Europæiske nøgletal for forbrugertillid og virksomhedernes tro på fremtiden har på det seneste skuffet. Og det kunne være nærliggende at tilskrive det de seneste terrorangreb i Brussels. Man skal imidlertid ikke tro, at terrorisme i Europa har andet end en kortvarig direkte chok-effekt. Den reelle risiko ligger i stedet via dens indirekte effekt på fremtidige politiske beslutninger, skriver Jacob Funk Kirkegaard fra Peter G. Peterson Institute For International Economics (og tidligere efterretningsofficer) i denne kommentar.

Det er muligt, at den nuværende salafistiske terror i Europa, grundet dens tilfældighed, morderiske intensitet og mangel på identificerbare mål, har en anden psykologisk forbrugereffekt end tidligere tiders nationalistiske og politiske terrorangreb i Europa. Det kan også tænkes, at sociale medier forstærker den personlige ”nyhedseffekt” af terrorangreb – er du ”i sikkerhed” debatten på Facebook? – på en måde som aviser og TV ikke gjorde tidligere. Det er et faktum, at grupper som IRA og ETA i 70´erne og 80´erne dræbte langt flere europære end Al Qaeda eller IS har magtet til dato, og den Gadaffi dikterede bombesprængning af et TWA fly over Lockerbie i 1988 er stadigt Europas værste terrorangreb.

Det er rigtigt, at restauranter og andre forlystelsesbrancher i just terrorramte byer generelt oplever en kortvarigt nedgang i omsætningen. Men disse fald måles oftest i dage eller blot nogen få uger. Og meget af det tabte vindes tilbage i de efterfølgende måneder. Rent faktisk voksede den europæiske økonomi jo solidt i årene med flest terror drab i 1970´erne. Så tærskelværdien for hvornår terror har en reel negativ makroøkonomisk effekt, er generelt særdeles høj i vestlige demokratier, da terroristers mulighed for at undergrave legitimiteten af en siddende folkevalgte regering er meget lav. På trods af altid alarmerende overskrifter skal der rent faktisk rigtigt meget til for at slå os økonomisk af banen. Frekvensen af større terrorangreb i Europa, som indtil for nyligt var ganske lav med blot et par ”successer” i det 21. århundrede i Madrid i 2004 og London 2005 (Breikvik i Norge i 2011 kunne medregnes) skal derfor stige ganske kraftigt. Og indtil nu ser det ikke ud til, at Paris i november 2015 og nu senest Bruxelles for et par uger siden, er begyndelsen på en ny storstilet kampagne.

Men man ved aldrig. Og selvom den direkte makro-økonomiske risiko afledt af terror er lille, så står Europa over for en række vigtige beslutningspunkter de kommende måneder, som angrebene i Paris og Bruxelles allerede har påvirket. Risikoen her er, at yderligere angreb vil få europæiske vælgere og regeringer til at vælge de dårligske løsninger på specifikke fremtidige problemer, og derved skubbe Europa i en stadigt dårligere position. De vigtigske beslutningspunkter de kommende måneder vil være spørgsmål om Brexit i slutningen af juni, spøgsmålet om den tyske regering fastholder sin åbne dørs politik, og så det franske præsidentvalg i 2017.

Odds på Brexit blev lynhurtigt justeret ned, da forventningen efter angrebet i Bruxelles er, at det styrker Brexit-siden. De kan jo nu appellere til den britiske vælger om, at han/hun nu ikke længere kan føle sig sikker, og at kun uden for EU vil London kunne sikre sine ydre grænser. Det er en type overfladisk EU folkeafstemningsargumentation, man kender alt for godt i Danmark. Angela Merkel har i de seneste måneder spenderet en meget stor portion af sin personlige politiske kapital på at fastholde Tysklands åbne dør politik over for flygtninge. Man kan kun gisne om, hvad der ville ske, hvis Tyskland en dag bliver ramt af et terrorangreb. Men det kunne nemt betyde, at Merkel ville blive tvunget til at indføre en tysk kvoteordning, og de facto lukke de hjemlige nationale grænser. Da Tyskland jo er det primære flygtninge destinationsland i Europa, vil en tysk grænselukning medføre, at tusinder af flygtninge ville strande rundt om i Europa. Det ville givet betyde enden for Schengenaftalen om fri bevægelighed. Velvidende, at Tyskland givet ville få skylden for et sådant kollaps af EU’s Schengenaftale, har Merkel med andre ord vægtige grunde til ikke at ændre politik. Men et terrorangreb i Tyskland ville kunne tvinge den tyske kansler.

Så er der det franske præsident valg, hvor Marine le Pen er stor favorit til at vinde første valgrunde, men derefter tabe til en centrum-højrekandidat i anden runde. Såfremt Europas ledere ikke får styr på den græske grænse et godt stykke før mj 2017, kan man dog ikke afvise, at Marine le Pan kan nå op i nærheden af 50 procent af stemmerne. Franske vælgere, som har mistet troen på, at deres regeringer i EU er opgaven voksen, vil givet være fristet til at vælge sådanne nye og nationalistiske ledere, hvilket igen ville kunne handlingslamme EU.

Desværre for de finansielle markeder er den slags terror-risiko et klassisk eksempel på Knightiansk usikkerhed, som ikke kan kvantificeres og derfor ikke kan prises ind i værdien af aktier og obligationer. Men bare fordi markederne til dato ikke nævneværdigt har reageret på angrebene i Paris og Bruxelles, betyder det ikke, at den underliggende markedspris og usikkerhed er lav – tværtimod. Derfor kan der aktuelt være tale om en kortvarig stilhed, før en potentiel virkelig terror relateret politisk storm rammer Europa.

Læs hele udgivelsen her