Ugens grimmert: Finans.dk har afsløret , at Sydbank afkræver afgift for hver gang erhvervskunderne klikker rundt i netbanken. Det er en prisværdig artikel, der afslører en forbløffende tankegang i banken, der åbenbart mener, at kunderne skal betale for de ”datastrømme”, kunderne skaber. Sydbank har hurtig besluttet sig for at droppe gebyret. Men artiklen gør virkelig skade på bankernes omdømme. Sagen efterlader et indtryk af, at mærkelige gebyrer opretholdes indtil de afsløres, og så bliver de ellers hurtigt droppet. Det rejser spørgsmålet om, hvilke andre mærkelige gebyrer, vi mon betaler i pengeinstitutterne.
Ugens bedste kommentar: En af Danmarks mest eftertænksomme ledelses-tænkere, Christan Ørsted, leverer i Berlingske Business en velplaceret bredside til ledere, der klager over medarbejdernes ”forandringsmodstand”. Modstand mod forandring er et symptom på, at vi ledelsesmæssigt har gjort noget forkert, skriver han. Et symptom, der ofte afslører ledere med grundholdningen: ”Der er ingen grænser for, hvad jeg kunne udrette – hvis bare jeg havde nogle andre medarbejdere.”
Og en anden tiltrængt kommentar: I Børsen konstaterer Simon Kirketerp, at investerings- og rådgivningsselskabet Voluntas med tidligere Vestas-direktør Morten Albæk i spidsen i virkeligheden ikke foretager investeringer. Børsen har (sammen med andre medier) været med til begejstret at promovere Morten Albæk, så det er rart nu at se lidt af den sunde skepsis, som i seriøse medier i almindelighed bør ledsage begejstring, uanset hvem den gælder.
Ugens skarpe mening: Børsens chefredaktør Anders Krab-Johansen mener i en leder , at ”medier bør ikke ansætte eller promovere dømte journalister,” efter at tidligere chefredaktør Henrik Quortrup og andre tidligere ansatte på Se og Hør har fået fængselsdomme for uberettiget at have skaffet sig adgang til kreditkort-oplysninger fra Nets. Det er nødvendigt at forsvare pressens troværdighed, men også dens mangfoldighed. Kunne man ikke forestille sig, at også mennesker, der har en dom i bagagen (journalister eller ej), kan bidrage til den offentlige meningsudveksling? En interessant diskussion.
LA kravler ned, Børsen kravler op (igen): Topskatten må ned, og hellere med en sænkning af satsen end af topskattegrænsen. Dette budskab fra tre store erhvervsorganisationer kunne Børsen bringe videre mandag – netop efter at LA havde droppet sit ultimative krav om topskattelettelser, mod at komme i regering. Væk var alle de lykkelige topskatteydere, der ellers har været hyppige gæster i Børsens spalter, mens LA stadig sad oppe i træet og krævede en topskattereduktion. Avisen lagde ikke skjul på, at den fandt LA’s taktik uklog og farlig for det borgerlige Danmark. Fair nok – men den slags synspunkter hører hjemme i ledere og klummer. På nyhedssiderne vil vi gerne have en nøgtern, indsigtsfuld og kritisk dækning af de temaer, der oppe i tiden.
Objektivt spild af licensmidler: Forrige fredag nåede et bredt flertal i Folketinget frem til et forlig om det nye vurderingssystem til ejendomme. Som rimeligt var, fik begivenheden en fremtrædende plads i aftenens Tv-avis. Se det i anden blok her . Det forklares, hvad politikerne vil med aftalen, og det er jo fair nok. Men derefter stilles om til en journalist, der skal forklare indholdet i aftalen. Det er Christine Cordsen, og hun har efter mange års virke på Christiansborg givetvis en stor viden om politik. Men når det handler om teknikken i og betydningen af ejendomsvurderinger, er hun tydeligvis blank – som i fuldstændig og aldeles blank. Således bliver licensbetalerne snydt for enhver kritisk dækning af aftalen. Der var ellers nok at tage fat på. Nogle eksempler: Den sikkerhedsmargen, der omtales, er reelt indholdsløs, virksomheders og borgeres muligheder for at påklage vurderinger bliver i praksis beskåret kraftigt, og SKAT får lov til at kigge med på ethvert lånetilbud fra realkreditinstitutterne. Det er dybt kritisabelt, at DR ikke prioriterer at have en eller to journalister, der med en halv dags varsel kan lave et almindeligt kritisk indslag om noget så essentielt i Danmark som ejendomme og skat. Og det klæder bestemt ikke en institution, der i fuld alvor mener at levere de objektive nyheder til danskerne, at den kritikløst gengiver det, som regeringens spindoktorer har formidlet. Den bitre sandhed er, at licensbetalerne i dette tilfælde var lige så godt stillet med at se regeringens egne små reklamevideoer.
MOS/STK
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her