Kampen om historien om DONG
Det er diskussionen, der ikke vil høre op. Tværtimod: Danske medier er i den sidste uge blevet til en valplads i slaget om fortolkningen af historien om DONG Energy siden 2013. Staten solgte dengang ud af DONG-aktier til en pris, der satte hele koncernen til 31 mia. kr., mens den nu ved børsnotering pludselig er op mod 100 mia. kr. eller mere værd. Staten blev snydt, siger socialdemokratiske ikoner , mens DONG-ledelsen går kraftigt til mod – angreb og forklarer værdiskabelsen på blot tre år med – netop – DONGs fantastiske ledelse. Begge parter synes først og fremmest at argumentere ved hjælp af udokumenterede påstande som “danske fonde stod klar til at skyde penge i DONG” eller “værdiskabelsen kunne ikke være sket uden Goldman Sachs”.
Der er brug for en grundig undersøgelse af sagen, mener Berlingske Business’ kommentator, og andre understreger det store ansvar som daværende finansminister Bjarne Corydon og hans departementschef David Hellemann må bære: Magthavende politikeres og centraladministrationens stærke lyst til at tromle vigtige beslutningsprocesser hel- eller halvhemmeligt igennem hævner sig. Endnu en gang.
Hellemanns gådefulde exit
David Hellemann, siden 2014 chef for Nordeas store privatkundeforretning i Danmark har, kan man forstå , besluttet at sige op, fordi han har udsigt til at få en topchef-stilling et andet sted i løbet af et par uger. Der er således ikke tale om nogen form for uenighed eller utilfredshed i det gensidige forhold til Nordeas topledelse. Hvis det er tilfældet, er det oplagte spørgsmål selvfølgelig, hvorfor både Nordea og David Hellemann ikke venter med at bekendtgøre opsigelsen, til han har fået sin nye ansættelse på plads.
Det ses desværre ofte, at bestyrelser og kendte chefer ikke tænker kommunikationen omkring opsigelser ordentligt igennem. De undervurderer, hvor meget deres organisationer og offentligheden interesserer sig for deres ledelsesforhold. De gå-defulde signaler, der omgiver David Hellemanns exit, giver foreløbig anledning til spekulationer og usikkerhed både i og uden for Nordea.
Tvivlen begynder at brede sig: Tjente staten virkelig 18 mia. kr. på bankpakkerne?
Økonomisk Ugebrev bragte i den forrige udgave en kommentar om, at Finansministeriets regnestykke om, at staten – og skatteyderne – tjente 18 mia. kr. på bankredningspakkerne efter finanskrisen, er et gigantisk fupnummer og mediestunt af dimensioner. Efter meldingen fra Finansministeriet bredte historien sig ukritisk som en steppebrand i hele den danske medieverden, fra TV kanaler, radio, dagblade til finanstjenester. Ingen stillede kritiske spørgsmål til regnestykket, som ikke var opstillet af en uafhængig part. Og regnestykket blev endda bakket op af eksperter, hvoraf flere af dem traditionelt virker som myndighedernes og ”systemets mand”. Det betyder nemlig, at man er inde i varmen, når det skal nedsættes såkaldt uafhængige ekspertudvalg. Nu har også Finans taget fat i historien, og det sker efter den internationale finanstjeneste Bloomberg har regnet på bankpakkerne. Konklusion: Det har været en ekstremt dyr fornøjelse for skatteyderne. Ja, det er temmelig flovt for den danske erhvervspresse, at den type historier går ukritisk ud i æteren, og at en international finanstjeneste skal skære al mediemanipulationen fra.
Dansk økonomi er næppe i særlig fremgang, men medierne er rundforvirrede
Hvad skal man tro som medie, når regeringen, Nationalbanken, EU og OECD fortsætter med at komme med økonomiske prognoser for den danske BNP-vækst, som er overoptimistiske eller i værste fald fuldstændig urealistiske – og baseret på drømmerier. De hurtige medier har ikke overraskende tendens til at videreformidle bundlinjen i BNP-prognoser helt og aldeles ukritisk. Måske med en kommentar fra en bankøkonom, som også er en del af systemet. Økonomisk Ugebrev har tidligere påpeget, at hovedparten af alle de professionelle prognosemagere over de seneste tre år har været systematisk alt for optimistiske. Måske skulle vi indarbejde det i vores journalistisk, når vi videreformidler budskaberne og dansk vækst?
