar kl. 8.00, hvor der fortsat er ledige pladser. Der er indlæg af: Marlene Wind, professor og leder af Center for Europæ-isk Politik, Københavns Universitet. Overskrift: ”EU anno 2017 – endnu et annus horribilis?” Og indlæg af Steen Jakobsen, cheføkonom for Saxo Bank, med mere end tyve års erfaring fra Londonbaserede finanshuse. Overskrift: ”Trump – begyndelsen på noget nyt eller begyndelsen på enden?”
Tilmelding her .
MWL
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.