Ugens stærkeste og svageste erhvervsdækning

Fake News? Politiken er frivilligt eller ufrivilligt blevet hægtet på venstrefløjens og PostNords spinmaskine for at skaffe flere penge til PostNord: Det har været ganske interessant at følge dagbladet Politikens dækning af ”krisen” i den danske del af PostNord de seneste uger. I flere store artikler er det blevet fremført, at PostNord har brug for ekstra 4 mia. kroner. Det siger PostNord i hvert fald.

Politiken har om omfanget af problemerne gravet så dybt, at man konstaterer, at ”mens den svenske del af PostNord i 2016 leverede et driftsoverskud på 646 millioner danske kroner, trak PostNord Danmark i den modsatte retning med et underskud på 1,5 milliarder kroner, hvoraf omkring 925 af millionerne var nedskrivninger.” Det er store tal, så situationen må være alvorlig. Anvender man et minut på at kigge i selve regnskabet, fremgår det, at driftsunderskuddet på ca. 600 mio. kr. sidste år er efter ordinære afskrivninger, som er på ca. 400 mio. kr. hvert år. Altså var driftsresultatet før afskrivninger (EBITDA) ca. minus 200 mio. kr. sidste år. Tilsvarende var EBITDA-underskuddet i 2015 dobbelt så stort, ca. 400 mio. kr., når der korrigeres for en stor avance på salg af ejendomme.

Altså: Det går faktisk flot fremad med økonomien i den danske del af PostNord, hvis man ser bort fra de regnskabstekniske ned- og afskrivninger, som ikke påvirker selve likviditeten. Politiken mener alligevel, at situationen er meget alvorlig: Avisen skriver: ”Christian Rabjerg Madsen, postordfører for Socialdemokratiet, har over for DR kaldt regnskabet for ”en ekstremt alvorlig situation”, mens SF’s Karsen Hønge kalder den for ”katastrofal”. Ok, men er det fordi, at de gerne vil redde nogle ulønsomme arbejdspladser med 4 skatteyderbetalte mia. kroner, eller er det fordi de ikke har sat sig ind i regnskabet? Eller begge dele? Det melder Politiken ikke noget om.

Dagbladet har også videreformidlet budskaber fra den svenske bestyrelsesformand om, hvor galt det står til. Men hvad gør man ikke for at skabe en stemning blandt dagblade og politikere for at få flere penge? Spinmaskinen kører videre for fuld kraft.

Berlingske Business om DONGS enorme dilemma: 
Berlingske bringer fredag en opsigtsvækkende og superrelevant artikel om de udfordringer, statsselskabet DONG Energy står overfor. ”Efter tre hav-vindnederlag: 24 vigtige måneder venter for DONG.” Sagen handler om, at DONG har tabt de seneste udbudte havvindmølleprojekter, og at de er solgt til markant lavere garantipriser end tidligere. I artiklen hedder det, at ”Efter tre nederlag i de seneste fire auktioner på havvind står markedslederen DONG nu over for 24 vigtige måneder med nye auktioner, hvor selskabet skal bevise, at man kan bevare sin førsteplads i den nye, skærpede konkurrencesituation. Vi går ikke på kompromis med værdiskabelsen, lyder det fra DONGs adm. direktør.” Det forklares ikke nærmere, hvordan DONG kan undgå, at de markant lavere priser vil gå ud over værdiskabelsen, læs overskuddet, om tre-fire år, hvor de nye projekter gerne skulle bidrage markant til bundlinjen.

Hvad kan vi lære af Hummel-sagen: Når der er optræk til sager i erhvervslivet, hvor der kan være gode begrundelser for bortvisninger eller politianmeldelser, er det normalt noget, som parterne forsøger at holde inden for husets fire vægge. Både af hensyn til virksomheden og til de involverede parter. Hummel-sagen har givet anledning til et stort antal artikler i erhvervsmedierne, og også i andre brede medier. Hele sagen kulminerede med et pressemøde hos Hummels advokat for nylig, som blev sendt direkte i TV2 News.

Men lad os starte fra starten: Christian Stadil var nok lige hurtig nok med at udsende en pressemeddelelse om den mangeårige direktørs bortvisning. Ikke overraskende kom Søren Schriver med et modangreb, som enhver anden ville have gjort. Men det stoppede ikke der: Schriver gik igen på barrikaderne med en artikel i Dagbladet Børsen, og det aktiverede Christian Stadil og hans advokat, med det forunderlige pressemøde samme aften. Deres modsvar var noget af det mest overbevisende, der nogensinde er fremlagt for offentligheden i et sådant opgør. At det tilsyneladende ikke har fået Schriver til at skrue gevaldigt ned for stemmeføringen er dybt overraskende, og hans udsagn om en erstatningssag mod Hummel virker noget uovervejet og panisk. Måske skulle han først lige forholde sig til den fremlagte dokumentation.

Set udefra virker det klart som om, at Schriver ikke har fået de bonusudbetalinger og de gevinster ved eventuelt salg af dele af virksomheden, som han havde forventet. Det har givet en åbenbar konflikt. Lærestykket er vel, at man ikke mindst som ansat chef i en ejerledet virksomhed skal være helt klar på, hvordan man får en rimelig del af gevinsten, når det går godt. Og den aftale skal skrues sammen, før succesen er sat på sporet.

læs hele udgivelsen her

MWL