Ugens stærkeste og svageste erhvervsdækning

Når guru Tvede taler: Det er forbløffende så lidt dokumentation, store danske erhvervsmedier stiller sig tilfredse med, når blot er en af deres yndlingsguruer optræder som enekilde. I Børsen i denne uge kunne investoren Lars Tvede berette om, hvordan han på et møde i en bank (hvis navn ikke oplyses) havde fået at vide, at globale aktier kan stige 300 procent i de næste fem år. Det er dog ikke bankens officielle prognose, som er meget mere afdæmpet, men en slags hemmelig prognose, som Lars Tvede lidt tilfældigt fik kendskab til. Også Berlingske Business finder anledning til at slå denne udokumenterede historie fra Børsen ganske stort op. Vi havde intet imod, at Lars Tvede fik ret. Men i en tid, hvor veletablerede medier mere end nogensinde bør kæmpe for troværdigheden, må man undre sig over den type løs informationsformidling, som man snarere ville vente at finde på de internetfora, der udveksler rygter og alskens mere eller mindre velunderbyggede spådomme. Der gemmer sig dog et lidt mere interessant spørgsmål bag de luftige artikler: Kan Lars Tvede have ret i, at banker og analytikere i deres officielle prognoser er alt for bange for at afvige fra de mainstream-forventninger, der også deles af et flertal af deres kolleger?

En gammeldags PDF-fil er ofte bedst: Redaktioner og kommunikationsafdelinger bliver ofte vurderet ud fra, hvor gode de er til at udnytte de mest avancerede digitale hjælpemidler i deres informationsformidling. Det kan ofte tage overhånd, så den moderne formidling snarere bremser brugerne end hjælper dem. Et eksempel var denne uges regnskabsfremlæggelse fra Lego, hvor brugerne kun med nogen klikken rundt på hjemmesiden kunne finde frem til en PDF-fil med omgående og direkte adgang til tallene. Også andre store virksomheder og de store websites for erhvervsnyheder har forelsket sig i kostbart internet-tv og forskellige former for oversmart grafisk formidling, der ofte gør det noget mere besværligt for deres travle brugere at finde frem til de relevante, præcise oplysninger.

Karma is a bitch: Thor Stadil fra Hummel er en bølle. Det kunne han læse i BT forrige fredag. Det handler om nogle forskningsrettigheder, som han havde investeret i gennem en forløb, der strakte sig fra 2008 og nogle år frem. Det er et par af de tidligere ejer af rettighederne, der i dag er vrede. Hvad der er op og ned i historien er vanskeligt at få rede på for den udenforstående. Men vreden er der altså, og den er naturligvis kommet op til overfladen som følge af den seneste tumult om direktør-fyringen i Hummel. Det giver anledning til eftertanke, både for erhvervsledere og for erhvervsmedierne: Er man erhvervsleder, skal man vælge, om man vil tage slagsmål offentligt. Uanset hvor meget ret, man føler, man har, vil det også virvle alt muligt andet støv og skidt op. For mediernes vedkommende skal vi måske være mere flittige til at tage den slags personhistorier op. In casu – unge iværksættere har meget brug for at vide det, hvis en potentiel investor har et dårligt ry.

Tonen & der er forskel på folk: Når læsere på jp.dk vil kommentere en artikel, bliver de i avisens debatreglerformanet om, at de ikke må være aggressive i tonen, og at de skal undgå smædeord og personangreb. Men den regel gælder åbenbart ikke avisens egne bloggere, som David Trads, der i sidste uge benyttede platformen til at bekendtgøre , at han ”foragter alt det, som Nets-direktør står for.” Direktøren er Bo Nilsson, og anledningen er hans bonus på en halv mia. kroner. Denne bonus fortjener i høj grad kritik og modsigelse, men når JP ikke overholder sine egne debatregler, viser man, hvorfor den slags skal holdes til et absolut minimum: Det bliver brugt til at lukke munden på nogle, så andre kan få mere taletid. Det er ikke i god overensstemmelse med hverken demokratiske eller publicistiske principper, og pudsigt nok kommer avisen og David Trads til at sende samme signal, som Bo Nilsson har sendt: At der er forskel på folk, og at det afgørende ikke nogenlunde konsistente normer, men at man kan bilde sig selv og omgivelserne ind, at man i en højere sags interesse selv er hævet over disse normer.
Stråmand omkommet: I samme sag giver chefredaktør Anders Krab-Johansen på Børsen i en leder udtryk for det modsatte synspunkt: At Bo Nilsson havde fortjent hver en krone. Ingen skældsord i dén leder – men til gengæld heller ikke andet end stråmandsargumentation: Spørgsmålet til debat er jo ikke, om det kan være rimeligt og hensigtsmæssigt at give en bonus til topchefen. Diskussionen går på størrelsen. Så når Krab-Johansen ikke forholder sig til, hvornår en bonus kammer over og begynder at tage karakter af ren afpresning rammer han skævt af debatten.

læs hele udgivelsen 

MOS/STK