OPEC’s dage er talte

Godt nok er olieprisen nu igen steget til omkring 50 dollar pr. tønde, men derfor skal man ikke tro, at alt nu igen er som det plejer på de globale oliemarkeder. OPEC vil nemlig af flere både interne og eksterne årsager aldrig genvinde den prisdikterende markedsmagt, kartellet tidligere har haft, og verden skal derfor ikke forvente, at olieprisen igen stiger til over måske 55-60 dollar pr. tønde, skriver Jakob Kirkegaard fra Peter G. Peterson Institute For International Economics i denne kommentar.

For det første er de seneste års meget kraftige globale efterspørgselsstigning fra primært Kina og de olieeksporterende lande selv nu ovre, ligesom den globale økonomi står over for en længere periode med relativt lav økonomisk vækst. Kombineret med de stadigt mere restriktive regler for bilers benzinøkonomi og den langsigtede vækst i salget af elbiler, som dæmper stigningen i efterspørgslen fra transportsektoren, vil de globale oliemarkeder i de kommende år således kun opleve relativ moderate stigninger i efterspørgslen.

For det andet er det idag de private, amerikanske skifferolieproducenter, som de facto er den globale ”swing producer”, og det er deres break even-pris, som er afgørende for, på hvilket prisniveau det globale olieudbud opretholdes. Til alt held er produktiviteten i skifferoliesektoren steget meget kraftigt i de seneste år, og selvom antallet af nye boringer er faldet dramatisk i de seneste måneder, synes sektoren i dag at være i stand til at få sine finansieringsbehov dækket, selv ved priser på blot 50-60 dollarpr. tønde. Der er derfor ikke udsigt til, at den amerikanske skiffergasproduktion fortsætter med at falde, ligesom man skal huske på at, modsat mere traditionelle olieudvindingsmetoder er skifferolieproduktion meget logistisk nem at genstarte.

Det er dog den dramatiske ændring i år Saudi Arabiens langsigtede egeninteresse, som reelt gør, at OPEC aldrig igen bliver det samme kartel. To ting gør sig her gældende. Først er det klart, at selvom Saudi Arabien naturligvis godt kunne tvinge olieprisen op til måske 100 dollar pr. tønde igen ved dramatisk at skære i sin egen produktion, så har landet reelt ikke råd til at gøre det, da det ville mindske dets egne indtægter i en tid, hvor omkostningerne til den saudiske velfærdsstat er stærkt stigende. Men nok så vigtigt ville en oliepris på 100 dollar pr. tønde som følge af saudiske produktionsnedskæringer primært give Iran – Riyadh’s regionale rival – store olieindtægtsstigninger, og derfor øge dets handlemuligheder i de mellemøstlige proxy-krige i primært Syrien og Yemen. En helt uacceptabel situation for Saudi Arabien.

Af størst betydning for Saudi Arabiens langsigtede kalkyle er dog den nyelige globale COP21-aftale. Ligegyldigt hvad man mener om Paris-aftalen, så er den både global i udstrækning og juridisk bindende, og derfor er den første lille skridt på vejen mod en gradvis reduktion af den globale CO2-udledning. Det er også, set fra Saudi Arabiens hjørne, mindre vigtigt, hvorvidt COP-aftalerne reelt vil være i stand til at nå målene for en mindskning af den globale opvarmning. Det, der betyder noget, er, at de globale klima-institutioner på langt sigt vil gøre det meget dyrere at forbruge fossile brændsler og ikke mindst olie. Af den årsag er det derfor allerede idag klart, at en væsentlig del af de teknisk udvindelige globale oliereserver ikke i fremtiden vil blive udnyttet, men i stedet må forblive under jorden.

For et land som Saudi Arabien med oliereserver til måske 100 års produktion og verdens laveste gennemsnitsproduktionsomkostninger betyder disse langsigtede forhold en dramatisk ændring i hvilken type pris og produktionspolitik, som på kort sigt er rationel. Hvor det tidligere helt klart var smartest for Saudi Arabien at være traditionelt prismaksimerende i OPEC, og derved via en til tider tilbageholdende produktion at presse priserne op, så er det allerede i dag bedst for Riaydh at forsøge at maksimere sin egen markedsandel, også selvom det betyder måske markant lavere priser. Selv ved 50-60 dollar pr. tønde tjener Saudi Arabien nemlig gode penge, men nok så vigtigt, så gør mange med højere omkostningsproducenter ikke, hvorfor de kan formodes over tid at forlade markedet. Derved opnår Saudi Arabien på lang sigt, at det er andres landes udvindelige oliereserve, som forbliver i jorden, mens det er deres egen olie, som bliver bragt til markedet. Og det er på den måde, Riaydh i dag og i fremtiden beskytter sine egne interesser bedst. Også selvom de reelt derved underminerer andre OPEC-producenter som Venezuela eller Nigeria, som har højere produktionsomkostninger og finanspolitiske behov for langt højere priser.

Man skal derfor ikke bliver overrasket i de kommende år, hvis Saudi Arabiens oliepris-politik fører til politisk og økonomisk kaos i andre OPEC-lande. Det er nemlig på langt sigt godt for Riaydh.

læs hele udgivelsen her