En rigtig dansk forklaring fra danske erhvervsmedier: Når danske virksomheder som Danfoss, Novo Nordisk og Haldor Topsøe ikke optræder på en liste over verdens 50 mest innovative virksomheder, så skyldes det, at de ikke er ”kendte og hippe nok,” fremgår det af finans.dk. Man kan forstå, at lumske udlændinge nærmest snyder sig ind på listen med smartness og hype. Det er en typisk dansk forklaring, som afspejler den noget provinsielle tankegang, der ofte præger danske medier. Kunne man ikke tænke sig, at de danske virksomheder simpelthen ikke er innovative nok til at være med i toppen? Der er trods alt rigtigt mange innovative virksomheder i denne verden og (forbløffende nok) også en del, der ikke er danske.
Populisme i perspektiv fra Børsen: Dagbladet Børsens chefredaktør Anders Krab-Johansen har på sin side leveret et par solidt analyserende ledere, der gør op med nationalisme og populisme. Onsdag kunne han forklare , hvorfor Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen – med sit sære slogan om, at den bedste danske opfindelse er Danmark og sin fortælling om Danmarks præstationer og velfærdssamfundet som noget enestående – dumper i økonomi. Og fredag gjorde han det klart , hvorfor Trumps ”erhvervsvenlige” holdning kun er tilsyneladende. Et par nyttige indlæg i en forvirret tid.
Og mere populisme: Skal vi undgå billig arbejdskraft? Når den svenske statsminister, socialdemokraten Stefan Jöfven, raser over, at Postnord benytter sig af underleverandører, der bruger østeuropæiske arbejdere til løn- og arbejdsvilkår, der ligger langt under det svenske niveau, så appellerer han uden tvivl til nogle af de tanker og følelser, som også styrker populismen. Postnord undskylder sig med, at virksomheden må ”handle som resten af markedet.” Men med historien har Svenska Dagbladet (Og Berlingske Business) fat i en problemstilling, som vil blive større for erhvervslivet, og som virksomhederne i længden ikke vil slippe uden om ved at henvise til, at ”de andre gør det samme.” Måske er det i længden nødvendigt at benytte billig arbejdskraft for at bevare konkurrencekraften – og overleve?
Overforsigtige ATP: En institution som ATP forvalter et ekstremt stort ansvar, og det sømmer sig, at den ikke går og plaprer løs til højre og venstre om hverdagens ærgrelser. Men i et interview med Berlingske med den nye ATP-direktør Christian Hyldahl, om den eksorbitante aflønning til NETS-ledelsen i forbindelse med selskabets børsnotering, burde han alligevel gå mere til stålet. Hyldahl siger: ”Vi har ikke skiftet holdning til princippet. Vi ser gerne, at ledelsen får et incitament program, men vi må også sige, at der er en læring, og den vil tage med os næste gang. Aflønningen skal være rimelig, og her må vi bare sige, at vi ikke havde forudset, at salget af NETS ville gå så godt, at det kunne udløse så stor en aflønning.” ATP købte sig ind i 2014 til en markedsværdi på 17 mia. kroner. I dag er den 24 mia. kroner. Det er da alt andet lige en fin stigning – men er den så stor, at ATP ikke skulle kunne tage højde for et sådant forløb? Overhovedet ikke.
En hest for mit kongerige: Selv om heste er en kær hobby for mange danskere på gennemsnitlige lønninger, har netop dette gode i Danmark en overraskende stærk symbolik om en forkælet overklasse – en symbolik, som vi i pressen altid formår at gribe fat i. I 2006 kom den konservative Charlotte Dyremose på tv for skade at tale for en reduktion af topskatten, alt imens hun striglede sin hest. Jens Rohde, der dengang var ledende V-politiker, bemærkede spidst , at netop den kommunikation var helt defekt. I sidste uge var den så gal igen, da blandt andet Ekstra Bladet kunne fortælle, at DR havde fået fragtet sin USA-korrespondents hustrus hest med til Washington. Noget som siden har affødt mange kommentarer, fra det forargede til det muntre. For DR og selskabets medarbejdere kan det dog blive særdeles alvorligt. Kulturministeren har bedt DR om en redegørelse, og hestetransporten vil næppe gøre det sværere for den nye regering at finde et flertal for at barbere en fjerdedel af licensen, sådan som den ifølge regeringsgrundlaget ønsker det.
MOS/STK
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.