Trump er nødt til at fortsætte med at overraske

Verden står på tærsklen af en helt ny situation, hvor USA’s nye præsident ikke nødvendigvis er en tilhænger af den liberale verdensorden, som USA selv har skabt efter 1945.

Donald Trump’s valgsejr var uden tvivl den største af mange store politiske overraskelser i 2016. Men det er vigtigt at forstå, at overraskelserne fra ham kun lige er begyndt, skriver Jacob Funk Kirkegård fra Peterson Institute For International Economics i denne kommentar.

Man kan håbe på, at Donald Trump til trods for sin hårde valgkamps retorik vil regere som en relativ normal konservativ republikaner. Men der er flere grunde til, at det næppe bliver casen for de næste fire år. Til gengæld har han selv som mangemillionær rigtigt meget at tabe, hvis det går galt, men det har hans vælgere ikke. Alligevel trækker meget i retning af flere overraskelser fra Trump.

For det første er det klart, at Donald Trump ikke bare vil overraske for at overraske. Han vil overraske, fordi det ikke kan undgås, på grund af mange politiske selvmodsigelser under valgkampen. Ganske som i reality-TV, hvor alle konstant sidder og venter på det uventede, så er Donald Trump tvunget til at udsende en konstant strøm af overraskende udmeldinger, for at distrahere pressens og offentlighedens opmærksomhed væk fra hans egne og USA’s egenlige problemer.

Husker man tilbage på Silvio Berlusconi’s regeringstid i Italien, så har man et tidligere eksempel på den slags ”regering via distrahering” fra en regeringschef med store personlige forretnings – og interessekonflikter, ingen regeringserfaring og liden personlig interesse i rent faktisk at løse sit lands grundliggende problemer. Resultatet er en lind strøm af udmeldinger, som enten giver meget lidt mening, eller blot søger at placere skylden for problemerne på udvalgte og ofte udenlandske syndebukke.

Lige nu ses denne logik tydeligt, idet Donald Trump de seneste uger har udsendt en stribe af sine notoriske tweets om diverse andre emner end, hvad mange anser for at være et hovedproblem. Nemlig hans potentielt alvorlige konstitutionelle problem omkring, hvad han rent faktisk har tænkt sig at gøre med sine personlige forretninger efter at have indtaget præsidentembedet.

Det vil nok være en fejl at betragte disse tweets som reelle indikatorer for, hvad Donald Trump har tænkt sig at gøre som ny præsident. I stedet kan de betragtes som den slags støjende decoys, som u-både udsender for at undgå at blive opdaget og ramt af en fjendtlig torpedo. David Brooks fra NYT har beskrevet Donald Trump’s tweets som indledningen på et snapchat-præsidentskab, hvor Donald Trump’s udmeldinger ikke er andet end forsøg på at vinde opmærksomhed i nuet, men som derefter forsvinder op i den blå luft.

For det andet er Donald Trump formentligt den første amerikanske præsident som på intet tidspunkt i sit liv har været ansvarlig overfor eller underlagt nogen. Han er født ind i en hovedrig familie og har altid været eneejer af sine virksomheder, som altid har været tæt forbundet til eget navn, og har aldrig haft en bestyrelse eller anden form for kontrol over sin ledelsesstil. Derfor er det ikke overraskende, at Donald Trump siden valgsejren har været ligeglad med stort set alle skrevne eller udskrevne regler for, hvordan en sejrrig præ-sidentkandidat opfører sig i forhold til det embede han snart vil overtage. Det ses tydeligt i Donald Trump’s accept af et opkald fra Taiwans præsident i strid med årtiers amerikansk udenrigspolitik, hans direkte indblanding i striden mellem Obama og den israelske regering eller hans afstandtagen fra USA´s efterretningstjenesters konklusion om russisk indblanding i cyber-angrebene på det demokratiske parti og Hillary Clintons valgkampagne. En ting synes ihvertfald sikkert, nemlig at man ikke skal tro på, at Donald Trump pludseligt efter et par måneder i det Hvide Hus sadler om og begynder at opføre sig som en mere normal præsident i forhold til de konstitutionelle begrænsninger jobbet er underlagt. Han har ganske simpelt, på godt og ondt, ingen personlig erfaring med nogensinde at have underlagt sig nogen begrænsninger. Og så har Donald Trump selvfølgeligt som outsider netop et mandat til at ruske op i det amerikanske politiske system, og må derfor leve op til en folkelig forventning til at gøre overraskende ting.

Det er imidlertid en meget naiv og farlig opfattelse, at Trumps uforudsigelighed er en taktisk og endog strategisk fordel for USA, og kan hjælpe landet med at ”forhandle bedre internationale aftaler hjem”. Man behøver ikke at have studeret udbruddet af 1. verdenskrig for at vide, at strategiske dilemmær mellem stormagter er meget meget farlige. Og nationer – i modsætning til USA´s præ-sidenter som har maksimalt otte år – varer evigt, og vil derfor være tvunget til at forhandle med de samme internationale partnere igen og igen.

læs hele udgivelsen her