Mark Zuckerbergs følelser.
Det har givet ikke været sjovt for Facebook-stifteren, da han i forrige uge over to dage måtte besvare spørgsmål fra kongresmedlemmer, hele tiden fulgt af nærgående kameraer. Men mon ikke de cirka 20 mia. kroner, han ifølge Economist tjente på kursstigninger i Facebook-aktien over høringsdagene, har haft en lindrende virkning.
De danske medier frydede sig over, at Zuckerberg blev ”grillet”, men man overså, at langt det meste af tiden gik med at parere nok fyndige, men dybest set irrelevante udsagn fra senatorer, der tilsyneladende ikke så høringen som meget andet end en anledning til at vise sig frem over for vælgerne i hjemstaterne. Denne manglende skarphed hos lovgiverne betryggede investorerne, men alle vi andre er lige vidt, og det burde have fremgået af dækningen i danske medier. En undtagelse var en diskret artikel på side 16 i Børsen forrige fredag, hvor en ekspert i internetregulering siger, at høringen var spil for galleriet. Lidt apropos, så læs også Børsens interview med Margrethe Vestager samme dag. Det handler ikke så meget om it-giganter, men kommissæren har interessante betragtninger om politisk magt.
DR’s erhvervsdækning. Det britiske pund faldt som bekendt brat efter Brexit-afstemningen for snart to år siden, men lige nu ligger det på sit hidtil højeste i denne eftertid – hjulpet på vej af en rentestigning og de generelt gode konjunkturer i verden. Dét fik DR tirsdag oversat til, at Pundet trodser dommedagsprofetier: Når højeste niveau siden Brexit .
Nede i artiklen er det nogenlunde forklaret, at selv om det går bedre end frygtet, er Brexit ikke pludselig holdt om med at være et problem for valutahandlere eller andre erhvervsaktører. Men mon ikke de fleste kun vil læse overskriften. I en tid, hvor man diskuterer, hvor stor DR bør være, bør det først og fremmest stå klart for det statslige mediehus, hvad det skal være: En bannerfører for troværdighed. Man kan fravælge et stofområde, men det går ikke at tilvælge det, og så behandle det stedmoderligt, som man i blandt andet dette tilfælde gør med erhvervsstoffet.
Don’t worry? “Tusind tak til TV2 for omtalen,” skriver selskabet Happy Helper på sin facebookvæg, efterfulgt af en emojo med klappende hænder, idet man deler denne ar – tikel om den ”ekstremt populære” rengørings-app. Mon ikke opslaget har skabt tåkrumninger på TV2’s redaktion, for det var en del af en dygtigt lanceret mediekampagne op til børsintroduktionen, hvor man åbenbart gerne vil have almindelige danskere til at åbne tegnebogen.
Flere andre medier har fortalt den glade historie fra forskellige vinkler, og det er en påmindelse om, hvordan medier kan blive brugt og misbrugt ved børsintroduktioner. Ikke at der er noget galt med en rengørings-app, endsige at børsnotere den, eller at sælge aktierne til almindelige danskere. Men som Børsen påpegede både i forrige uge og torsdag , er der altså her tale om en højrisikabel investering, hvor et lille selskab med en omsætning på cirka 3 mio. kroner bliver solgt for et beløb på den sjove side af 100 mio. kroner. Blandt de historier, som selskabet har spredt – her samlet op af BT – er, at Emil Thorup er blandt de nye aktionærer. Det er et godt kendisnavn til at trække almindelige danskere til, men hans medvirken er fuldstændig irrelevant for investeringscasen, og om noget bør den slags medieoffensiver få alarmklokkerne til at ringe.
Ugens citat. ”De personlige relationer er afgørende i denne branche, og det er farligt at have fjender.” Sagt i Børsen af Mads Søndergaard, adm. direktør i Søndergaard Nedrivning, som har hjulpet bagmandspolitiet med oplysninger om deling af priser i branchen; oplysninger, som nu har ført til en række tiltaler, hvoraf der i de alvorligste er påstand om fængselsstraf.
Men hvorfor skulle det særligt i denne branche være afgørende med personlige relationer til konkurrenter? Det giver ingen mening, så noget tyder på, at der, uanset hvordan retssagerne går, er en del vej igen med at skabe en branche med sund og ægte konkurrence. Det fremgår i øvrigt, at Mads Søndergaard blev meddeler i forbindelse med et uanmeldt kontrolbesøg fra konkurrencemyndighederne i 2015, der åbenbart tidsmæssigt faldt heldigt sammen med, at han netop havde indset, at det var ulovligt og umoralsk at låne hinandens tilbudsberegninger.
STK
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.