Regeringen, Nationalbanken og de fleste fagøkonomer har dømt økonomisk opsving i dansk økonomi, baseret på dels Danmarks Statistisks opjustering af BNP tallene for 2013-2015, og dels på positive ledende indikatorer for de seneste måneder.
I Økonomisk Ugebrevs analyser har vi erkendt, at billedet tegner langt mere positivt end vi har gjort det de seneste år. Vi kan dog ikke lade være med at kaste en lille smule malurt i bægeret: det meste af euforien er baseret på positive ledende indikatorer og muligvis store sæsonudsving, som det er vanskeligt at korrigere rigtigt for med henblik på at udjævne sæson. Kort sagt: Vi mangler nogle hårde facts. For det første har udviklingen i danskernes privatforbrug tegnet meget positivt. Nu er der kommet data for detailsalget for december og data for Dankortomsætningen. Og det tegner ikke særligt godt, og noget af forklaringen kan være Black Friday i oktober. Under alle omstændigheder er billedet, at både tal fra Danmarks Statistik og Dankortomsætningen korrigeret for øgede markedsandele til Dankortet tegner negativt.
For det andet var udviklingen i industriproduktionen nærmest overvældende stærk. Ifølge Danmarks Statistik steg industriproduktionen 6,6 procent i november. Men målt som et glidende gennemsnit ligger den seneste tremåneders periode lavere end den foregående tremåneders periode, skriver Danmarks Statistik . Den samlede industriproduktion gik 6,6 pct. frem i november. Denne stigning kommer efter en fremgang på 5,7 pct. i oktober og en nedgang på 7,1 pct. i september. Ses der på udviklingen for de seneste seks måneder, faldt produktionen 2,2 pct. i september-november i forhold til juni-august.
Umilddelbart er det altså vanskeligt at tolke, om tallene viser fremgang eller en flad udvikling. Det bliver vi klogere på de næste måneder.
For det tredje viser de seneste data fortsat solidt fremgang i antallet af lønmodtagere. For november 2016 skriver DS , at ”der var 6.000 flere lønmodtagere i november 2016 end i måneden før, hvilket er en større stigning end den gennemsnitlige månedlige stigning hidtil i 2016, som var på 3.900.”
Problemet med målingen af lønmodtagere er, at det omfatter alt fra flaskedrenge i supermarkedet med fem arbejdstimer pr. uge til fuldtidsansatte. De seneste data for antal fuldtidsansatte lønmodtagere for 3. kvartal viser faktisk et lille fald i forhold til kvartalet før. Så underliggende kan det godt være, at billedet ikke er så positivt.
Naturligvis krydser vi stadig fingre for, at der er solid fremgang i dansk økonomi. Hvis man ser på ledige kontorkvadratmeter i Hovedstaden, bankernes udlån til erhvervslivet og annonceomsætningen i danske medier er der ikke klar indikationer på, at der er fremdrift overhovedet. Men det kan selvfølgelig være, at det kommer senere.
Morten W. Langer
se tabel her
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.