Kundefokus, der vil noget
I Økonomisk Ugebrevs årlige rating af topchefer plejer Sydbanks Karen Frøsig at få middelmådige bedømmelser. Hvis denne signatur var stemmeberettiget i ratingen, ville hun ligge noget højere. Hun bestyrer en meget fornuftig tilgang til de senere års omfattende, nye regulering af banksektoren, og samtidig forstår hun hr. og fru sønderjyde, der kommer ind i banken. Se her, hvad hun siger til Børsen: “Min mor synes det er noget bøvl. Hun er altid gået ind i filialen, og der er heller ingen kaffe ved automaten. Vi har kundegrupper, der ikke er så stærke på digitalisering, og lige pludselig synes de, at de rammer en mur og ikke får opmærksomhed nok. I gamle dage spurgte man kunderne, om de havde det godt, når de kom ind i banken. Det er det, man mister med denne digitalisering.” Det er kundefokus, som andre banker kunne lære noget af. Udtalelsen er i øvrigt foranlediget af, at Sydbank aktuelt kun er nummer fem ud af de seks største på kundetilfredshed. Det er naturligvis ikke godt, men ingen bank er på den front sluppet gennem digitaliseringen uden skrammer.
Reklamer og etik
Apropos digitalisering, så har en socialdemokratisk kandidat til Regions Hovedstaden, Maria Gudme, en god pointe i et indlæg i Berlingske: At børn færdes andre steder på nettet, end deres forældre gør, og at forældrene måske derfor ikke er opmærksomme på arten og omfanget af de reklamer, ungerne bliver udsat for, på samme måde som dengang de sad og gloede fjernsyn med lydstyrken på højt niveau. Nok er det skingert, når Gudme taler om ”en syg kapitalisme, der tager børn som reklamegidsler.” Men ikke desto mindre er der her et punkt, hvor virksomhederne som annoncører med fordel kan aktivere deres CSR-principper.
Hvad naboen tjener
I vores nordiske nabolande offentliggør skattemyndighederne, hvad folk tjener. De hjemlige lovgivere har afstået fra at give danskerne samme mulighed, og det er der gode grunde til, for privatlivets fred skal værnes. Men der er også gode grunde til at offentliggøre indkomsterne, anfører The Economist i en tankevækkende klumme: Mere information skaber et bedre fungerende (arbejds-)marked, og i modsætning til dengang, hvor langt de fleste lønmodtagere var på overenskomster, oplever mange i dag uvidenhed om, hvad andre får for at udføre det samme arbejde, som de selv udfører. Usikkerheden er til gavn for arbejdsgiverne, og det kan man forvisse sig om ved at se på, hvordan det er gået med direktørlønningerne, siden det i den vestlige verden er blevet obligatorisk at anføre dem i årsrapporten.
Korruptionens banalitet
I en række af de senere års korruptionssager i Danmark er det kendetegnende, at forløbet enten har været af en karakter, så det betændte element kunne fortrænges af de involverede, eller at de omhandlede beløb har været så store, at det er klart, at nogle har truffet egentlige valg om at blive kriminelle. Men at den korrupte mentalitet findes, også i det små, vidner denne historie fra DR om: Medarbejdere i Regions Sjælland fortalte simpelthen it-firmaet Atea, hvilken meget dyr cognac, de gerne ville have i julegave.
Dårligt argument mod kundekapital i Nykredit
Koncerndirektør Søren Holm skriver i en klumme på Finans. dk, let overbærende, at den her i Ugebrevet meget omtalte aktionærforeningsmodel er ”gammel vin på nye flasker,” og oven i købet dårlig vin. ”Kunderne skal af egen fri vilje vælge at købe flere Nykredit-aktier på et tidspunkt, hvor arbejdsløsheden og utrygheden formentlig er på sit højeste. Og på et tidspunkt, hvor kunderne sandsynligvis har oplevet betydelige værditab på grund af boligprisfald. Altså på et tidspunkt, hvor danskerne ikke har mange penge at rutte med – og hvor dem, man har, luner ekstra på bankbogen. Mange vil formentlig slet ikke vil være i stand til at investere i Nykredit på det tidspunkt, og af dem, der kan, vil mange sandsynligvis undlade.” Det har han jo sådan set ret i. Men det alternativ, han ønsker med en børsnotering, indeholder jo samme skavank: En aktieemission i en situation, hvor den finansielle sektor står i brand, vil naturligvis ske til en lav kurs, hvis den overhovedet kan gennemføres. Den tanke, der står tilbage, er således, om hele balladen er nogen nytte til – om det overhovedet på nogen måde vil være muligt at rejse kapital i den panik-situation, man forestiller sig. Det er glemt i disse reguleringsivrige år, men ethvert kreditinstitut lever af at påtage sig risiko, og det er en risiko, der, uanset hvordan man vender og drejer det, i sidste ende kan være livstruende.
