At knække den kinesiske gåde – at forklare, hvorfor Kina bliver ved med at vokse i uhørte vækstrater – dét er temaet for den internationalt anerkendte økonom Yukon Huang i sin nye bog ”Cracking the China Conumdrum.” Det er en bog, der er et must for enhver, der arbejder med Kina, og som er afhængig af Kinas udvikling.
Udenlandske medier og eksperter har generelt i årevis givet et forkert eller utilstrækkeligt billede af Kina, fordi der har været forventning om et sammenbrud af Kinas økonomi eller oprør mod det autoritære system. Selv ikke under Vestens finanskrise blev Kina ramt, fordi Beijing pumpede enorme beløb ud i økonomien. Hverken Japan eller Sydkorea kunne have uafbrudt vækst i 40 år. Hvorfor gik det ikke galt i Kina?
TOSTRENGET SYSTEM
Hovedbegrundelsen er, at Kina har et tostrenget system med 1) en stærk politisk ledelse, der lægger de overordnede rammer for økonomien, og som kan gribe ind for at stimulere væksten eller bremse op og 2) temmelig frie tøjler for økonomien og erhvervslivet, hvor virksomheder har en dispositionsfrihed, der til tider er mere udtalte end i USA. Det er denne tostrengethed, som vesterlændinge har svært ved at forstå, ikke mindst fordi vesterlændinge har svært ved at acceptere den autoritære styring.
Yukon Huang er økonom. Han var en af de første kinesere, der fik en uddannelse i USA, på Yale og Princeton, og han har arbejdet i det amerikanske finansministerium og i Verdensbanken i mange år, herunder i Beijing. Sidenhen kom han til tænketanken Carnegie Endowment for International Peace i Washington og blev en skattet skribent hos f.eks. Financial Times. Han har levet on-and-off mellem Vesten og Kina, og han erkender, at han under sine år i Washington blev alt for præget af den amerikanske holdning til Kina. Han måtte leve nogle år i Kina, før han virkelig forstod, hvad der driver landet, og hvorfor de fleste tager fejl af det.
Han giver en god forståelse af problematikken ved hele tiden at sige, hvordan vi ser på Kina, f.eks. om valutapolitikken, hvorefter han skriver: ”Vi tager fejl.” Og så kommer hans forklaringer. På denne måde piller han vores fejlopfattelser fra hinanden, én efter én, f.eks. om det ”lave” forbrug og de ekstremt høje investeringer. Forbruget er lavt i procent af økonomien, men det vokser mere end økonomien og i alle samfundslag og over hele landet. Er der overinvesteringer? Nej, for Kina begyndte på et underudviklet stadium, og den høje vækst gør det muligt at håndtere gælden.
Kina har fundet sin egen model, som gør det muligt at udvikle landet ekstremt kraftigt årti efter årti. Der er nok en central styring, men regioner og storbyer kører i høj grad deres eget løb. Derfor er der en ubalance i økonomien, men det gavner Kina. Ubalancen skyldes den kraftige urbanisering og store regionale forskelle.
Man kan ikke altid stole på statistikken i Kina, men det skyldes, at vilkårene er anderledes end hos os, og i sidste ende har væksten faktisk været større, så Kina har en stærkere økonomi, end tallene viser, skriver han. Kina er en ikke-normal økonomi. Korruptionen har været med til at styrke væksten, fordi den har stimuleret investeringer. Kina er ikke det skræmmebillede, som USA gør det til under præsident Donald Trump. Kun 2 pct. af USA’s investeringer i udlandet er havnet i Kina, så USA har ikke mistet jobs ved at investere i Kina. Tværtimod, for de kinesiske investeringer i USA er langt større.
HOLISTISK SYN
Når vi i Vesten taler om reformer, mener vi ofte politiske. I Kina fokuserer man på økonomien og erhvervsvilkårene, f.eks. med liberaliseringer og konkurrence. Konkurrencen er benhård mellem statsselskaber. I en verden, hvor vi slås om liberalisme og socialisme, har vi svært ved at se, at Kina systematisk bruger begge politiske modeller på én gang.
Gælden er stor, men den kan kontrolleres på grund af den politiske styring og satsningen på høj vækst – i disse år på 6-7 pct. Da det meste af gælden er offentlig og indenrigs, er Kina ikke sårbar, som lande er i Vesten er det. Vil man forstå Kina, må man have et holistisk syn på landet, som kineserne selv har. Det gælder også, når man vil vurdere landets rolle fremover. På alle leder får vi en konkurrent. Det bliver ikke nødvendigvis en trussel, men en udfordring.
Chracking the China Conumdrum, Yukon Huang, 263 sider, Amazon, 27 dollar.
Hugo Gaarden
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.