Medieanmeldelse:
Finans.dk om at svenskerne har trukket mest på Post-Nords formue
Så vidt vi kan se har den danske del af PostNord kostet mere end den svenske del. Rigtigt er det, at svenskerne har bygget postterminaler. Men det har danskerne også. Rigtigt er det, at der er solgt ejendomme i Danmark med avance. De penge er dog især blevet anvendt på at fylde hullet efter store underskud i den danske postforretning. Hele den aktuelle tvist mellem den svenske og danske regering bunder i, at svenskerne ikke vil være med til at betale for at rette skuden op, selvom svenskerne ejer både 60 procent af den svenske og af den danske postforretning. Det må danskerne klare. Finans.dk skriver efter en gennemgang af regnskaberne, at svenskerne har fået i pose og sæk. De har bygget svenske postterminaler for én mia. kr., betalt af danskerne via salg af grunde i det indre København. Men det er en meget forenklet fremstilling. I Danmark bliver der også bygget PostNord terminaler. Og senest har PostNord i Danmark fra moderselskabet faktisk fået én milliard kr. for at overleve.
Business.dk fik alligevel noget ud af Matas’ formand Lars Frederiksen
Matas var efter nedjusteringen i denne uge på op mod 90 mio. kr. meget tillukket om, hvad der er sket. Formanden henviste til en silence-periode, men erkender dog over for Business.dk, at det er en selvvalgt undskyldning. Hvis avisen citerer Lars Frederiksen korrekt er det stærkt opsigtsvækkende.”Vi gør det, fordi vi ikke har mere information.” Skal det virkelig læses sådan, at selskabet ikke ved, hvorfor indtjeningen er svigtet så fælt i 2. kvartal. I en ellers digitaliseret koncern omkring kundeadfærd og indtjeningsstrømme er det opsigtsvækkende, at man endnu ikke ved, hvor det er gået galt. Ikke underligt, at aktiekursen er sendt så lagt ned. Det bunder alene i usikkerhed – og ikke i nedjusteringen i sig selv.
Dagbladet Børsen om Realdania, som leverer sort snak
Realdania opstod som bekendt dengang i 2000, da Danske Bank købte Realkredit Danmark. Nogle besluttede, at det, som instituttets ejere – låntagerne – virkelig ønskede sig for salgsprisen på 20 mia. kroner, var en velgø-rende fond. Hvis én og anden stadig skulle bære nag over denne transaktion, må ærgrelsen bare være blevet endnu større, hvis de læste Børsen torsdag. Her fremgik det, at Realdania nu slår ind på opgaver, som tidligere blev varetaget af offentlige myndigheder. Det samlede forløb indeholder en meget interessant, men også betændt problemstilling. Bundlinjen er, at folk betaler mere skat, men får mindre for skattekronerne, at en kæmpeformue de facto er blevet eksproprieret for at dække manoen, og at almindelige boligejeres bidrag til realkreditinstituttet er steget til glæde for andre Danske Bank-aktionærer. Måske er det derfor Jesper Nygård taler sort, da han bliver spurgt, om Realdania er ved at overtage samfundets (Børsen må mene statens) pligter. “Det er et helt centralt dilemma. Jeg ser ikke, at vi overtager samfundets pligter. Vi er både i forhold til det offentlige og det private meget opmærksomme på, om der er tale om opgaver, som de alligevel selv ville eller burde løse. Så er det ikke en filantropisk opgave. Men samtidig er det tydeligt, at på en række områder trækker samfundet sig tilbage, og det kan give dilemmaer i forhold til vores rolle,” siger Jesper Nygård.
Economist: Investorer taber på fusioner
Hvis man i 2000 kastede sig ud i investeringsmarkedet med den strategi at købe aktier i amerikanske selskaber, der har foretaget opkøb i nyere tid, ville man i dag sidde med en formue på mindre en to tredjedele af, hvad man havde haft, hvis man bare havde købt en blandet portefølje af alle selskaber. Det fremgår af en S&P-analyse, som The Economist beskriver. At de fleste store opkøb går mere skidt end godt er ofte beskrevet, også her i Økonomisk Ugebrev. Men desværre er det et budskab, som er svært at rodfæste og drage konsekvensen af. Noget af den dårlige performance skyldes vel nok, at det ofte er i pressede brancher, at selskaber er nødt til at gå sammen. Men meget af det stammer også fra selskaber, der vælter sig i kapital og ikke kan nænne at udbetale den som udbytte. Man tør slet ikke tænke på, hvor meget værdi der bliver destrueret gennem den slags overmodigt imperiebyggeri. Men vil man undgå, at det er ens egne penge, der bliver destrueret, kan man huske statistikkens budskab. Også næste gang en virksomhed glædestrålende meddeler, at den er er på vej med et fantastisk opkøb.
MWL/MOS